Lisbeth Knudsen: En autentisk og ordentlig politiker

Da meddelelsen om Danmarks tidligere statsminister Anker Jørgensens død ramte medierne forleden, var den gennemgående beskrivelse af hans person og hans gerning som politiker næsten enslydende: En autentisk politiker.

Lad mig tilføje: En mand, der aldrig glemte, hvor han kom fra, og aldrig opgav sin drøm om at være med til at skabe en bedre verden. Et gennemført ordentligt menneske, som man kunne stole på. Et menneske, som viste ægte interesse for sine medmennesker, som afskyede snobbethed, og som var blottet for imponerethed over at møde store internationale personligheder. Et menneske, der satte partiet og bevægelsen over sin egen politiske forfængelighed. Et menneske for hvem kunsten og kulturen var en slags åndelig tankstation og kompensation for den uddannelse, han aldrig fik som ufaglært.

Anker Jørgensens eftermæle er, hvad angår hans menneskelige egenskaber og værdier, noget af det nærmeste, vi kommer folkelighed, danskhed, det jordbundne, det uhøjtidelige, det hyggelige med pølsevogn og kolonihavehus, sammenhold, velfærd og solidaritet med de svageste. Hans evner, hvad angår den økonomiske politik, er mere omstridt. Hans udfordringer var også større end de flestes med to oliekriser, et veritabelt vælgerskred i 1973-valget med Glistrup og Erhard Jakobsen stormende ind i Folketinget og en krisestyring måned for måned med skiftende forligspartnere og en økonomi med kurs mod afgrunden.

Politisk mod det afgørende
Jeg arbejdede i Folketinget, som politisk reporter og politisk redaktør for Berlingske, under hele Anker Jørgensens periode som statsminister. Jeg har rejst som journalist i hans kølvand på officielle besøg rundt i Afrika, Kina, Indien og USA. Uanset hvad, man måtte mene om hans politik, så kunne man ikke undgå at blive respektfuld i forhold til hans person. Ikke fordi han krævede respekt. Men fordi han var en modig person, som betragtede alle mennesker med et ligeværd. Han var på en eller anden måde den socialdemokratiske ide og vision i kraft af sin egen personlige historie. Det var ikke en rolle, han tog på sig, kommende fra en akademisk uddannelse og uden erfaring fra realiteterne ude på fabriksgulvet. Han var den ægte vare.

Derfor skulle de politiske partier måske begynde at overveje, om den nuværende arbejdsmetode er hensigtsmæssig, og om de kunne have en fælles interesse i at fremme tilliden, det ægte, autentiske politiske lederskab.

Lisbeth Knudsen

Hvad enten han havde været til kaffe med en Kenneth Kaunda i Zambia, til frokost med Indiens Indira Ghandi, til modtagelse i Det Hvide Hus hos Jimmy Carter eller til statsmiddag i Folkets store hal i Beijing med Deng Xiaoping, Kinas daværende dominerende skikkelse i slutningen af 70'erne, så havde han sine meninger, men han havde også en kolossal nysgerrighed og sugede indtryk til sig som en svamp, der aldrig kunne få nok væde. Store og små iagttagelser og erfaringer fra den store verden blev filtreret ind i hans danske værdisæt.

Hans håndtering af pressen kunne være ordknap og kontant, når det var dagens dagsorden. Han vidste udmærket, når han brugte medierne til at sende et signal både til eget bagland og til politiske modstandere. Men han var aldrig trimmet af en spindoktor, og hans faste ugentlige pressemøder var af en ganske anden karakter af dialog end de monologagtige pressemøder med statsministrene, som vi har kendt siden Anders Fogh Rasmussen. Dengang foregik der konstant forhandlinger i Statsministeriet med kriseforlig hver måned. Og som pressefolk boede vi bogstavelig talt uden for dørene på ministeriets pindestole i døgndrift. Og Anker Jørgensen havde et forhold til pressen præget af gensidig respekt for hinandens arbejdsopgave.

Anker Jørgensens eftermæle er, hvad angår hans menneskelige egenskaber og værdier, noget af det nærmeste, vi kommer folkelighed, danskhed, det jordbundne, det uhøjtidelige, det hyggelige med pølsevogn og kolonihavehus, sammenhold, velfærd og solidaritet med de svageste.

