Majbritt M. Nielsen: Det er dyrt at dø i Danmark

”Hvis der er noget tilbage, når din mor og jeg er væk, så har vi regnet forkert.” Min stedfar er kommet i den alder, hvor små bemærkninger om en forestående død er blevet en del af hans vittighedsarsenal, men han har en stærkere pointe end tilsigtet. Ikke engang i døden kan systemet blive fra vores lommer, for danskerne betaler flere milliarder om året for at dø.

Gennem de sidste 20 år har staten inddrevet arveskat i større og større grad, og det forekommer mig ærlig talt både opportunt og en anelse makabert, at det er blevet dyrere at dø, uden at nogen regeringer har peget på fænomenet.

Det er blevet dyrere, simpelthen fordi det arvelod, danskerne skal svare arveskat af, når de stiller træskoene, gennem de sidste 20 år kollektivt er vokset. Vi har simpelthen flere penge mellem hænderne.

Stigningen de sidste 20 år skyldes ikke en politisk opjustering af prisen for at dø, som flere kritiske røster fejlagtigt viderebringer. Det skyldes, at danskerne simpelthen tjener flere penge nu, end de gjorde for 20 år siden – en normal, økonomisk kurve, der følger med alle andre stigninger i danskernes velstand.

Undervejs kaldes arveskatten boafgift, men må denne kommende afdøde foreslå et alternativ; dødsafgift.

Majbritt Maria Nielsen

I 1997 inddrev staten for samlet 3,1 milliarder kroner i skatter og afgifter på arv, men sidste år inddrev staten for svimlende 4,4 milliarder kroner. Det er ganske enkelt blevet dyrere at dø, hvis du har børn eller slægtninge, der skal betænkes med din efterladte formue.

Ved din død skal dine børn eller slægtninge aflevere 15 procent af de likvider, du har tiltænkt dem med. Sådan har lovgivningen på området været siden 1995. Ønsker du at betænke søskende, børnebørn eller venner med din formue, skal disse også svare 15 procent i arveskat og yderligere 25 procent af det resterende arvelod.

Jeg kan knapt komme i tanke om noget mere opportunt end at omfordele folks midler, når de ikke længere kan råde over dem.

Majbritt Maria Nielsen

Undervejs kaldes arveskatten boafgift, men må denne kommende afdøde foreslå et alternativ; dødsafgift. Hvis staten skal beskatte afdøde så hårdt, så kan den i det mindste stå ved, hvad den foretager sig.

Hvis dødsafgiften kaldes ved dens navn, vil flere sikkert også bringe deres midler i omløb i stedet for at gemme dem egoistisk i deres madrasser.

Sidstnævnte pointe synes at være det signal, staten ønsker at sende danskerne; det kan ikke svare sig at puge, hvis din formue overstiger de 289.000 kroner, der i dag udgør bundfradraget.

For der burde slet ikke eksistere en arveskat. Heller ikke for 20 år siden, hvor danskerne ”kun” betalte mere end tre milliarder i arveskat om året. Derfor er det glædeligt, at der nu florerer en underskriftsindsamling for afskaffelse af arveskatter og -afgifter, der gerne skulle ende i et borgerforslag, når indsamlingen kan mønstre 50.000 underskrifter.

Liberal Alliance har i spørgsmålet om dette fundet en flig af sig selv under savsmuldet på Christiansborg og har tilkendegivet, at også i Liberal Alliance har man sympati for at nedbringe prisen på en danskers død.

Og det manglede da bare. Jeg kan knapt komme i tanke om noget mere opportunt end at omfordele folks midler, når de ikke længere kan råde over dem.

Tænk, at skulle forsvare over for børn, børnebørn eller afdødes venner, at staten har krav på omtrent 1/3 af afdødes midler. Midler, der eksisterer, fordi nogle engang har gjort sig umage.

Vi har kun lige sluppet bekymringen vedrørende danskernes opsparing, og om dette kunne betale sig i forhold til beskatning af samme, men vi burde have indføjet arveskatten i samme problematik. For om man ønsker at spare op til sin egen pension eller til sine efterladtes levned, det skal staten vel ikke have en holdning til, og den skal i hvert fald slet ikke gøre sig til moralsk indkræver i dét forhold.

Udtrykket ”formuekoncentration” er blevet brugt af oppositionen, og jeg kan dårligt forestille mig en større eller mere utidig indblanding i folks private forhold end at argumentere for, at staten er nærmere til at disponere over efterladtes midler end de børn, der er ”født tilfældigt” ind i rige familer. Familier, der – hvis de er som de fleste – har knoklet for at kunne betænke deres nære på den ene eller anden måde, enten i livet eller i døden.

-----------

Majbritt Maria Nielsen har arbejdet med juridisk formidling og lovgivning. Hun er tidligere kampagneleder for Liberal Alliance. I dag arbejder hun som foredragsholder, men primært med politisk kommunikation og interessevaretagelse. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.