Kommentar af 
Zainab Nasrati

Modemagasinet Elle bekræfter den islamofobi, der stadig gennemsyrer magteliten

Chefredaktøren for Elle Danmark har et håbløst og nedladende syn på kvinder, der bærer hijab. Og hun bekræfter, at Danmark stadig lider af en grundlæggende religionsforskrækkelse, skriver Zainab Nasrati.

Mange hijabbærende kvinder har organiseret sig i Dansk Muslimsk Kvindesamfund, hvis eksistensberettigelse blev tydelig for enhver, da en kommission sidste år foreslog at forbyde hijab i folkeskolen, skriver Zainab Nasrati.
Mange hijabbærende kvinder har organiseret sig i Dansk Muslimsk Kvindesamfund, hvis eksistensberettigelse blev tydelig for enhver, da en kommission sidste år foreslog at forbyde hijab i folkeskolen, skriver Zainab Nasrati.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Zainab Nasrati
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Som tørklædebærende kvinde er det intet mindre end belastende konstant at skulle bevise sig selv som fri. Det er belastende at skulle mødes af antagelser om at være ufri, viljeløs og tvunget grundet en hijab.

Men roden til problemet stikkere dybere end et forskruet, islamofobisk syn på muslimske kvinder. Det er ikke bare hijaben, halalkødet eller ramadanen.

Den seneste uge er problemet blevet illustreret i forbindelse med, at modemagasinet Elle har valgt at sætte fodboldtræner Nagin Ravand på forsiden af deres juninummer.

Nagin Ravand bærer tørklæde – og som chefredaktøren for Elle Danmark, Cecilie Ingdal, skriver i månedens leder, er det første gang i magasinets historie, at en kvinde med tørklæde pryder bladets forside:

"På Elle har vi indtil nu aktivt valgt tørklædebærende kvinder fra på vores forside. Det har vi, fordi det er vores ambition at skildre mennesker frie og lige. (...) At bære tørklæde er sjældent kvindens frie valg."

Udtalelsen er grænseløst nedladende. Den er islamofobisk og kvindedegraderende, og den er blot ét af de mange symptomer på Danmarks grundlidelse: religionsforskrækkelse.

Hvis vi skal integreres i hinandens liv, er vi nødt til at kunne acceptere religiøse mennsker som ligeværdige

Zainab Nasrati

Det er særligt en forskrækkelse overfor islam, og den lever i bedste velgående i den danske magtelite. I areligiøse politiske partier, på uddannelsesinstitutioner, hos toneangivende kunstnere, filmproducenter og – som chefredaktør Cecilie Ingdal så frisk understreger – også i modebranchen. Alle stejler de ved snerten af religiøs praksis. 

Flere tusinde kvinder i Danmark bærer hijab, og at kalde hele denne befolkningsgruppe for "ufrie" og tale om dem, som om de alle er hjernevaskede, uintelligente stakler, der ikke ved bedre, er fordummende islamofobi. 

Nagin Ravand fremstilles som en "mønsterbryder", der for første gang nogensinde har gjort sig fortjent til at komme på forsiden, fordi hun undtagelsesvist kunne tænke selv. Det er helt uhørt.

Disse kvinder besidder en enestående viljestyrke, og de beviser det gang på gang, når de står fast på at bære deres hijab trods al den modstand, de møder for det. De bærer den til jobsamtalen, hvor de risikerer diskrimination i ansættelsesprocessen. De bærer den på skolerne, hvor der fra tid til anden overvejes et tørklædeforbud. De bærer den i det offentlige rum, hvor de ved, at hadforbrydelser mod religiøse minoriteter finder sted.

De bærer den stolt. På trods af at det sekulære Danmark helst vil strippe dem fra den religiøse identitet, der følger med tørklædet. Det er deres valg. 

