Løkke – manden med det tunge tornyster

Nogle tiltrædende statsministre rejser ganske let.

Det gælder blandt andre socialdemokraterne Helle Thorning-Schmidt og Poul Nyrup Rasmussen og den konservative Poul Schlüter, der alle kom helt uden ministererfaring i bagagen, da de tjekkede ind i Statsministeriet.

Lars Løkke Rasmussens gods er anderledes tungt. Den kommende statsminister skal således have et ordentligt tornyster på ryggen for at få plads til hele sin politiske bagage, når han en af de nærmeste dage traver fra hjemmet i Nyhavn, forbi Absalon på Højbro Plads, ind i Prins Jørgens Gård og op ad hovedtrappen til Statsministeriets hjørnekontor.

I halvandet årti har han fra centrale positioner på Slotsholmen spillet en nøglerolle i en række af de senere års vigtigste forlig, aftaler og reformer. Først som sundheds- og indenrigsminister, siden som finans- og statsminister og senest som Venstre-formand og leder af oppositionen.

Ser man på ministererfaring, skal man helt tilbage til den socialdemokratiske legende Jens Otto Krag for at finde en tiltrædende statsminister, der kan måle sig med Lars Løkke Rasmussen.

Løkkes politiske rejse, der til tider har været bumpet, nåede i nat et foreløbigt højdepunkt. Selv om Venstre går markant tilbage, så genvinder Løkke magten.

”For fire år siden afleverede vi nøglerne til Statsministeriet tilbage. Vi havde et flot valg, hvor Venstre gik frem. Jeg sagde dengang, at de kun var til låns,” sagde Løkke i sin tale på Christiansborg. Han fortsatte:

”I aften er situationen anderledes. Venstre er gået tilbage. Vi har ikke haft et særligt godt valg. Men der er et flertal af partier, som synes, at Danmark skal have en ny regering. Det giver os en mulighed for at få nøglerne tilbage.”

Med valgsejren kan Lars Løkke Rasmussen snart tage hul på sit samlet set 11. år som minister.

Men den tilbagevendte regeringsleders politiske rejse tager sin begyndelse, længe før han entrerer regeringsgemakkerne.

Den rejsende
Lars er født på Vejle Sygehus i 1964, men allerede ved indgangen til 70’erne pakker familien Løkke Rasmussen sit habengut og sejler mod Sjælland, hvor far Jeppe har fået job.

Familien slår sig ned i Græsted, en søvnig provinsby på Sjælland, hvor kimen til Lars Løkke Rasmussens politiske karriere bliver lagt. Her arrangerer han som elevrådsformand på Græsted Skole demonstrationer mod den siddende socialdemokratiske undervisningsminister Ritt Bjerregaard, går i krig med tidens røde elevorganisation og melder sig i 1980 ind i Venstres Ungdom, som han med det samme beriger med en ny lokalafdeling, VU Græsted.

Siden bliver det til rigtigt mange sejladser med både Storebæltsfærgerne og Mols-Linien og køreture over Lillebælts- og Vejlefjordbroen og gennem Limfjordstunellen. Først som landsformand for VU i egen Opel Kadett, siden i en famøs rød dobbeltdækkerbus som ungdomspartiets fiaskokandidat til Europa-Parlamentsvalget i 1988 og fra starten af 00’erne i ministerbil på vej rundt i landet for at stykke et helt nyt Danmarkskort sammen.

Artiklen fortsætter under billedet.

1987: VU-formand Lars Løkke Rasmussen i samtale med statsminister Poul Schlüter (K) (Ernst van Norde/Scanpix).

Men kommunalreformens chefarkitekt Lars Løkke Rasmussen har som politisk håndværker flyttet meget mere end kommunegrænser.

Som minister flytter han fra 2001 hegnspæle i sundhedsvæsenet ved at udvide behandlingsgarantierne og det frie sygehusvalg og invitere privathospitalerne ind i det gode skattefinansierede selskab. En kurs, der ligger i naturlig forlængelse af hans udliciteringsarbejde som nordsjællandsk amtsrådsformand i slut-1990’erne og i kommunalbestyrelsen i Græsted-Gilleleje – som han bliver valgt til i 1986, bare 21 år gammel.

