Nekrolog: Efter så megen lyd bliver stilheden iørefaldende

NEKROLOG: Unge journalister vil ikke længere undre sig over den ihærdige klapren fra den gamle skrivemaskine, og læserne ikke længere højlydt debattere hans søndagsklumme. Lyden af Pundik er forstummet, skriver Bo Lidegaard. 

Af Bo Lidegaard
Historiker og fhv. chefredaktør på Politiken. 

En lyd er forstummet.

Unge medarbejdere på Politiken vil ikke længere undre sig over den ihærdige klapren fra Herbert Pundiks udtjente Erica, redaktionens sidste skrivemaskine.

Læserne vil ikke længere højlydt kommentere den gamle redaktørs søndagsklumme. Meninger vil ikke længere brydes, når Herbert Pundik giver sit besyv med.

Efter så megen lyd bliver stilheden iørefaldende. Nu skal vi ikke længere tænke, hvad mon Herbert vil sige til det? I stedet kommer vi til at spørge, hvad mon Herbert ville have sagt?

For Herbert Pundik havde meninger til det sidste. For ham var det at undersøge, tage stilling og markere sit synspunkt om Israel, Danmark, hele verden et livsvilkår, en del af tilværelsens mening.

Herbert Pundik kæmpede en livslang kamp mellem rollen som iagttager og deltagelsen som aktør. Ligesom den avis, som han arbejdede for og prægede gennem et halvt århundrede, var det aktivistiske instinkt aldrig langt væk.

Når Herbert Pundik så en uretfærdighed, var han klar til at rykke ud – og ikke kun for at fortælle om den. Der var i hans verden en glidende overgang mellem at se, at danne sig en mening og at handle.

Lyden stod ikke alene. Den var ouverturen til at gøre det, Pundik syntes, skulle gøres. Avisen som neutral registrant af dagen og vejen var ikke den gamle redaktørs kop te.

Det handlede om indlevelse, om at ville noget og om at gøre det, hvilket for ham ikke stod i modsætning til den fremragende, saglige journalistik. Tværtimod var det for ham først, når journalistikken ville noget, at den også betød noget.

Det genstridige offer
Afsættet var med til at tænde den unge Herberts indignation og hans handlekraft. Som ganske ung mand mødte Herbert Pundik ligesom andre danske jøder i oktober 1943 forfølgelsen og faren for deportation.

Han flygtede med sin familie til Sverige, men oplevelsen af den uret, der var forøvet, satte sig dybt.

Han vendte hjem 5. maj 1945 i befrielsens glædesrus, men i uniform. Herbert Pundik havde ikke tænkt sig at se passivt til, at nazister holdt hans fædreland besat, og han havde som andre unge flygtninge meldt sig til den danske brigade i Sverige, klar til at blive sat ind i et væbnet opgør med den tyske besættelsesmagt.

Nu kom befrielsen til at forløbe næsten helt fredeligt, men den ild, der var tændt i Herbert Pundik, fik yderligere næring, i takt med at omfanget af forbrydelserne mod de europæiske jøder blev erkendt.

For Herbert Pundik var dannelsen af staten Israel i november 1947 den indlysende konsekvens, og den kamp, han var blevet forskånet for ved Danmarks befrielse, kom han til at opleve på nærmeste hold, da han som zionistisk aktivist meldte sig som frivillig i den unge jødiske stats første krig mod sine arabiske naboer.

”Jøde, det er ikke noget, man vælger at være. Det er noget, andre ser en som”, sagde Herbert Pundik. Men selv valgte han under eksilet i Sverige at tage den identitet på sig, så han resten af livet i høj grad identificerede sig selv som jøde.

Dansk jøde – og siden også israelsk. Pundik affandt sig aldrig med rollen som offer. Han gik sin skæbne i møde, greb ud efter den, og gjorde den til sin – for at kaste sig ud i den med iver, livsmod og dødsforagt.

Det andet fædreland
I april 1948 rejste Pundik til Israel med en lille gruppe ligesindede danske jøder – helt overvejende sønner og enkelte døtre af jøder, der omkring århundredeskiftet var kommet til Danmark på flugt fra pogromer i Østeuropa.

Mange år senere berettede den livskloge Pundik uden stolthed om de metoder, han og den hastigt sammenstukne hær, han blev en del af, tog i anvendelse mod de palæstinensere, der boede i det område, der nu var blevet til Israel.

Samtidig forblev Pundik til sin død dybt loyal og hengiven over for det land, han havde kæmpet for, og som blev hans andet fædreland.

Misforståelsen var ikke staten Israel. Den var Israels manglende forståelse for, hvordan perspektivet så og ser ud for de mennesker, der tidligere havde hjemme her. Med årene blev det en af de få ting, der kunne forbitre Herbert Pundik.

