Niels Frid-Nielsen: Når Messerschmidt bliver kulturminister 

Af Niels Frid-Nielsen
Kulturkommentator

Helt ærligt, hvad siger du til tanken om, at Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, bliver kulturminister i den næste borgerlige regering?

Det var Messerschmidt selv, der lancerede tanken:

"Jeg har altid haft det sådan, at hvis vi engang skulle gå i regering, ville kulturministerposten være allermest attraktiv," sagde den nyslåede næstformand til Berlingske tidligere på efteråret.

Dansk Folkeparti kan ifølge Messerschmidts manual få et comeback i dansk politik ved at opruste på de kristne værdier og kultur. Tiden er – fortsat ifølge Messerschmidt – inde til et opgør med de "venstresnoede" skoler, medier og museer.

Kristen kulturel oprustning skal bringe DF tilbage fra det værdimæssige vakuum, der har sendt partiet ud i en historisk vælgerkrise. Utvetydig insisteren på kernedansk kristen kultur lyder den messerschmidtske opskrift på gode tider.

Hvad siger du til Morten Messerschmidt som kulturminister? Skal han og DF definere, hvad danskhed er? Om dansk kulturarv er Roskilde Festival, Jellingestenen eller begge dele? Om de tusinder af muslimske medborgere er velkomne som en del af det nationale fællesskab?

Niels Frid-Nielsen
Kulturkommentator

Opskriften er ikke ny. Pia Kjærsgaard indtrådte som formand for DF i Kulturudvalget og er i dag tillige partiets værdiordfører.

Nationalfølelse og fremmedangst som politiske drivere
Hvis økonomi repræsenterer politisk fornuft, så er det i kulturen, at de politiske følelser udfolder sig. Det er i kulturlivet, vi giver os hen til de store følelser.

Her kommer henrykkelse for Gud, konge og fædreland til udfoldelse i tidens toneklang, på scene og i ord; men også angsten for det ukendte og længslen efter dengang, verden var til at overskue, udfoldes på kulturens scener.

For slet ikke at tale om glæde, skyld og skam over kærligheden og kødets lyster. Alt sammen namnam for en politiker, der ønsker at piske stemningen op.

Her i Europa oplever vi i disse år, hvordan både nationalfølelse og fremmedangst kan fungere som politiske drivere. Den nationalkonservative kulturbevægelse definerer langt hen ad vejen den politiske retning i Europa for øjeblikket.

Kun en tåbe er ikke opmærksom på kulturens og følelsernes betydning i moderne politik.

En billig baggrund
Herhjemme har Radikale Venstre med Zenia Stampe i spidsen været ude med markante kulturpolitiske markeringer, der ligner en genopdagelse af området i partiet.

Flere konservative træder frem i debatten med stærke kulturpolitiske stemmer, der taler for kulturen som en vigtig del af borgerlig dannelse.

Alternativets kulturborgmester i København, Franciska Rosenkilde, taler kulturen op som lederkandidat i partiet.

Også hos SF og Venstre kan man med lidt velvilje opleve en erkendelse af, at kulturen må ind og fylde mere i dansk politik.

Man kan selvfølgelig sige, at den fornyede interesse for kultur i dansk politik kommer på en billig baggrund. Opposition og støttepartier har længe kunnet enes med kulturlivet om, at den socialdemokratiske kulturminister Joy Mogensen (S) ikke har fattet, hvad der skal til, for at kulturen overlever coronakrisen.

Men med den nye finanslov er der opstået et forsigtigt håb på kulturens område.

Måske kan man alligevel finde sammen om en overlevelsesstrategi, der kan føre kulturlivet sikkert gennem den nuværende coronakrise?