Som finansminister og siden oppositionsleder forhandler han finanslov, bankpakker og skattereform, og som statsminister slipper han helskindet fra at gå i kødet på to af den danske velfærdsstats helligste køer: efterlønnen og dagpengene, der forringes, så statsbudgetterne kan gå op.

Ikke desto mindre er det strukturreformen, der reducerede 270 kommuner til 98 og forvandlede godt et dusin amter til fem regioner, der står tilbage som Lars Løkke Rasmussens helt store politiske svendestykke.

Reformen er ikke en del af det regeringsgrundlag, Løkkes chef, kontraktpolitikeren Fogh, skriver i november 2001, og den daværende statsminister er ifølge bogen Projekt Løkke i første omgang stærk uinteresseret i reformprojektet, som han finder ufolkeligt, besværligt og med potentiale til at genere Venstres mange borgmestre. Men med snarrådighed og hårdt arbejde lykkes det Løkke at få revideret Foghs køreplan og siden gennemføre den umulige reform, der træder i kraft 1. januar 2007.

En del af det strukturelle forarbejde bliver lavet af en kommission, mens den gamle socialdemokratiske indenrigsminister Thorkild Simonsen må tilkaldes for at få de sidste detaljer til at falde på plads. Der er dog ikke nogen tvivl om, at Lars Løkke Rasmussen er den sande fadder til reformen, der den dag deler vandene blandt både borgmestre og kommunalforskere.

Som han selv fortalte Altinget for nyligt:

“Kommunalreformen er et projekt, jeg er stolt af. Uden at være indbildsk mener jeg, at det ikke kunne være sket, uden at jeg havde drevet det.”

Håndværkeren
Lars Løkke bliver den tredje Rasmussen i statsministeriet på stribe, da han i 2009 for første gang indtager Statsministeriet. Men han kunne dårligt være mere forskellig fra sine forgængere.

Mens Fogh har en ideologisk baggrund som minimalstatsforfatter, laver køreplaner og drejebøger, hvori alt er tegnet og tilrettelagt, og styrer sit regeringsapparat stramt som en moderne virksomhedskoncern, er Lars Løkke Rasmussens stil lidt løsere. Han lægger mere vægt på at være veludhvilet end velforberedt, gør hurtigt op med Foghs firkantede kontraktpolitik og er ret uinteresseret i højpandede ideologiske diskussioner, der ikke er tæt knyttet til en nær og konkret virkelighed.

Det med at være veludhvilet er dog ikke noget, han altid holder sig til.

Da han som Danmarks statsminister agerer mødeleder for FN-klimatopmødet i København i december 2009 vil mange nok mene, at han hverken virker udhvilet eller forberedt. På Græsted-engelsk må han flere gange undskylde over for verdenssamfundet, at han ikke har styr på FN’s spilleregler, og topmødet ender i en stor fiasko. Med en verdensøkonomi i dyb krise og modvilje fra en række centrale aktører kan man ikke tildele Lars Løkke Rasmussen hele faderskabet til nederlaget i København. Men der er nok ikke nogen tvivl om, at mange danskere græmmer sig, da de ser optagelserne af den fortvivlede Løkke. Kontrasten mellem Foghs “We have reached a historic agreement” i forbindelse med EU-topmødet i 2002 og Løkkes “I made this banging” i 2009 er tydelig for enhver.

Topmødet bliver startskuddet til en veritabel vælgerflugt fra Venstre. I løbet af et år forlader hver femte Venstre-vælger skuden, indtil partiet i december 2010 rammer bunden på historisk lave 19,9 procent i de vægtede meningsmålingssnit, som professor Søren Risbjerg Thomsen laver for Altinget.

I løbet af 2010 har Lars Løkke forhandlet en halvering af dagpengeperioden på plads, og i nytårstalen 1. januar 2011 annoncerer Lars Løkke Rasmussen så, at han vil forringe den forkætrede efterlønsordning. Ændringer af efterlønnen var givetvis medvirkende til, at Socialedemokraternes Poul Nyrup Rasmussen i 2001 tabte valget til Anders Fogh Rasmussen. Men hvis statens husholdningsbudget skal hænge sammen, er der ikke i fremtiden råd til, at alle og enhver kan trække sig tilbage, når de fylder 62, ræsonerer Løkke.