Hans israelske landsmænds manglende indlevelse i deres palæstinensiske naboers situation og den vulgære nationalisme, der var ham lige vederstyggelig, uanset hvor han mødte den.

Efter krigen vendte Herbert hjem til Danmark for at få en uddannelse – og afløb for den journalistiske skrivetrang, der meldte sig med stadig større styrke.

I 1951 blev han gift med sit livs Sussi, der også var datter af en dansk østeuropæisk jødisk emigrant. De to blev sammen resten af livet. Langtfra uadskillelige, men med et usvigeligt indbyrdes sammenhold, der gjorde begge i stand til at overkomme selv den sværeste modgang.

Sammen fik de året efter en søn, de kaldte Uri – og få år senere emigrerede den unge familie til Israel, hvor Herbert og Sussi Pundik siden har haft fast bopæl i Tel Aviv. Deres udvandring var, som Herbert Pundik mange år senere udtrykte det, ”så at sige en trosbekendelse” – vel at mærke af den politiske og ureligiøse slags.

Seksdageskrigen
I takt med at Herbert Pundik fik blik for, at Israels sejre havde store omkostninger for de palæstinensere, der var blandt de besejrede, gik det op for ham, at disse omkostninger i det lange løb også vil komme Israel dyrt at stå.

Seksdageskrigen i 1967, hvor Israel besatte hele Vestbredden, Golan, Sinai, Gaza og Østjerusalem, viste sig hurtigt at være svær at bære også for den sejrende. For hvad skulle Israel stille op mod alt det, som ikke var en del af det land, FN havde anerkendt?

Bortset fra Sinai valgte Israel at beholde de erobrede territorier. Pundik så tidligt, at kontrollen med de besatte områder udgjorde en trussel mod Israel, som i længden har svært ved at opretholde den selvdisciplin, mænd som Ben Gurion og Moshe Dayan indså var nødvendig.

Det er altid fristende at gå et enkelt skridt længere, også selv om det underminerer Israels troværdighed både i forhold til palæstinenserne, i forhold til landets eget demokrati og over for resten af verden.

Bedre bliver det ikke af, at konflikten har taget en mere religiøs drejning end nogen sinde tidligere. Det var netop frygten for en sådan udvikling, der efter Seksdageskrigen fik den aldrende statsmand Ben Gurion til at anbefale, at Israel også rømmede Østjerusalem.

Yom Kippur-krigen i 1973 kom til at spille en særlig rolle for Herbert og Sussi Pundik. I den krig faldt deres ældste søn, Uri, ved fronten, mens hans far dækkede krigen som journalist.

Pundik tænkte ikke i hævn eller had. Han var heller ikke naiv og troede ikke på, at konflikten mellem israelere og palæstinensere kan løses med gode ord og mellemfolkelig forståelse.

Pundik var realpolitisk orienteret og gennem sit livslange engagement for Israel og for den israelske stats sikkerhed uden illusioner om de kræfter, hans andet fædreland var og er oppe mod. Han forstod både, at den svage part ikke altid har ret, at overlegen styrke indebærer en fare for indre forfald.

Hans personlige konklusion var nødvendigheden af at forstå den anden part. Ikke så meget som en etisk eller religiøs fordring om tilgivelse og soning.

Snarere som en politisk nødvendighed for at komme videre med det projekt, som det drejer sig om: at skabe et livskraftigt og demokratisk Israel, der lever i fred med sine naboer – og hvor jøder kan finde den tryghed, de historisk så fatalt har manglet.

Israels skæbne lå ham afgørende på sinde, og den, der forveksler hans til tider kompromisløse kritik af skiftende israelske regeringers politik og hans utrættelige forsøg på at bygge bro til palæstinenserne og til moderate arabiske lande, med et svigtende engagement i sit lands og jødernes skæbne, går fejl af pointen.

Forståelsen for Israels medansvar og for navnlig palæstinensernes ulykke er for Pundik lige så nødvendig for at sikre Israel som hans deltagelse som frivillig i krigen. Der er ingen vej uden om. Så må den betrædes, hvor stenet og lang den end er.

Oslo-aftalen
Oslo-aftalen i 1993 var for Herbert Pundik ikke kun enden på en lang mental og politisk rejse. Den blev også et fikspunkt, en konkret drøm om en fred, så retfærdig og sikker for begge sider, som noget menneskeskabt kan være i en af verdens mest omdiskuterede og konfliktfulde områder.

Oslo-aftalen gjorde drømmen til noget håndgribeligt, der kunne gøres til virkelighed, hvis den politiske vilje var til stede.

