Lektor i økonomi: Det er svært at finde fagligt grundlag for en kriseretorik på velfærdsområdet

Det kaldes Baumol-effekten efter den amerikanske økonom William Baumol. Produktionen af hårtrimmere kan automatiseres, men en frisør kan næppe klippe hurtigere. Maskiner bliver hurtigere og hurtigere, men plejeservice tager den tid, det tager.

Velstandens dilemma

Den private velstandsstigning præsenteres til tider som et problem. Det vil føre til et øget ønske om offentlig velfærdsservice, så den offentlige forbrugsandel af den samlede økonomi skal stige. Det kan ikke afvises, men det er uklart, hvor stort problemet faktisk er.

Frisørydelser bliver også relativt dyrere i forhold til andet privat forbrug, men ingen forventer, at andelen af vores budget, vi bruger på frisører, skal stige kraftigt.

Det bliver interessant at følge med i, hvad der sker i udlandet, hvor de samme velfærdsservices er private, og forbrugerne derfor direkte reagerer på de højere relative priser. 

Jeppe Druedahl
Lektor, Økonomisk Institut, KU

Omvendt forventes det nok, at vi kommer til at bruge relativt flere penge på eksempelvis restaurantbesøg. Her er produktivitetsvækst også svært, og restaurantbesøg stiger derfor i pris relativt set, men efterspørgslen kan være stigende i indkomst.

Forventningen om, at den relative efterspørgsel efter tjenesteydelser er stigende i indkomsten, kaldes Wagner-effekten efter den tyske økonom Adolph Wagner. Sammen med opfindelser af ny dyr medicin og nye dyre behandlingsformer trækker det i retning af, at udgifterne til de offentlige velfærdsservices skal stige, for at borgerens ønsker opfyldes bedst muligt.

Det kan derfor overraske, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd skriver, at "der er råd til at dække befolkningens forventninger til velfærden".

Omvendt virker det som en ekstrem antagelse, når Kraka regner på, at det offentlige forbrug skal vokse i samme grad som det private forbrug, ikke bare i kroner og øre, men i mængder, og når frem til, at "der kan mangle over 100 milliarder kroner årligt i 2050, hvis forventninger til bedre velfærd skal opfyldes". Mindre kan nok godt.

Det bliver interessant at følge med i, hvad der sker i udlandet, hvor de samme velfærdsservices er private, og forbrugerne derfor direkte reagerer på de højere relative priser. Danske borgerne bliver nok særligt utilfredse, hvis de ser et langt højere serviceniveau i udlandet på de områder, der dækkes af det offentlige.

Stigningen i antallet af private sundhedsforsikringer bruges tit til at sige, at kvaliteten af de offentlige services er langt under, hvad borgerne ønsker. Virkeligheden er dog, at private sundhedsforsikringer kun dækker få procent af de samlede sundhedsudgifter i Danmark.

Fremtidens finansiering

Hvis vi betragter de individuelle offentlige velfærdsservices som en indkøbsforening, skal kontingentet stige, hvis der skal leveres mere service. Derfor skal skatten altså stige.

Hvis den gennemsnitlige skatteprocent stiger, men alle får de samme ekstra velfærdsservices, så øges graden af omfordeling faktisk. Det taler for, at progressiviteten i skattesystemet samtidig skal sænkes for at holde uligheden uændret.

Det viser også, at det ikke som sådan er ulighedsskabende at give mulighed for flere tilkøbsydelser i den offentlige velfærdsservice. Det konverterer bare ulighed i køb af almindeligt privat forbrug til ulighed i tilkøb af offentlige velfærdsservice.

Almindelig øget omfordeling gennem skatter og overførsler lader til at være bedre end øget omfordeling gennem en tvungen opsparingsopfordring.

Jeppe Druedahl
Lektor, Økonomisk Institut, KU

I praksis kan muligheder for tilkøbsydelser dog være nemmere sagt end gjort. Det er det grundlæggende problem med den universalistiske velfærdsstat, at det giver en tendens til "one-size-fits-all"-løsninger, hvor der ikke tages højde for, om forskellige borgere ønsker mere eller mindre af en given service, eller i en anden form.

Der kan også være samspilsproblemer, hvor de, der køber tilkøbsydelser, i praksis også får mere af basisydelsen. De, der bliver udredt privat, bruger måske mere af den offentlige service. Privatskoler kan ligeledes have færre udgifter til "problembørn". Hvis de fik det samme tilskud som folkeskoler, ville deres service per barn derfor bliver højere.

Der er argumenteres tit for offentlig velfærd ud fra, at det giver omfordeling. Mens hvis øget omfordeling er målet, er det mere oplagt at lave omfordeling i penge fremfor i naturalier. Så kan de borgere, der får mere, selv beslutte, hvad de vil bruge pengene på.

Stærkere argumenter for offentlig velfærd peger på markedsfejl, hvor det er svært at sikre kvaliteten af privat produktion, eller optimeringsvalg, hvor borgerne har svært ved at træffe egne valg. Et argument er også, at det styrker sammenhængskraften, at vi går på de samme skoler, behandles på de samme hospitaler og så videre.

Tvungen opsparing

Til tider fremføres tvungen opsparing til at købe velfærdsservices i alderdommen som et Columbusæg. Det synspunkt lader ATP-direktør Martin Præstegaard eksempelvis til at forsvare. Argumentationen er dog uklar.

I udgangspunkt flytter tvungen egen-opsparing kun rundt på ens forbrugsmuligheder over tid. De rigeste vil bare spare lidt mindre op, når de er yngre, og bruge det samme, når de er ældre. De fattigste vil blive tvunget til at sænke deres forbrug i en måske presset situation, hvor de ikke føler, at de har plads til deres egen opsparing.

Uligheden i alderdommen er ikke åbenlyst større end i andre perioder af livet. Folkepensionen og diverse tillæg gør, at dækningsgraderne er betydelige i bunden af indkomstfordelingen.

Derfor lader almindelig øget omfordeling gennem skatter og overførsler til at være bedre end øget omfordeling gennem en tvungen opsparingsopfordring. Ulempen ved omfordeling er altid, at det skader incitamenter til at yde en ekstra indsats og spare op selv.

Samlet set er det godt at have ja-hatten på. Vi lever længere og bliver mere produktive. Det skaber visse dilemmaer. Men det er svært at finde fagligt grundlag for en kriseretorik.