Artiklen fortsætter under billedet.

2001: Overdragelsesforretning i Sundhedsministeriet tirsdag 27. november. Den nyudnævnte sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og den afgående sundhedsminister Arne Rolighed (S) tager sig et glas vin (Lars Møller/Scanpix).

Snaps og underbukser
Hans konkrete erfaring med det politiske håndværk på stort set alle niveauer og reformarbejde som minister har fået Løkke-støtter til at betegne ham som Danmarks dygtigste politiker.

Men Lars Løkke Rasmussen bærer rundt på meget mere end ministermeritter.

Efter mere end 30 år med nordsjællandsk, dansk og internationalt politisk arbejde kan man nærmest kalde ham for rejsende i møgsager. En rød dobbeltdækkkerbus og en 15.000 kroner dyr mobiltelefon på VU’s regning. For mere end 200.000 kroner taxature Frederiksborg Amts regning. Fadøl, snaps, kaffe og hotelophold under falsk navn på Sundheds- og Indenrigsministeriets regning. Cigaretter på amtet og statens regning. Og førsteklasses flyveture for mere end en million kroner på den danskstøttede udviklings- og klimaorganisation GGGI’s regning. Og det er bare et udpluk.

En del af sagerne har Lars Løkke beklaget, ligesom han er endt med at betale nogle af regningerne af egen lomme. Men de mange bilagssager tegner samlet set et billede, som mange har det svært med – både bredt i befolkningen og internt i Venstre.

Presset på Løkke kulminerer i forbindelse med Europa-Parlamentsvalgkampen sidste forår. Et par uger før krydset skal sættes, ser en ny sag dagens lys. Løkke har fået statsministerhabitter og luksusunderbukser betalt af partikassen, afslører Ekstra Bladet. De dårlige sager er medvirkende til, at Venstre får et voldsomt dårligt valg. Partiet, der to år tidligere har stået til 34 procent i folketingsmeningsmålingerne, får kun opbakning fra 16,7 procent af vælgerne og må dermed afgive et af sine tre hidtidige EU-mandater.

Et oprør udspiller sig. Lokalformænd og partisoldater kræver Løkkes afgang. Det samme gør en række Folketingsmedlemmer med nestorine Birthe Rønn Hornbech i spidsen, og Løkke får kun med nød og næppe, en sen nattetime i en fynsk kælder, afværget et kupforsøg fra næstformand Kristian Jensen.

Artiklen fortsætter under billedet.

2014: Kristian Jensen forbliver næstformand, da Lars Løkke Rasmussen overlever et mere end syv timer langt skæbnemøde i Venstres hovedbestyrelse og dermed fortsætter som V-formand efter sejren over rebellerne (Niels Ahlmann Olesen/Scanpix).

Torsdagens valgresultat var en kæberasler til Venstre. Partiet går 13 mandater tilbage, og en del af tilbagegangen skyldes Løkkes møgsager. Men Løkke skaffede også magten tilbage. 

Nu skal han forsøge at danne en regering i en parlamentarisk situation, hvor Venstre er svækket, mens Dansk Folkeparti har vokset sig stort og selvsikkert. Selv lagde han på valgnatten ikke skjul på, at det bliver vanskeligt. 

På nogle måder har Lars Løkke dog et bedre udgangspunkt, end da han i 2009 blev statsminister første gang. Dengang overtog han det hold, hans forgænger Anders Fogh Rasmussen havde sat. Denne gang er det anderledes. Som han selv fortalte Altinget for nogle måneder siden:

“Det bliver en meget stor forskel, at jeg selv sætter rammen fra start. Jeg kom til, da VK-regeringen sang på sidste vers. Hvis vi kommer ind nu, så er det med fire friske år i oppositionen, som vi har brugt på at udvikle ny politik. Så er det ikke mig, der hentes op fra maskinrummet til at være ny kaptajn, fordi kaptajnen er gået fra borde. Så er det mig, der rigger båden til og sætter besætningen fra dag et.”

Hvor anderledes en kurs, Lars Løkke Rasmussen vil sætte i sin anden tørn på broen, vil tiden vise.

En ting er sikkert.

Lars Løkkes last er blevet tungere.