Nekrolog: Cirkushesten Berlusconi har forladt manegen

Han afholdt sexfester med mindreårige, afpressede og udnyttede folk omkring sig, og havde en målrettet evne til at være venner med nogle af verdens grummeste skikkelser.

Således havde han en særlig sympati for Gaddafi og plejede omgang med mafiamedlemmer, og selv efter Ruslands invasion af Ukraine har han smisket for Putin.

Det eneste, han nogensinde blev dømt for, var skattesvig, men selv blandt hans støtter er der kun få formildende ord om hans moralske habitus.

De venligst stemte vil nok fremstille Berlusconis verdenssyn som gammeldags og beskrive ham som en charlatan, men de fleste vil nok snare beskrive ham som en skruppelløs, misogyn og racistisk megaloman.

Berlusconi er blevet beskyldt for rigtig mange ting, men han har politisk set udrettet langt mindre.

De fleste vil nok beskrive ham som skruppelløs, misogyn og racistisk megaloman

Alberte Bové Rud
Ph.d.-studerende, DIIS

Han har haft depechen igennem hele sin politiske karriere, og hans opposition og kritikere har ikke kunne stille andet op end at reagere på Berlusconi.

Italiensk politik har handlet om, hvorvidt man var for eller imod Berlusconi, og konsekvensen er blevet en visionsløs venstrefløj, der først fornyelig er begyndt at tænke udover den præmis, at de først og fremmest var imod det, Berlusconi repræsenterede.

Det til trods efterlader han sig ikke større spor i italiensk lovgivning. Han frembragte hverken noget økonomisk mirakel eller gennemførte nogen frihedsrevolution, som han med sine erfaringer lovede at være garant for. Måske var han heller aldrig rigtig interesseret i det. Måske var han altid mere interesseret i sin personlige succes.

Populismens pioner

To måneder efter at Berlusconi annoncerede sin politiske fødsel i 1994, blev han kronet som landets premierminister. Forinden var det eksisterende politiske kompas kollapset, da de dominerende partier var gået i opløsning – dels grundet Den Kolde Krigs opblødning, dels på grund af en stor korruptionssag.

Nu åbenbarede Berlusconi sig som en ny akse i italiensk politik med sin postpolitiske tilgang. Han tog alle konkrete forestillinger om visioner og ideologi af bordet, for til gengæld i al sin enkelthed at få det til at handle om ham.

Det gjorde italiensk politik mere farverig, og mens han sænkede barren for, hvad der kunne betragtes som politisk relevant, blev politik også mere tilgængeligt.

Valgstatistikker viser, at han eksempelvis appellerede stærkt til husmødre, der allerede var opslugt af hans kulørte tv. Mange mente, det var befriende, at han sagde tingene, som de var, og at han samtidig i sine dyre skræddersyede jakkesæt repræsenterede en tiltrængt forandring. Han var en sælger, der tilbød sig som direktør for firmaet Italien.

Landet havde brug for en handlingens mand snarere end for fortænkte og højtravende idéer. Men Berlusconis populistiske tilgang skubbede også seriøsiteten ud af politik, og mens den politiske verden blev mere teatralsk cirkusagtig, blev den også mere meningsløs.

Berlusconis regeringstid kom og gik og kom igen, mens problemerne hobede sig op, og reformerne og løsningerne udeblev. Eurokrisen anskueliggjorde allertydeligst, at Italien ikke var på ret kurs med Berlusconi ved magten. Han udlagde faktisk slet ingen kurs, men cirkulerede blot om sig selv.

Den første Berlusconiregering var bemærkelsesværdig af mange årsager. En af grundene var, at han åbnede døren og bød en udstødt højrefløj velkommen. Siden Anden Verdenskrig havde neofascismen luret i hjørnerne af italiensk politik, men den øvrige politiske magt havde vendt ryggen til dem.

Berlusconi var imidlertid ligeglad, og som leder af sit parti Forza Italia dannede han sammen med partiet Lega Nord en treenighed med partiet Alleanza Nazionale, der havde rødder i det fascistiske regimes sidste dage i 1945. Under andre navne har denne partitrio siden været allieret og haft regeringsmagten gentagne gange.

I mellemtiden har tyngdepunktet dog rykket sig fra Berlusconis parti til netop det yderste højre. Det er selv samme trio, der i dag danner regering med premierminister Giorgia Meloni i spidsen.

Hun er formand for landets største parti, Fratelli d’Italia, som i dag ligger inde med det neofascistiske arvegods. Berlusconis varme omfavnelse af det yderste højre har altså været en forudsætning for, at Meloni i dag er blevet Italiens leder.

Berlusconismens overlevelse

Berlusconi inkarnerede en fornyelse, der siden hen har defineret italiensk politik, og som også har vundet indpas udover landets grænser. Berlusconis figur giver eksempelvis en udmærket forståelsesramme for at begribe Donald Trump og Jair Bolsonaros selviscenesættende retorik og metode.

Han skrev på denne vis de første sider i et politisk kapitel, der ikke lader til at slutte med Berlusconis endeligt. Han har lagt navn til både berlusconismen og antiberlusconismen, og har på den måde trådt udover at være et konkret menneske og er blevet en mytisk figur eller karikatur. Men han legemliggør også noget fra en gammel verden, der er ved at dø.

I løbet af sine sidste år blev Berlusconi usmart. Hans kække kommentarer fremstod mere og mere ude af trit med tiden, og han var tåbeligt klodset i en tiltagende politisk korrekt omverden.

I løbet af det italienske efterårsvalg i 2023 indtog flere politikere de nye sociale mediers kampplads, og selv den aldrende Berlusconi gav sig i kast med Tiktok. Vanen tro sad han i sit jakkesæt bag et gigantisk skrivebord og udlagde verden, som han så den. Men sådan foregår politisk kommunikation ikke længere og slet ikke på Tiktok.

For nogle var han en elskelig og alfaderlig patriark, for andre var han en grum og hæmningsløs ronkedor

Alberte Bové Rud
Ph.d.-studerende, DIIS

Han kunne tilsyneladende ikke engang huske mediets navn, og mediets brugere morede sig, når han kaldte det “Tiktoktak”. Berlusconi fik stadig folk til at grine, men nu grinte de af ham.

Selvom tiden løb fra Berlusconi, får han en statsmandsbegravelse. Værterne på hans egen TV-kanal overbragte nyheden om hans død med tårer i øjnene, og selv hans stærkeste kritikere har ikke blot udtrykt dyb medfølelse med Berlusconis nærmeste, men også selv givet udtryk for en oplevelse af tab.

Berlusconis personlige fanskare var efterhånden svundet ind, men en samlet italiensk politisk familie har mistet en stamfader. For nogle var han en elskelig og alfaderlig patriark, for andre var han en grum og hæmningsløs ronkedor.

Uanset hvordan man betragter ham, må man konstatere, at Berlusconis opdyrkning af det sensationelle i italiensk politiks kultur har udviklet sig til en vanskeligt omgængelig norm.

Berlusconis store personlighed er nu væk. Han vil ikke længere forære punchlines til avisforsiderne og agere uopslidelig cirkushest. Men manegen står stadig, og de store personligheder og de store armbevægelsers tid er ikke forbi.