Michael Kristiansen: Morten Østergaard er blå bloks eneste håb

Venstre har længe forsøgt at anklage Mette Frederiksen og den socialdemokratiske top for ikke at melde konkret ud om partiets politik. Den anklage er efterhånden lettere til grin, eftersom både Frederiksen og partiet sprøjter det ene politiske udspil ud efter det andet.

Først et markant skifte i udlændingepolitikken, så et veltimet klimaudspil, interessante tanker om en offentlighedsreform og sågar debatbøger fra gruppeformanden med vidtgående tanker om afkriminalisering af stoffer og stærke holdninger til samfundet, medierne og sammenhængskraften i landet. Alt imens der er så larmende idelogisk tavshed i Venstre, at selv Søren Pind har givet op og er tjekket ud.

Regeringen humper fra sag til sag, og alle store planer og reformer er begravet og borte, og det eneste håb er et mirakel i den valgkamp, der skubbes til absolut sidste øjeblik. Håbet handler ikke om egen fortræffelighed – den kan enhver rimelig begavet strateg godt gennemskue er en illusion.

Alle målinger, især dem med dybde, viser et entydigt billede. Vælgerne har vendt blå blok ryggen, ikke mindst på grund af deres manglende leverancer, tumultariske politiske lederskab, interne slåskampe og mangel på politisk fortællekraft. Så miraklet handler om, at de røde går op i limningen og klasker sammen i valgkampen.

Socialdemokratiets melding om mulige regeringskonstellationer efter valget er nu det mest spændende, der er frem mod næste folketingsvalg.

Michael Kristiansen

Lad os gøre miraklet konkret. Det handler ikke om Enhedslistens røde linjer. Who cares? Eller om Uffe Elbæks grønne grænser. Det skal nok gå. Eller om Pia Olsen Dyhr har solgt sig selv.

Blå bloks mirakelhåb hedder Morten Østergaard – og mere præcist den Morten Østergaard, der får at vide, at De Radikale ikke kommer med i en S-ledet regering efter valget. For hvordan ser en sådan Morten Østergaard ud? Hvordan reagerer han på den afvisning fra Mette Frederiksen? Hvilke ultimative ildspruttende krav kommer ud hans radikale mund?

Den afgørende gnist, der kan ændre det politiske billede og skabe ravage i en ellers forudsigelig og ret kedelig fortælling om Mette Frederiksens vej til Statsministeriet, er forholdet mellem S og R.

Michael Kristiansen

Socialdemokratiets melding om mulige regeringskonstellationer efter valget er nu det mest spændende, der er frem mod næste folketingsvalg. Regeringen får et medieforlig – med eller uden S. Regeringen får et energiforlig med S, og regeringen får en finanslov med DF.

Nuancerne kan have momentan interesse, men den afgørende gnist, der kan ændre det politiske billede og skabe ravage i en ellers forudsigelig og ret kedelig fortælling om Mette Frederiksens vej til Statsministeriet, er forholdet mellem S og R.

Mette Frederiksen kan ikke holde til, at Morten Østergaard får lov at skabe usikkerhed om Socialdemokratiets udlændinge- og integrationspolitik. S kan ikke tillade eller tåle i en valgkamp, at Radikale kan få indflydelse på dette område. Det vil blive udnyttet og udstillet af de blå og risikerer at tippe valget. Men hvad kan Morten Østergaard holde til?

Den radikale leder har forudsigeligt og fornuftigt krævet indflydelse på alle politikområder for at støtte Mette Frederiksen. Det siger sig selv, at Radikales krav og ønsker ikke bliver mindre, hvis de ikke kan komme med i regering.

Men man kan godt mærke på S-toppen, at Radikale ikke bliver inviteret med i en S-ledet regering – og de får ikke så meget som et komma af indrømmelser på udlændingepolitikken. Og man kan godt mærke på den radikale ledelse, at det vil blive taget ilde op, hvis partiet ikke bliver inviteret med. Her er et sandt drama mellem to partier, der skiftevis elsker og hader hinanden.

Retorisk bliver der så spurgt: Hvor skal De Radikale så gå hen? De blå er jo ikke et hak bedre på udlændingepolitikken, og Radikales vælgere er ræverøde. Begge dele er fuldstændig korrekt.

Men den radikale selvforståelse handler ikke om at tækkes vælgere, medier, andre eller andet. Den radikale selvforståelse handler om magt og indflydelse = regering. Og det kan godt være, at de blå i De Radikales øjne er lige så groteske på udlændingeområdet, men hvem er Radikale mest enige med om den økonomiske politik? Svaret er enkelt. Venstre frem for Socialdemokratiet.

Så Mette, kom nu! Udløs spændingen, og lad os opleve S-R-dramaet folde sig ud. Det kan være farligt at vente for længe. Så sker der pludselig uforudsete ting og måske endda mirakler.