Ron Pundak, den yngste af Herbert og Sussi Pundiks to sønner, var blandt chefarkitekterne i Oslo, og det blev en dyb skuffelse for Herbert Pundik, at den mulighed, der var skabt, med årene syntes at glide længere og længere ud i horisonten, ikke mindst fordi Israel efter mordet i 1995 på Yitzhak Rabin ikke var i stand til at mobilisere den politiske vilje til at gøre, hvad der i Pundiks øjne var og er nødvendigt for at sikre Israels og et selvstændigt Palæstinas fremtid og sikkerhed.

Mere og mere kom han til at se rollen som besættelsesmagt og den religiøse ekstremisme i Israel som den egentlige trussel mod det israelske demokrati og dermed mod det land, han selv som frivillig havde kæmpet for, og for hvis forsvar Uri faldt.

Herbert Pundik havde svært ved at forlige sig med, at opportunister som premierminister Netanyahu forspildte fredens og forsoningens chance. Så meget desto mere smertelig var tabet, da Herbert og Sussis yngste søn, Ron Pundak, der var en af den israelske fredsbevægelses store skikkelser, i 2014 tabte sin kamp mod kræften.

Politiken
Pundik var udenrigskorrespondent for Politiken, da han i efteråret 1970 blev kaldt til København og uventet – også for ham selv – tilbudt jobbet som ansvarshavende chefredaktør. Tilbuddet var overrumplende, fristende – og umiddelbart uforeneligt med familiens liv i Tel Aviv med to teenagesønner og datteren Michal på elleve år.

Aftalen endte med at blive, at Pundik i et par år skulle leve som nomade, 25 dage på Rådhuspladsen, 10 hos familien i Tel Aviv. Det midlertidige arrangement kom til at vare 24 år, hvor Pundik langsomt gik fra at være den usandsynlige kandidat til at blive den indlysende faste beboer i "Hjørneværelset".

Pundik voksende sammen med Politiken og forblev til sin død dybt engageret i bladet, som han også til det sidste bidrog til fast og vedholdende.

Han tog som nytiltrådt et opgør med avisens historiske tilknytning til Det Radikale Venstre og sendte partiet et frihedsbrev, hvori han – til rædsel for en del, men til glæde for flere – meddelte, at Politiken fremover ikke ville være repræsenteret ved partiets gruppemøder og i øvrigt ville skrive uafhængigt af Det Radikale Venstre.

Pundik var en fribytter, der med et dristigt spring havde bordet et synkende slagskib, der drev for vinden med faldende oplagstal og svigtende moral. De følgende år blev Pundik katalysator i den proces, der genoplivede det skrantende dagblad som en lyslevende kulturinstitution.

I offentligheden – særlig den på venstre fløj – var det oplagt at opfatte Pundik som israelsk muldvarp. Beskyldningerne føg om ørene på chefredaktøren, der havde fast bopæl i Tel Aviv, og som i Danmark holdt til på Hotel Kong Frederik.

Efter at have moret sig over konspirationsteorierne, fortæller Pundik i sine erindringer fra 2006, at han i årene før, han i 1965 blev korrespondent for Politiken, faktisk udførte nogle internationale opgaver for Mossad, og at der på et tidspunkt var tale om, at han eventuelt skulle ansættes som agent.

Muligheden for at handle fristede som altid – men Pundik havde gjort sin stilling klar for journalistikken, længe inden han gjorde sin entré i "Hjørneværelset". For Pundik var aldrig andet end det, han udgav sig for: en dansk-israelsk jøde med ét ben solidt plantet på Rådhuspladsen, et andet i Tel Aviv – og et udsyn, der omspændte hele verden. 

Ildsprudende chefredaktør
Tilskuerens rolle var ikke Pundiks. Han ville på banen og lod sig ikke let standse. Han forbeholdt sig retten til at tage fejl og fortryde og blev aldrig forundret over, at andre mente noget andet end ham selv. En del af dynamikken stammer uden tvivl fra det kulturmøde, Pundik rummede i sin egen person.

Selvfølgelig var udenrigskorrespondent Pundik fortrolig med dansk kultur. Men da han i 1970 vendte hjem til Politiken som chefredaktør, var det immigranten og israeleren Pundik, der tog opgøret med de vante forestillinger på den gamle redaktion. Han var båret af immigrantens risikovillighed, af bruddet med fortidens konventioner, af en smittende foragt for vanetænkning og af en betydelig despekt for det hjemlige parnas og alt dets stivsind og snobberi.

Pundik var en ildsprudende chefredaktør, der selv traf beslutningerne: hurtigt, spontant, modigt – og med vekslende held. Han var velsignet af en direktion, der delte hans livssyn og ambition med Politiken, og som gav ham plads og manøvrerum.

