Kirkeministerens kvindekamp forstummer, når der løftes op i præstekjolerne
Det er en skandale, at menighedsråd stadig kan vrage kvinder til kirkelige embeder. Og det er pinligt at høre kirkeministeren tøve med at ændre loven, fordi hun vil respektere folkekirkens "rummelighed", skriver sognepræst Pia Søltoft.
Pia Søltoft
Sognepræst, Christians Kirke og Esajas Kirke, stifter af Coaching-Kierkegaard28. april er det 75 år siden, at den første kvindelige præst blev ordineret. I dag er 59 procent af folkekirkens præster kvinder.
Alligevel diskuteres det stadig, hvorvidt den undtagelsesbestemmelse til ligebehandlingsloven, der blev indført i 1978, og som gør det muligt for menighedsråd at fravælge kvindelige præster, når der opslås en ledig stilling i en kirke, skal bibeholdes. Og det er en skandale på mange planer.
For det første er det naturligvis en skandale, at der overhovedet er en undtagelse i ligebehandlingsloven.
For det andet er det en skandale, at køn i 2023 stadig vurderes som en kvalifikation – eller en diskvalifikation – ved besættelsen af noget embede og særligt ved besættelsen af et offentligt embede, der i de fleste præsteansættelsers tilfælde vil sige som tjenestemand i staten.
For det tredje er det en skandale, at det eneste argument for at bibeholde undtagelsen og udelukke over halvdelen af de personer, der studerer teologi fra at søge bestemte embeder, er, at man ønsker at bibeholde en rummelighed i folkekirken, der skal sikre, at en ganske lille del missionske menigheder ikke melder sig ud.
Valget af ordet "rummelighed" nærmer sig her det absurde, men lad mig tage de tre skandaler én efter én.
Kirkeminister Louise Schack Elholm (V) var for et par uger siden indkaldt til åbent samråd af en række partier, der af indlysende årsager ønsker undtagelsesbestemmelsen i ligebehandlingsloven fjernet.
Fjernes undtagelsesparagraffen ikke, er folkekirken den eneste danske arbejdsplads, hvor det er tilladt at diskriminere på baggrund af køn
Pia Søltoft
Sognepræst
Da ministeren blev spurgt om, hvordan hun stillede sig til undtagelsesparagraffen sagde hun, at regeringen endnu ikke havde dannet sig en holdning. I stedet gennemgik hun ansættelsesproceduren for præster i folkekirken og understregede, at det er menighedsrådene, der vælger præsten og ikke Kirkeministeriet.
Det er selvfølgelig ganske rigtigt, men det er Folketinget og ministeriet, der sørger for de love, der gør det muligt for menighedsrådene at fravælge kvindelige ansøgere. Fjernes undtagelsesparagraffen ikke, er folkekirken den eneste danske arbejdsplads, hvor det er tilladt at diskriminere på baggrund af køn og forlods fravælge kvinder som ansøger til en stilling.
Præsteembedet får dermed den tvivlsomme særstilling at være det eneste embede, hvor ens køn er vigtigere end den krævede akademiske uddannelse, man som teolog skal have for at kunne søge dette embede. En uddannelse, hvor man som et bærende grundlag læser de bibelske skrifter efter den historisk-kritiske metode.
Det betyder, at man ikke læser Bibelen som én bog, der én gang er faldet ned fra himlen og skal tages bogstaveligt. Bibelen er blevet til over lang tid og er et historisk og sammensat dokument bestemt af den tid, den er skrevet i, såvel sprogligt, socialt som kulturelt. Men da Bibelen ikke er en historisk beretning om, hvordan det var engang, men et trosdokument, skal den fortolkes for at kunne tale ind i enhver tid.
At køn overhovedet kan vurderes som en kvalifikation, hvis man er mand, og en diskvalifikation, hvis man er kvinde, er i 2023 en så håbløs forældet tanke, der ikke bare er problematisk i forhold til ligebehandling, men også i forhold til vores viden om, at køn ikke bare er biologi, men tillige en konstruktion, der både er samfundsbestemt.
Som når Simone de Beauvoir eksempelvis allerede i 1949 sagde: "Kvinde er man ikke født som, det bliver man". Eller når Judith Butler i dag kan fastslå, at kønnet både er under historisk udvikling og en sproglig handling, der finder sted, hver gang vi identificerer os selv med et bestemt køn.
At lade som om denne diskussion af køn, der med rette finder sted i alle andre steder i samfundet, er ikke eksisterende og blot fortsætte med en lov, der skelner mellem kvinder og mænd som mellem pærer og æbler, er udtryk for en fuldstændig forældet tankegang.
Og så er der argumentet med rummelighed. Kirkeministeren varslede i samrådet, at hun i den kommende tid vil holde møder med forskellige interessenter fra folkekirken, herunder missionsbevægelserne, som er dem, for hvis skyld undtagelsesparagraffen blev indført.
Moderaternes Jeppe Søe benyttede samrådet til at antyde, at ophævelsen af undtagelsesbestemmelsen blot ville være en symbolsk jubilæumsgave. Men sådan skal en ophævelse bestemt ikke opfattes
Pia Søltoft
Sognepræst
Hun sagde, at hun ikke selv deler den opfattelse, at præsteembedet kun kan varetages af et bestemt køn. Men at hun finder det vigtigt at respektere, at der er trossamfund, der har en anden holdning. Og så sagde hun to sætninger, der helt og aldeles modsiger hinanden:
"For mit eget vedkommende er det vigtigt at understege, at jeg går ind for en meget bred og rummelig folkekirke. Samtidig må der ikke være tvivl om, at kvinders rettigheder skal respekteres – også inden for folkekirken."
Hvordan kan ordet rummelighed benyttes om en institution, der med undtagelsesbestemmelsen fra ligebehandlingsloven potentielt tillader at gøre over halvdelen af de teologiske kandidater uegnede til en stilling i folkekirken grundet deres køn?
Det er ikke rummelighed, det er indskrænkethed i alle ordets betydninger. For det bærer ved til en forestilling om, at hvis man er kvinde, har man i kirkeligt regi en lavere status, end hvis man er mand.
Moderaternes Jeppe Søe benyttede samrådet til at antyde, at ophævelsen af undtagelsesbestemmelsen blot ville være en symbolsk jubilæumsgave i anledning af fejringen af 75-året for den første kvindelige præst i Danmark. Men sådan skal en ophævelse bestemt ikke opfattes. Ophævelsen er ikke symbolsk, den er fuldkommen principiel. Selv om ingen nogensinde skulle ville bruge den, skal den ud. Nu.
Ophævelsen er ophævelsen af et tilladt og lovsikret forbehold over for kvinder, der i mange former har gennemsyret den kirkelige institution gennem århundreder, og som den dag i dag giver grobund for forskelsbehandling og chikane mange flere steder end i de missionske menigheder.
Otte ud af ti biskopper er i øvrigt for at fjerne undtagelsen, hvilket bringer mindelser om den uskønne ophævelse af store bededag som helligdag, hvor regeringen også respektløst undlod at lytte til kirken selv.
Fjernes undtagelsen ikke er det en skandale. Og jeg minder her om, at ordet skandale betegner en handling, der vækker forargelse og pinlig opsigt, fordi den strider imod den sædvanlige moral- eller retsopfattelse i et samfund. Det er et stærkt ord. Jeg kunne desværre ikke finde et stærkere til at betegne denne sag.
*Rettelse: En formulering i debatindlægget er ændret, fordi den kunne forstås som om, Jeppe Søe fra Moderaterne bakker op om at fjerne undtagelsen. Det gør han ikke.