Lektor i forvaltning: Slotsholmen er fanget af FOMO

Stresset embedsværk
I 2021 viste en Djøf-undersøgelse af tre ud af fire chefer i centraladministrationen arbejdede mindst 43 timer om ugen. Det kunne måske forklares med en eftervirkning af covid-19. Men noget tyder på, at krisekulturens pres er blevet permanent.

27 procent af de ansatte forlod departementerne i 2022. Og i 2023 viste en undersøgelse fra Djøf at 74 procent af medlemmerne i departementerne overvejede at skifte job. Grunden er, at de føler sig stressede og arbejdspresset er stort. De taler om, at der forventes konstant tilgængelighed, og at normer om normal arbejdstid ikke findes mere. Det går ud over kvaliteten, øger risiko for lovsjusk, fejl i sagsbehandling og skandalesager.

Det der til daglig foregår mellem regering, folketing, medier og embedsværk kan betragtes om et magtspil om information, hvor det er altafgørende at kunne kontrollere informationens fordeling på tid og sted.

Peter Aagaard
Lektor i politik og forvaltning, Roskilde Universitet

Der var opbakning at finde til den udlægning i rapporten fra Djøfs Dybvad-udvalg, der udkom i 2023. Rapporten viste også, at ministerierne er præget af lukkethed, centralisering og øget (re)koordinering, med ministerier der mangler faste former.

Det har som konsekvens, at ansvarsfordeling og faglig uenighed sløres, at risiko for manglende lovlighed øges, og at embedsværket som sagt sættes under tidspres, blandt andet fordi Folketinget forsøger at kontrollere regeringen med spørgsmål og samråd.

Samtidigt er der en stigende efterspørgsel på politisk-taktisk rådgivning fra politikerne, hvilket kan udfordre embedsværkets neutralitet og fagligheden. Ved præsentationen af rapporten afviste Mette Frederiksen, at der er tale om en decideret Slotsholmskrise. Ingen plads til selvransagelse der. Der var dog mange andre, der pointerede de ret tydelige udfordringer blandt de 150 gæster fra medier, eksperter og embedsværk, som var inviteret til præsentationen af rapporten.

Politisk FOMO
Vi får i de kommende år en grundig gennemgang af årsagerne til det stigende pres, som har konsekvenser, ikke blot for embedsstanden, men også det danske demokrati. For 2023 var også året, hvor Magtudredningen 2.0 blev sat i søen. Og forskerne bag har allerede gjort opmærksomme på, at de vil tage et nærmere kig på, hvordan det moderne højhastighedssamfund påvirker det ’langsomme demokrati’.

Magtudredningen bør dog ikke nøjes med at konstatere, at hastighed og pres er øget på politik og demokrati. Der er god grund til at komme et spadestik dybere i analysen og se nærmere på, hvad det egentlig er, der øges i fart, og hvori presset distribueres.

Et godt bud på den analyse handler om at fokusere på udvekslingen af information mellem Slotsholmens aktører: embedsværk, folketing og medierne. For politik handler i stigende grad om at kontrollere, hvem der ved hvad, hvornår. Det er selvfølgelig ikke nyt i sig selv, at information er vigtig i politik, men udfordringen med at kontrollere information vokser, fordi information kan kommunikeres, kopieres, flyttes og fakes langt hurtigere og med større præcision end nogensinde før.

Så det der til daglig foregår mellem regering, folketing, medier og embedsværk kan betragtes som et magtspil om information, hvor det er altafgørende at kunne kontrollere informationens fordeling på tid og sted, til hvem og hvornår.

På den korte bane mægtiggør informationsspillet den til enhver tid siddende regering på bekostning af nødvendig parlamentarisk kontrol og offentlig transparens.

Peter Aagaard
Lektor i politik og forvaltning, Roskilde Universitet

Alle der vil udbygge eller bare fastholde deres relevans er tvunget til at deltage i spillet. Manglende deltagelse eller ikke at vide det rette i tide griber alle politiske aktører med en særlig form for politisk FOMO (fear of missing out). Frygten for at gå glip af den rette bid information på rette tid og sted luer altid.

Regeringen som spilfordeler
I det game optræder regeringen ofte i rollen som spilfordeler, fordi de har gode muligheder (særligt som flertalsregering) for at sætte reglerne for spillet, for eksempel via regulering af offentlighedsloven, eller ved at vælge formatet på kommunikationen (pressemøde, sociale media event, folkemøde).

Spillet om information former roller og relationer mellem samfundsinstitutioner og internt i regeringsapparatet. Mon ikke det også kan spores på lokalniveau som en del af forklaringen på, at der her er sket en voldsom stigning i antallet af specialkonsulenter og journalister.

På den korte bane mægtiggør informationsspillet den til enhver tid siddende regering på bekostning af nødvendig parlamentarisk kontrol og offentlig transparens.

Men der er tale om en form for catch-22 for den enhver tid siddende regering. For på den lidt længere bane kan det svække befolkningens tillid til demokrati og bærende samfundsinstitutioner og skabe grundlag for abrupte brud i vælgerbefolkningen, som svækker det selvsamme politiske lederskab, som informationskontrollen ellers skulle tjene. Bemærk i den forbindelse det seneste valg i Holland, samt SVM-regeringens rutsjetur i meningsmålingerne herhjemme. Vi kommer til at se mere af det hele i 2024.