Debat

Niels Frid-Nielsen: Filmaftalen er fuld af gode hensigter, men de bliver svære at virkeliggøre

Den nye filmaftale vil atter gøre Danmark til en stærk filmnation. Desværre er alt for meget i aftalen håb og forventninger, der kan blive svære at virkeliggøre. Vi får brug for en stærkere filmaftale, hvis det igen skal være fedt at være filmfan i Danmark, skriver Niels Frid-Nielsen.

Partierne bag aftalen vil blandt andet nedsætte et udvalg for dansk film i fremtiden. Her skal man overveje, hvordan fremtidens filmstøtte skal se ud. Det havde været fint, hvis aftalen, der trods alt gælder frem til 2027, i højere grad selv havde peget fremad, skriver&nbsp;Niels Frid-Nielsen.<br>
Partierne bag aftalen vil blandt andet nedsætte et udvalg for dansk film i fremtiden. Her skal man overveje, hvordan fremtidens filmstøtte skal se ud. Det havde været fint, hvis aftalen, der trods alt gælder frem til 2027, i højere grad selv havde peget fremad, skriver Niels Frid-Nielsen.
Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix
Niels Frid-Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Et bredt flertal i Folketinget har tilsluttet sig en filmaftale for perioden 2024 til 2027. Aftalen kommer til tiden, for dansk film er presset i bund.

Man skal snart sagt være pensionsmoden for at kunne huske dengang, Danmark var en stærk filmnation, der hentede priser hjem fra Berlin, Cannes og Hollywood.

Nu er virkeligheden kendetegnet ved produktionsnedgang i branchen, fyringer og konkurser på produktionsselskaberne. Når folk går i biografen, er det for at se amerikanske blockbusters, sjældent danske spillefilm.

Den nye filmaftale vil vende skuden og atter gøre Danmark til en stærk filmnation. Desværre er alt for meget i aftalen håb og forventninger, der kan blive svære at virkeliggøre.

Millioner til fonde skal tiltrække udenlandske produktionerne

Man forventer at kunne uddele 98 millioner kroner om året. Millionerne håber man at få med det kulturbidrag, som streamingtjenesterne fremover skal indbetale.

Hvem siger, at spillefilm og dokumentarfilm også vil dominere markedet i 2027?

Niels Frid-Nielsen
Journalist og kulturkommentator

Om der rent faktisk kommer 98 millioner kroner ind, ved vi endnu ikke. Det er blot en forventning.

Det eneste, vi ved, er, at streamingtjenesterne vil gøre, hvad de kan for at undgå at betale så mange millioner. Lykkes det for dem at mere eller mindre unddrage sig bidraget, må dansk film klare sig for det, der kommer ind. I værste fald vil det være for de 622 millioner kroner fra statskassen, der er afsat i filmaftalen til dansk film.

27 millioner kroner skal gå til de regionale filmfonde. Det politiske flertal forventer, at pengene fremover vil tiltrække udenlandske filmproduktioner.

Der er bestemt perspektiv i at få flere internationale filmproduktioner til Danmark. Filmhold bidrager økonomisk til det danske samfund ved dagligt at forbruge mad, drikke, transport, hotelophold og mange flere fornødenheder.

Spørgsmålet er bare, om 27 millioner kroner er det, der skal til for at få de internationale produktioner til Danmark.

Erfaringer fra andre europæiske lande viser, at særlige aftaler om beskatning og den slags kan trække selv store Hollywood-stjerner til. Det ville nok være klogt, hvis Kulturministeriet konsulterede kolleger i Udenrigsministeriet, og man fik politisk opbakning til nogle ordninger, der kunne tiltrække udenlandske filmproduktioner.

Danske film og dokumentarer skal vises på internationale festivaler

De politiske partier bag aftalen er enige om, at 29 procent af de solgte billetter i danske biografer skal være til danske film, og at vi hvert år skal have ti film, der sælger 250.000 billetter.

Hvorfor ansporer man ikke i højere grad til at inddrage spildesignere og tegneserie-folk i filmproduktioner?

Niels Frid-Nielsen
Journalist og kulturkommentator

Igen må man tilføje, at det er en udmærket hensigtserklæring, men hvis de mål skal sandsynliggøres, må vi op på at producere minimum 30 spillefilm om året.

Aftalen stiller ligeledes i udsigt, at otte til ti danske spillefilm og ti til 12 danske dokumentarfilm hvert år skal repræsentere Danmark på internationale filmfestivaler.

Den slags afgøres dog ikke i et politisk forlig, men af dommerkomitéer på de forskellige festivaler.

Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX får et årligt tilskud på 3,5 millioner kroner, der skal få festivalen bredere ud i landet. Det er meget godt, men det, vi venter på, er en stor, international dokumentarfilmfestival, der kan bane vejen for danske dokumentarfilm ude i verden.

Aftalen mangler svar på centrale spørgsmål om fremtiden

Endelig vil partierne bag aftalen nedsætte et udvalg for dansk film i fremtiden.

Her skal man blandt andet overveje, hvordan fremtidens filmstøtte skal se ud. Det havde været fint, hvis aftalen, der trods alt gælder frem til 2027, i højere grad selv havde peget fremad.

Hvordan sikrer vi, at biografer ikke kun er noget, man har i større byer?

Niels Frid-Nielsen
Journalist og kulturkommentator

Hvem siger, at spillefilm og dokumentarfilm også vil dominere markedet i 2027?

Serie-formater har længe åndet spillefilmen i nakken. Vi kan kun forvente endnu mere innovation i de visuelle medier fremover. Hvordan vil man tilgodese nye filmformater, der vil opstå, efterhånden som nye generationer tager videomediet i brug på YouTube og andre platforme?

Dansk animation og spil gør sig rigtig godt i udlandet. Hvorfor ansporer man ikke i højere grad til at inddrage spildesignere og tegneserie-folk i filmproduktioner?

Hvorfor er der ikke flere unge stand-uppere, der går i Frank Hvams og Casper Christensens fodspor og forsøger sig med tv-serier og film?

Og hvad med biograferne? Hvordan sikrer vi, at biografer ikke kun er noget, man har i større byer? De små, uafhængige biografer har brug for en hjælpende hånd, sådan at filmkulturen holdes i live i hele landet.

Vi får brug for en stærkere filmaftale, hvis det igen skal være fedt at være filmfan i Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Frid-Nielsen

Journalist, kulturkommentator, forfatter, foredragsholder
exam.art. i nordisk litteratur og sprog (Københavns Uni. 1978)

Jakob Engel-Schmidt

Kulturminister, MF (M)
officer af reserven (Kongens Artilleriregiment 2003), cand.merc. i international business (CBS 2010)

0:000:00