Meget i det daglige blev overladt andre og mere driftsikre kræfter, mens Pundik bidrog til løjerne og skrev avishistorie som bladets allestedsnærværende frygtløse og inspirerende ånd. Fra sit legendariske hjørneværelse satte han en ny standard for, hvad der kunne lade sig gøre, samtidig med at han med fornuftstridig foragt så bort fra det, der ikke kunne.

Han forstod, at det ikke bare handler om at få regnskabet til at gå op, men om at udleve en ide, der ikke lader sig indordne under autoriteters nidkære snæversyn.

Holdningen
Selv om Herbert Pundik kæmpede og til sin død forblev en ivrig og ilter debattør, var han ikke kriger. Dertil var humanismen i ham for stærk. Konflikten var en livsbetingelse og et vilkår, der skabte mulighed for stillingtagen og handlen.

Den skulle man ikke gå af vejen for. Men den var hverken et formål i sig selv eller en tilstand, man kunne stille sig tilfreds med. Handlingen sigtede altid på at finde en løsning på konflikten. Pundiks bestræbelse var ikke at vinde. Den var at få enderne til at mødes og at få gode ting til at ske.

”Det er ikke nok at leve” står som titel på Pundiks erindringer og som mantra for hans liv. Han lod sig ikke sætte i bås. Hverken som dansker, som israeler eller som jøde, selv om han bestandigt kredsede om netop de tre identiteter. Man kunne forsøgsvis placere ham som det handlende menneske, homo agens, men kan i virkeligheden bedre beskrive den rasende energi som verdensborger i betydningen kritisk samfundsdeltager.

Havde Pundik levet under andre forhold, havde han været blandt dem, man måtte lukke munden på. Nu var han i stedet gennem en menneskealder med til at holde demokratiets åndehuller åbne både i Danmark og i Israel ved at vise, at handling ikke kun er en teoretisk mulighed eller en juridisk rettighed, men en daglig praksis, som i det lange løb er med til at forandre verden.

Der stod en uro om Herbert Pundik. En hvileløs energi, der ikke kom til udtryk i rastløshed, men i en aldrig slumrende virketrang og i et altopslugende engagement. I tiden, verden, menneskene. For ikke mange år siden var han vært for et dansk rejseselskab, der besøgte Israel.

Pundik havde arrangeret en tur, der omfattede besøg på både en stor jødisk bosættelse, i Golan og i Ramallah.

Det var lange dage og et hårdt program med mange samtaler og møder med mennesker, Pundik gerne ville, at de besøgende skulle møde. Ikke fordi de var enige med Pundik, eller han med dem, men fordi Pundik mente, at holdninger bedst blev formet gennem mødet med markante synspunkter.

Tid blev der også til seværdigheder, og efter en lang dag satte en del af de udmattede besøgende sig i skyggen under en pinje, mens de ventede på, at bagtroppen kom med. Herbert Pundik fór energisk fra den ene til den anden, og da han så de trætte ansigter, spurgte den gamle mand med ægte bekymring sine 30 år yngre rejsefæller: ”Jeg kører jer vel ikke for hårdt?”

Intet havde været muligt uden Sussi, der hele vejen har haft den ro og det varme overskud, der gjorde tilværelsen for dem begge mulig. Også hun er et holdningsmenneske, som han var, og de stod sammen i stort og småt.

I de senere år fulgte hun sin mand på den evige rejse på feltfod mellem hoteller, hovedstæder, frontlinjer og møder med venner. Sagde man Herbert, havde man også sagt Sussi – og så er der noget forunderligt i vente.  

Herbert Pundik var sig smerteligt bevidst, at handlingen har sin pris. Han betalte sin del i overbevisningen om, at den, som drømmer, også må handle. 

Forrige artikel Dagens overblik: Minister videregav forkerte oplysninger om nye fiskekvoter Dagens overblik: Minister videregav forkerte oplysninger om nye fiskekvoter Næste artikel Andelsboligernes forening vil ikke tages som gidsel mod Blackstone-indgreb Andelsboligernes forening vil ikke tages som gidsel mod Blackstone-indgreb
Ugens EU-podcast: Danmark advarer briterne mod social dumping efter Brexit

Ugens EU-podcast: Danmark advarer briterne mod social dumping efter Brexit

PARLAMENTET#87: Hvis Storbritannien vil konkurrere med EU og Danmark på lavere standarder, så bliver det svært at lave en aftale om fremtiden, advarer udenrigsminister Jeppe Kofod i Altingets europæiske podcast. Vi runder også den ulmende budgetballade, udviklingspolitik og folkehøring om Unionens fremtid.