Lisbeth Knudsen: Kan politik skabes efter en ny kogebog?

Lige om lidt er hedebølgen, Tour de France og den politiske fred ved at være overstået, og vi vender tilbage til hverdagen, arbejdet og et utvivlsomt spændende politisk efterår.

Men også temmelig forudsigeligt. August er højsæson for politiske sommergruppemøder efterfulgt af et finanslovforslag for 2019 i slutningen af måneden. Og så er vi i gang. Måske med en alenlang – og på godt jysk, træls – valgkamp frem til næste forår. Måske med et efterårsvalg, før vi aner det.

Under alle omstændigheder går partierne op i gear fra starten efter sommerpausen. Det er nu, kuglerne skal støbes, og der skal lægges forslag frem, som vælgerne kan forholde sig til, hvis statsministeren skulle tage chancen hos vælgerne før tid.

Regeringen har allerede en række reformer af den offentlige sektor og sundhedsområdet i støbeskeen klar til affyring de kommende måneder.

Forsommeren har indvandring, integration og ghettopakke stået højest på dagsordenen, og de offentlige overenskomster kom på plads uden indgreb. Lige før den politiske sommerpause sprang alle partierne næsten uden undtagelse ud i fuld blomst på det grønne område, og et smalt medieforlig blev landet.

Nu gælder det i efteråret næste led i det, der ligesom ghettoplanen kan bruges som gode slagvarer til et valg: udvikling af kernevelfærd på sundhedsområdet, mere for pengene i den offentlige sektor og sikringen af tilstrækkelig arbejdskraft til opsvinget.

Skal vi have løst de virkelig onde problemer og skavanker ved vores nuværende velfærdsmodel, så skal vi måske politisk til at eksperimentere, udforske, turde fejle og lave om igen.

Lisbeth Knudsen

Mental uorden
Vi udvikler hele tiden på vores velfærdssystem og skal endda ifølge finansministeren tillade os en vækst i de offentlige udgifter i de kommende år, selv om budskabet tidligere har været nulvækst. Vi lapper huller, og indimellem reformerer vi. Vi poster flere og flere penge i vores sundhedsvæsen. Vi har høj beskæftigelse og mangel på arbejdskraft. Vi har opdrift i økonomien og mange positive takter, hvor vi som lille land lykkes med succeshistorier på et hårdt internationalt marked. Vi har gang i digitaliseringen. Står flot i internationale målinger på området, om end det kunne gå hurtigere med omstillingen i dele af industrien. Det går ret godt i Danmark, har statsministeren flere gange understreget, uden at komme til at lyde for pralende.

Og alligevel har vi et samfund i mental uorden. Med alt for mange selv helt unge ramt af stress, fornemmelse af utilstrækkelighed og anden mistrøstighed. Alt for mange uden for arbejdsmarkedet og alt for mange med forskellige diagnoser som depression, angst og misbrug. Alt for mange uden for eller på sidelinjen af samfundets flertal. Vi har en offentlig sektor, som trods dygtige medarbejdere og masser af kontrolsystemer ikke lykkes med at komme de rigtigt onde, vedvarende sociale problemer til livs. Vi bruger milliarder af kroner på de samme områder, som ikke rykker sig i positiv retning.

Vi har ikke knækket problemet med den sociale arv og de udsatte børn og en gruppe unge uden fremtidshåb. Vi har en sundhedssektor, som trods dygtige medarbejdere fremviser alt for mange eksempler på svigt, fejl og manglende sammenhæng i behandlingen af patienterne. Vi har visse steder en ældreomsorg, som overhovedet ikke er et samfund som vores værdig. Vi har en uddannelsessektor, som ikke matcher arbejdsmarkedets behov.

Vi jagter årsagerne til den mentale uorden i den digitale hverdag, i præstationspres og nulfejlkultur. I perfekthedskulturen, som fordrer det skønne, veludstyrede hjem, den perfekte familie fyldt med kærlighed og tryghed, den perfekte karriere fyldt med spændende opgaver og udfordringer, de trofaste, interessante venner og de perfekte børn, der er kreative og dygtige og har alle de rigtige kammerater. Kulturpolitikken staves nu underholdning, fascination, tidsfordriv og oplevelser.

Kulturdebatten og kulturpolitikken bruges ikke til at hjælpe os med at finde vej og fodfæste i en digital og globaliseret verden. Bruges ikke som et ramsaltet, inspirerende og engagerende bud på at tackle samfundsudviklingen og den mentale uorden. Kulturens aktører er trukket ind i sneglehuset, og toppolitikerne har glemt kulturens stærke betydning for vores identitet og værdier som mennesker.

Ny slags politikudvikling
Politikerne fra højre til venstre knokler på med at gøre indvandringen og integrationen, ghettoerne og de udanske parallelsamfund til vores altoverskyggende udfordring. Knokler på med at gøre den offentlige sektor mindre hullet og siloopdelt og mindske risikoen for, at folk falder igennem systemernes mange ukoordinerede handleplaner og støtteordninger i mindre grad med en kommende sammenhængsreform. Vi har en Ledelseskommission, der kommer ud med den epokegørende, altoverskyggende anbefaling at sætte borgeren i centrum. Jamen, det troede vi vel egentlig, at vi allerede var i det danske velfærdssystem.