Lisbeth Knudsen

Var Anker Jørgensen forfængelig? Ja, han ønskede, at hans eftermæle blev, at arbejdsmanden havde gjort det godt. Han ønskede ikke at stå tilbage for mere belæste, hverken på fagområder eller på det skønlitterære område. Hans arbejdstøj som politiker var ikke billigste tilbud, men fra det fine Brødrene Andersen, og det skulle være pletfrit og i orden. Hans møbler måtte gerne være danske klassikere, og lejligheden i Sydhavnen holdt i pæn stand. Han ville ikke spilles af banen på grund af sin baggrund.

En autentisk politiker i dag
Kunne Anker Jørgensen have fungeret som statsminister i dag med samme ægthed, ordentlighed, puritanisme og nærhed til vælgerne. Med politiske forandringer af samfundet som personlig drivkraft, men helt uden kompetencer på den internationale scene?

Kan en toppolitiker i dag være et jordnært menneske uden akademisk baggrund og uden stærke sprogkundskaber, uden spindoktor til taktisk medieplanlægning og uden en hær af rådgivere omkring sig? Uden sikkerhedsvagter og på afslappet aftenbesøg hos pølsemanden i Sydhavnen? Altså bare et ualmindeligt flittigt menneske med en drøm om et bedre samfund, stærke forhandlingsevner, stort personligt mod og en idealisme på sit partis vegne?

Nej. Desværre. Måske netop derfor priser vi Anker Jørgensen som den ægte vare. Som den sidste slags toppolitiker af den støbning. Toppolitikere i dag skal være gjort af et andet stof. De politiske partier har undergået en dramatisk indre forandring. De store partier er topstyrede - ikke styret som brede folkelige bevægelser. Rekrutteringen til topposterne er ligeledes stærkt forandrede. Det er gennemslagskraften i medierne, der tæller. Ikke om lederne er dygtige politiske tillidsmænd og kvinder. Det er evnen som billetsælger mere end personligt mod og idealisme på partiets vegne, der er afgørende. Det bliver de stærke, politiske karrieremennesker, som bringes frem til topposterne. Dem, der har modstandskraft, og som kan klare mediepresset, når vinden slår om til storm. Dem, som kan bruges på internationale topposter, hvis de skulle falde på den danske scene. Medieudviklingen og globaliseringen har været stærkt medvirkende til den dramatiske forandring.

Tillidsproblemet
Med en tillid mellem befolkningen og politikerne, som er for nedadgående, så er det måske rette tid og sted at fundere på, hvad der gjorde Anker Jørgensen til en respekteret politiker. Vi snakker tit om, at vi går for tæt på nutidens politikere og dømmer dem for hårdt i medierne, når politiske budskaber og personlige valg ikke hænger sammen men udstiller en dobbeltmoral. Medierne var meget tæt på Anker Jørgensen i hans mange kriser - ikke mindst med eget bagland i LO. Han blev ikke skånet i medierne. Men han prøvede ikke at gøre sig til en anden person, når medierne var forbi. Han levede op til udtrykket: Hvad du ser, er hvad du får.

En del af tillidsproblemet ligger i, at toppolitikerne taler i kodesprog med akademikerne i andre partier, embedsmændene, eksperterne og medierne, men hen over hovedet på befolkningen. At de politiske budskaber bliver så taktisk indpakket, at de ikke er omsættelige for almindelige mennesker, som derfor også mister tilliden til de mange løfter, som udstedes. Anker Jørgensens ordbog var ikke kompliceret, og hans reaktionsmønster ikke friseret til lejligheden.

Det ustyrlige Folketing, som Anker Jørgensen fik at arbejde med, havde desuagtet nogle spilleregler, som ikke længere gælder. Den politiske tone er blevet langt mere rå, og viljen til at tage regeringsansvar er nu forenklet til nogle ganske få partier, mens resten bare venter på at udnytte den næste taktiske mulighed for en vælgergevinst.

Derfor skulle de politiske partier måske begynde at overveje, om den nuværende arbejdsmetode er hensigtsmæssig, og om de kunne have en fælles interesse i at fremme tilliden, det ægte, autentiske politiske lederskab.

---
Lisbeth Knudsen er redaktør og bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, direktør for Mandag Morgens danske aktiviteter og formand for Det Kongelige Teaters bestyrelse. Hun har indtil for nylig været ansvarshavende chefredaktør for Berlingske og koncernchef for Berlingske Media i otte år. Før det var hun bl.a. nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.