Muslimsk organisation: Danmarks største minoritet tilsidesættes i hadforbrydelsesplan
Hadforbrydelser og racisme er et veldokumenteret og stigende problem i Danmark. Men der mangler en gennemarbejdet handleplan for muslimer, der er ofre for den største andel hadforbrydelser, skriver Bilal Itani.
Bilal Itani
Formand, IChangeRacisme og hadforbrydelser har desværre været et veldokumenteret og stigende problem i Danmark de sidste mange år, og derfor er det glædeligt, at regeringen og støttepartierne endeligt reagerer ved at afsætte midler til en styrket indsats mod racisme og hadforbrydelser.
Men bliver den største og én af de mest udsatte minoriteter igen glemt? Kort tid efter annonceringen af det nye politiske tiltag udkom regeringen med en konkret og gennemarbejdet handlingsplan til forebyggelse og bekæmpelse af antisemitisme og jødehad i det danske samfund, som består af 15 konkrete punkter, der berør flere samfundsaspekter.
Det er en glædelig nyhed, der klart skal bakkes op om, særligt i lyset af den stigende antisemitisme i løbet af de seneste år.
Muslimer er offer for den største andel hadforbrydelser
Som interesseorganisation for danske muslimer, hilser Ichange altid sådanne tiltag velkommen, men samtidig savner vi også, at Danmarks største minoritet, nemlig de danske muslimer, får en lignende og lige så konkret handlingsplan til at forebygge og bekæmpe islamofobi og hadforbrydelser begået mod muslimske borgere, som ifølge statistikkerne også et ret udbredt og tiltagende problem.
Ifølge Rigspolitiets seneste årsrapport er danske muslimer den minoritet, der er offer for den største andel af de registrerede hadforbrydelser.
Således var 45 procent af alle registrerede religiøst motiverede hadforbrydelser i 2020 begået mod muslimer, og i 2019 var tallet 61 procent.
Sidste år var vi også vidne til flere episoder med fysisk og verbal vold begået mod muslimske borgere, som var af så grov karakter, at de fik opmærksomhed i adskillige danske medier.
Eksempelvis blev muslimske kvinder slået i ansigtet og fik forsøgt revet deres tørklæde af, forældre blev overfuset med racistiske tilråb foran deres grædende børn, og en muslimsk folketingspolitiker blev udsat for racistiske tilråb på vej ud af Christiansborg – en sag, som statsminister Mette Frederiksen (S) endda fordømte offentligt.
Hadtale breder sig til resten af samfundet
Lignende tendenser ses desværre også i den digitale verden, hvor danske muslimer igen er klart overrepræsenterede i forhold til racistiske og hadefulde kommentarer.
Ifølge de seneste tal fra Analyse & Tal, må muslimer og udlændinge lægge ører til en tredjedel af alle hadefulde kommentarer og andre former for hadtale i den offentlige digitale debat.
De negative konsekvenser ved hadtale har for de muslimske borgeres vedkommende desværre også forplantet sig i andre aspekter af samfundet såsom arbejdsmarkedet.
Således oplever mange muslimske jobsøgere at blive diskrimineret og fravalgt til job på baggrund af deres navn eller udseende.
Ifølge Institut for Menneskerettigheder skal tørklædebærende kvinder eksempelvis sende 60 procent flere ansøgninger for at blive indkaldt til en jobsamtale sammenlignet med etnisk danske kvinder.
Der mangler en handlingsplan for muslimer
Disse triste eksempler på islamofobi og hadforbrydelser er en realitet i dagens Danmark.
De beretninger, som vi får fra vores egne medlemmer og fra muslimske netværk, handler i høj grad om, at danske muslimer føler sig utrygge, bange og frustrerede.
Mange tør dermed ikke vise sig offentligt eller er betænkelige, når de begiver sig ud på uddannelse, job, gader og stræder. Herudover er de særligt udsatte, da de ofte ikke engang kan skjule deres identitet på baggrund af deres hudfarve, udseende eller påklædning, og selvfølgelig skal de heller ikke være nødt til det.
Trods det har stået på i flere år er der endnu ingen politisk handling i syne. Derfor opfordrer vi regeringen og støttepartierne til også at værne om og beskytte landets muslimer ved helt konkret at udarbejde en handlingsplan med specificerede tiltag, der skal sikre, at danske muslimer igen kan føle sig trygge og ligeværdige med alle andre.
I dagens Danmark må ingen udsættes for racisme eller had på baggrund af den, som de er. Det skal selvfølgelig også gælde danske muslimer, som denne gang ikke må tilsidesættes.