Myten om den politiske diskussion

Af Simon Bloch Sørensen
Cand.mag. i retorik

Krigen som metafor for den politiske debat fylder politikernes sprog, ligesom pressen i stor stil også har købt ind i denne tankegang:

Helle Ib skriver for Børsen ”At VLAK end ikke tør spille ud med et mere eller mindre ambitiøst forslag til topskattelettelser, vidner først og fremmest om den særdeles slagkraftige S-DF-akse, der har vist sig i stand til at dominere linjen i den økonomiske politik.”

Når den politiske diskussion tager denne form, ender diskussioner ofte i strid fyldt med indholdsløse personangreb, og det formindsker vores mulighed for at møde hinanden demokratisk. Det er selvsagt enormt uhensigtsmæssigt, idet der opstår deliberative problemer, der gør det svært for borgerne at afveje politiske argumenter, ligesom politikerlede opstår. Men den politiske diskussion behøver ikke at være en krig. Det er nemlig en myte og en løgn, som vi skal skille os af med.

Som et satirisk program udgør Schøtministeriet en model for politisk satire på linje med Jon Stewart.

Simon Bloch Sørensen
Cand.mag i retorik

Skabt til diskussion
Vi lever i en pluralistisk verden, hvor der er lige så mange syn på virkeligheden, som der er mennesker på Jorden. Af den grund er vi som mennesker splittet fra hinanden i den forstand, at hvert menneske skaber og forstår verden gennem sit eget perspektiv. Mennesket leder af natur efter det perfekte, hvilket er uløseligt forbundet med menneskets søgen efter magt. Det betyder, at vi helt naturligt forsøger at lægge vores eget verdensbillede ned over andre, fordi vi gerne vil have verden indrettet efter vores egen virkelighed, så tingene passer sammen.

Af den grund har vi mennesker udviklet et sprog, der ikke fungerer som sandhed, men som et smukt slør, der skal omvende andre menneskers perspektiv på virkeligheden, så de overbevises til at se verden på vores måde. Når vi forsøger at gøre det, diskuterer vi: ”Hvad er bedst, hunde eller katte”, ”Skal vi flytte Styrelserne ud? Ja, nej” – du skal synes det, jeg synes!

Vi vil altså gerne have ret, alle sammen, men det kan vi ikke få. Og her kommer demokratiet ind i billedet. Fordi vi er enige om rimeligheden i, at de verdensopfattelser, der ligger tæt på hinanden, også angiver den retning, vi skal bevæge vores samfund i.

Problemet er, at vi i Vesten har udviklet den demokratiske diskussion til en krig. Det betyder, at der er opstået en forestilling om, at uenigheden mellem mennesker nødvendigvis betyder, at modstand fører til fjender.

Derfor er vi nødt til at fokusere på, hvordan diskussionen og den demokratiske model i vestlig debat kan tage sig anderledes ud. Samfundet har behov for at kunne udkæmpe og udøve demokratiet, men det er tid til at revurdere metoden.

Dét, vi har behov for, er et nyt sprog. Vi skal have en ny struktur og et nyt vokabularium, der skal skabe en supplerende vinkel at se virkelighed fra. I stedet for at dømme nogen ond eller på andre måder tilsværte og nedlade sig til fordomme og syndebukke, skal vi bringe folk til en højere forståelse af bevidsthed.

For at gøre det må vi se på ideen om samhørighed, hvilket er en form for heuristik, der kan håndtere splittelsen i vores indgroede menneskelige hverdagsrelationer. I den henseende må vi bejle til hinanden med en gensidighed og sårbarhed, og vi skal være åbne for overtalelse. Mere konkret må diskussioner centreres om overtalelsesmetoder, der kan se igennem social fremmedgørelse.

Men hvad har det med politisk satire at gøre?