Hvordan er det så, at vi som vælgere skal forholde os til, at det på den ene side går "ret godt" i Danmark, som statsministeren siger, og at vi på den anden side har rigtigt store udfordringer? Hvem kan tegne visionen ikke alene for industrien 4.0, eller den offentlige sektor 4.0 eller sundhedsvæsenet 4.0, men for hele Danmark 4.0, hvor vi har taget livtag med den mentale uorden og de onde problemer i social- og sundhedssektoren?

Når vi nu står foran et valg inden for de kommende måneder, kunne man så ikke stille spørgsmålet, hvordan vi får grebet den politiske styring an på nye måder? Ja, faktisk hvordan vi får udviklet vores demokrati og vores politikskabelse, så grundlæggende reformer kan få den rette folkelige forankring, og så de rent faktisk løser de problemer, som danskerne er mindst ligeså optagede af som indvandringen.

Kloge folk rundt om i verden i organisationen "States of Change" er begyndt at tænke over, om politikudvikling kunne gøres på nye måder. Over, om den politiske ledelse og den offentlige sektor kunne være mere innovativ og dermed ikke bare bestandigt og kortsigtet lappe huller. Eller udrulle reformer, der ikke er ordentligt afprøvet, og løsninger, som ikke har nogen folkelig forankring eller forståelse.

Et af hovedpunkterne i det arbejde, som det tværnationale initiativ er kommet frem med, peger på, at man i politik burde lade sig inspirere af den digitale udviklingsmodel. Fokusere på den kulturforandring, som digitaliseringen kræver af virksomhederne, og den måde, som innovative, digitale virksomheder arbejder på. Et samfund i den digitale virkelighed skal måske til at acceptere konstant at være i en betaversion, hvor eksperimenter, justeringer og tilretninger og nye innovationsspring ikke kommer i store reformpakker, der bygger oven på et kæmpe lag af gammel historik. Eller sagt med andre ord:

Plads til eksperimenter
Skal vi have løst de virkelig onde problemer og skavanker ved vores nuværende velfærdsmodel, så skal vi måske politisk til at eksperimentere, udforske, turde fejle og lave om igen. Så skal innovation ikke blot være en styret operation inden for kendte rammer og med hensyntagen til årtiers forudgående erfaring og historik. Så skal der være plads til en rigtig og dyb innovation, der for alvor flytter hele tankegangen, kulturen, processerne og løsningerne et nyt sted hen.

Når den offentlige sektor nu skal hænge bedre sammen, kunne vi så tage udgangspunkt i en anden form for styringsmodel end den nuværende? En model, der ikke appellerer til kassetænkning og suboptimering i det offentlige, men som ser på personen – på mennesket, der har brug for hjælp. Og så på den måde tvinge systemerne til at arbejde sammen om løsninger. Vi kunne skabe innovative miljøer og frirum i det offentlige til at eksperimentere med nye løsninger.

Når vi nu skal finde ud af, hvordan vi tackler en fremtidig eksplosiv stigning i sundhedsudgifterne med nye behandlingsmuligheder, dyr personlig medicin og flere ældre, og vi har et system nu, der på for mange strækninger er dysfunktionelt, kunne vi så sætte eksperimenter i gang med nye løsninger og prøve nye veje af tænkt helt ud af boksen i lille skala, inden vi ser, hvad der virker, og derefter skruer op for skaleringen?

Når vi nu ved, at mange af de uddannelser, vi har i dag, er forældede og ufleksible i forhold til det, vi har brug for i fremtiden, skulle vi så afprøve en anden form for uddannelsesplanlægning i lille skala, så vi kunne blive klogere på den fremtidige uddannelsesmodel til et meget forandret arbejdsmarked. En model, der også må have perspektivet med for livslang læring.

Alt for meget lovgivning bliver til, uden at tidligere lovgivning er ordentligt evalueret, inden næste bølge af ændringer kommer. Uden at initiativerne er gennemtænkt på tværs af de forskellige sektorer. Og uden, at det er gennemtænkt, om det er tidspunktet at starte helt fra grunden med en ny model.

I den digitale og videnskabelige verden er det nødvendigt at tænke de utænkelige løsninger. At prøve dem af. Fejle, lære af det og gøre nye forsøg. I politik er der mindre og mindre rum for eksperimenter, for at begå fejl og for at tænke grænseoverskridende nyt. Det er faktisk ikke på den måde, vi løser de problemer, som de politiske partier paradoksalt nok er ret enige om hænger fast ved den danske model.

Måtte vi få et politisk efterår, der giver plads for nye ideer til at løse den mentale uorden og nytænke den danske model.

----------

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun blandt andet nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en klumme i Altinget. Klummen er alene er udtryk for skribentens egne holdninger.