Derfor har mange hijabbærende kvinder også organiseret sig i Dansk Muslimsk Kvindesamfund, hvis eksistensberettigelse blev tydelig for enhver, da en regeringsnedsat kommission sidste år kom med et uoplyst forslag om at forbyde hijab i de danske folkeskoler.

Her protesterede hijabklædte kvinder og deres ikke-hijabklædte medsøstre, venner, naboer og bekendte imod forslaget, og Dansk Muslimsk Kvindesamfund har siden meddelt, at de fremover vil marchere for hijaben hvert år i august. Mon Cecilie Ingdal har tænkt sig at gå med?

Læs også

De danske tørklædebærende kvinder mangler ikke at sætte ord på deres bevæggrunde for at bære hijab. Det gør de hele tiden. Problemet er hos den magtelite, som Cecilie Ingdal tilhører.

De evner ikke at lytte til, hvad de muslimske kvinder selv siger. Her hersker i stedet en afstumpet indlevelsesevne, der gør det vanskeligt at komme hinanden ved. Der mangler en grundlæggende forståelse for, at frie kvinder (og mænd) selv kan vælge at tro på Gud og følge dertilhørende religiøs vejledning. 

Når forsmåede politikere på Christiansborg stejler over muslimske mænd med store fuldskæg eller over en kvinde, der afholder sig fra at give hånd til mænd, handler det om, at kære, gode Danmark lider af alvorlig religionsforskrækkelse. Forbud mod halalkød i daginstitutioner, burkaforbud og forbud mod religiøse symboler hos dommere og politibetjente er alt sammen én og samme ting. 

Men hvis vi skal integreres i hinandens liv, er vi nødt til at kunne acceptere religiøse mennsker som ligeværdige. Vi er nødt til at anerkende, at religiøse, åndelige, spirituelle mennesker er rationelle, og at af egen fri vilje kan være overbeviste om, at deres sjælefred og mening ligger i at hengive sig til en guddommelig vejledning.

Vi behøver ikke vattede undskyldninger for racistiske og islamofobiske bemærkninger. Vi har brug for, at synet på religiøse og troende mennesker ændres

Zainab Nasrati

Jeg forstår, at det kan være svært at acceptere i et land, der igennem århundrede har forsøgt at løsrive sig den sene middelalders uheldige forkyndelse af kristendommen, hvor borgerne blev kvalt forstokkede præsters syn på kvinder, seksualitet og videnskab.

Men den muslimske verden havde en diametral modsat oplevelse af religionens påvirkning på samfundet.

Her havde både kvinder og mænd indflydelse på valget, da en kalif skulle vælges. Med religionen kom oplysningen. Videnskab blomstrede i rivende fart, opfordret af en koranisk tilskyndelse til at gå på opdagelse i verden og reflektere over livets tegn. Naturlige og sunde ønsker for livet, kærlighed, samliv, nysgerrighed på verden, harmonerede med vejledningen fra koran og sunah.

I den islamiske lære var kvinden desuden ikke skyldig i menneskets syndefald, sådan som kristne præster har prædiket. I islam var Adam og Eva lige gode om det.

Vi behøver ikke vattede undskyldninger for racistiske og islamofobiske bemærkninger. Vi har brug for, at synet på religiøse og troende mennesker ændres. At de ses som ligeværdige, intellektuelle, rationelle og frie, som de areligiøse mennesker.

Vi har brug for at se dem, som frie til at klæde sig, som de ønsker, til at tro på det, de vil, og som sammensatte mennesker, der ikke skal underlægges et forbud mod de mest definerende dele af dem selv, hver evig eneste gang de træder ud af en dør.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Zainab Nasrati

Medicinstuderende, radiovært, kommentarskribent

Cecilie Ingdal

Ansvarshavende chefredaktør for ELLE (siden 2008), elle.dk og viunge.dk samt for al mode- og skønhedsproduktion i Aller, bestyrelsesmedlem, Copenhagen Fashion Week
cand. jur. (Københavns Uni. 2002)

0:000:00