Forbindelsen skabes, fordi vi i Danmark har en komiker, der i sin politisk satiriske kommunikation arbejder med en ny model for demokratisk formidling. Han hedder Michael Schøt, og der er tale om hans autonome satireprogram på Facebook, Schøtministeriet.

Schøtministeriet Live
I dette autonome satireprogram er et segment, der hedder Schøtministeriet Live. I Schøtministeriet Live samtaler Michael Schøt med en politiker eller en person, der har en form for ekspertise.

Det, Michael Schøt gør i samtalen med sine gæster, er, at han arbejder med en konstruktiv retorik i den civile diskurs og tilbyder et eksempel på, hvordan borgerne i det pluralistiske statssamfund kan tale produktivt fra og over deres forskelligheder i det, der er et splittende miljø af antagonistisk politik.

Umiddelbart kan det virke komplekst, men det er ret simpelt, fordi det handler om konkrete symbolske handlinger, hvilket vi meget præcist kan se i hans diskussion med Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance.

Schøt vil gerne vide, hvorfor det kun er på de dyre biler, afgiften er blevet sænket. Ammitzbøll forklarer, at i hans og Liberal Alliances perspektiv rammer nedsættelsen af bilafgiften også almindelige biler som Volkswagen Golf og Passat, salgstallet taget i betragtning.

Til det siger Schøt: ”Nå ja. Jamen det er rigtigt. Det har du ret i. Men det, jeg mener, er bare, hvorfor det ikke er i den lave ende? Så det var alle biler, der blev billigere?” Den præcise symbolske handling fra Schøt er i dette uddrag hans tolerance over for Ammitzbølls definition af almindelige biler – Schøt er villig til at forandre sine synspunkter.

De symbolske handlinger af anerkendelse efterfulgt af uddybende spørgsmål skaber rum til fordybelse og giver plads til, at modparten uddybende og nuanceret kan forklare sine synspunkter. Og således tilbydes vi som modtagere et hensigtsmæssigt fundament for sammensætning og afvejning af de politiske kandidaters holdninger.

Når diskussionen er baseret på en uformel samtalestruktur, resulterer det i, at Schøt og Ammitzbøll kan finde et fælles ståsted af enighed, som de efterfølgende kan arbejde ud fra.

Når partnerne identificerer sig med hinanden, undgår de udelukkende at fokusere på hinandens forskelligheder, og netop derfor bliver det sværere at angribe hinanden personligt. Vi ser et forsøg på transcendering af social gensidighed, fordi det bliver sværere at anskue sin modpart som fjende, når man er enige.

Lyst til at dele ud
Et vigtigt fokus er i den forbindelse komikken, fordi Michaels Schøts humor og latter skaber en venskabelig stemning, der giver gæsterne lyst til at dele ud af sig selv, og grinene er en kærkommen forandring til de “hårde” debatprogrammer og interviews, der er mere optaget af angreb og forsvar, som for eksempel Debatten med Clement Kjersgaard. Samtidig rækker Schøtministeriet ud til et nyt, ungt segment, der ligger langt fra DR2’s målgruppe.

Det er vigtigt at forstå, at samtalen er værdifuld i sig selv, og at samtalen alene kan være målet. Der er ikke noget krav til, at parterne skal nå til enighed. Det er en del af myten, at diskussionsparter diskuterer for at overbevise hinanden – de diskuterer for at oplyse folket, så vi kan træffe et valg.

Som et satirisk program udgør Schøtministeriet en model for politisk satire på linje med Jon Stewart, og som anden politisk satire bør stræbe efter at tilegne sig. Schøts dialogiske møder viser et godt initiativ i den satiriske udvikling, fordi han med komik og humor formidler, reflekterer og stræber efter højere erkendelser for samfundets gode.

Politisk satire som Schøtministeriet kan lære os alle en masse om, hvordan politiske samtaler bør tage sig ud. Forhåbentlig følger flere politikere hans satire på Facebook. Jeg gør i hvert fald … og det bør du også.