Tidligere minister: Vores fertilitetsbehandling er udfordret. Det ved jeg fra min egen regnbuefamilie

Lovgivning spænder ben

Alligevel er vi udfordrede – og udfordringen er dobbelt.

For det første har vi som samfund brug for, at der fødes børn. Ikke kun fordi staten har behov for arbejdskraft og indtægter, men fordi den demografiske balance er blevet skæv. Nogen skal passe os, når vi bliver gamle, nogen skal undervise vores børn, og nogen skal behandle syge.

Det er en helt legitim samfundsmæssig grund til at interessere sig for fødselsraten.

Når vi både ud fra menneskelige og demografiske samfundsmæssige grunde kan konstatere, at flere børn kunne hjælpes til verden, er der brug for liberalisering.

Mette Bock
Sognepræst og tidligere kirke- og kulturminister (LA)

For det andet har vi den fordring, at ønsket om at få børn og reproducere sig selv, så slægt kan følge slægters gang, ligger dybt i mange mennesker. Så dybt, at det kan overskygge alt andet, hvis det ikke lykkes. Det gode menneskeliv kan forme sig på mange måder, men børn spiller ofte en central rolle.  

Når der er behov for liberalisering, skyldes det, at der i dag er flere, der ønsker børn, som ikke får det. Det er altså et "potentiale" – et spænd –som skyldes, at lovgivningen spænder ben for mere hjælp. Det spænd skal gøres mindre.

Det grundlæggende princip, der bør være udgangspunktet for lovgivningen, er, at alle, uanset familieform, skal tilbydes hjælp. Altså et ligebehandlingsprincip. Det lever lovgivningen ikke op til i dag.

Hvem kan få behandling

Men selvom ligebehandlingsprincippet i højere grad blev iagttaget, må vi se i øjnene, at vi hverken kan eller skal hjælpe alle til ubegrænset fertilitetsbehandling i et sundhedsvæsen. Ikke blot af økonomiske grunde, men også af etiske.

Hvis alle fik ubegrænset adgang til fertilitetsbehandling ud fra de muligheder, vi har i dag, ville det i ekstreme tilfælde betyde, at mennesker på den høje side af pensionsalderen kunne kræve langvarig behandling, som måske, måske ikke, ville resultere i fødslen af et barn, der med al sandsynlighed ville blive efterladt forældreløs i en meget tidlig alder.

Eksemplet er tænkt, men vi ved, at kvinder i udlandet langt op i tresserne har fået fertilitetsbehandling, der har gjort dem gravide. Det er etisk problematisk.

Det vil altid være arbitrært at sætte en grænse. Skal der som nu være henvist til behandling, inden kvinden er 40 – eller er 45 en bedre grænse i et samfund, hvor vi bliver stadigt sundere og lever længere? Personligt synes jeg, at lovgivningen er for restriktiv på dette område.

Næste spørgsmål er så, hvem der kan få fertilitetsbehandling. Også her er der behov for ændringer jævnfør ovennævnte princip om ligebehandling. Mænd, kvinder, enlige, par – der skal være lige adgang som udgangspunkt.

Men den konkrete vurdering af mulighederne for succesrig behandling skal naturligvis udmøntes af sundhedsvæsnet fagpersoner.

Behov for liberalisering

Så er der spørgsmålet om, hvilken behandling og hvor mange forsøg der skal tilbydes. Her er der ændringer på vej, idet regeringen har afsat 45 millioner til, at der kan tilbydes flere forsøg i de kommende tre år.

Behandlingsformen og behandlingens varighed bør foretages på baggrund af sundhedsfaglige skøn og ikke samfundsmæssige normer for, hvordan en "rigtig" familie ser ud.

Mette Bock
Sognepræst og tidligere kirke- og kulturminister (LA)

Men det er en tidsbegrænset pulje. Den bør revurderes og gøres permanent, hvis spændet mellem dem, der ønsker børn, og dem, det lykkes for, skal mindskes.

Heller ikke her kan behandling være betingelses- eller grænseløs. Men behovet for at gøre adgangen lettere i længere tid er åbenbart. Af demografiske og menneskelige grunde.  

Alle uanset køn, seksualitet og familieforhold bør få tilbudt behandling. Behandlingsformen og behandlingens varighed bør foretages på baggrund af sundhedsfaglige skøn – ikke samfundsmæssige normer for, hvordan en "rigtig" familie ser ud.

Når vi både ud fra menneskelige og demografiske samfundsmæssige grunde kan konstatere, at flere børn kunne hjælpes til verden, er der brug for liberalisering.

Vel vidende, at vi selv med udvidede tilbud nok aldrig kommer til at forhindre trafikken ud af landet, hvor desperate borgere køber sig til hjælp i lande, der er ligeglade med etik, men gerne vil tjene penge på menneskers nød.