Nye Borgerlige: Vi er de eneste, der for alvor vil melde Danmark ud af EU

DAXIT: Dansk Folkeparti har kørt ”slingrekurs” og er ”vattet” i sin kritik af Unionen, siger Nye Borgerliges EU-ordfører, Jeppe Juhl. Danmark må betale prisen for selvbestemmelse, lyder det fra partiet, der vil opstilles til Europa-Parlamentet.

Dansk exit er noget andet end Brexit, mener Jeppe Juhl fra Nye Borgerlige.
Dansk exit er noget andet end Brexit, mener Jeppe Juhl fra Nye Borgerlige.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Thomas Lauritzen

Netop som de dramatiske forhandlinger om Storbritanniens exit fra EU balancerer på klippeskrænten, foreslår Danmarks nyeste parti på højrefløjen, at danskerne skal følge briterne ud ad døren.

”Det, der adskiller os fra andre, det er, at vi klart siger, at vi vil helt ud af EU. Det har udviklet sig til et projekt, der går ud på at opløse de europæiske nationalstater,” siger Nye Borgerliges EU-ordfører, Jeppe Juhl.

”Nye Borgerlige er det eneste borgerlige parti i Danmark, som er dybt, dybt skeptiske over for EU, og som i sidste ende vil finde en løsning på at komme ud af det selskab,” siger han i et interview med Altingets europæiske podcast, Parlamentet.

I sidste uge forsøgte partileder Pernille Vermund at overhale Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, indenom på udlændingepolitikken. Nu gør Nye Borgerlige det samme med EU-politikken, hvor partiet betragter DF’s skepsis som uklar.

Kristian Thulesen Dahls meldinger er blevet mere vattede, og det ser ud, som om de vil spille bold med EU. De er ikke så skeptiske, som de har været.

Jeppe Juhl
EU-ordfører, Nye Borgerlige

”Jeg er et stort spørgsmålstegn. De har været ude på en slingrekurs i løbet af de sidste 10 år. Først vil de det ene, så vil de det andet,” siger Jeppe Juhl:

”Kristian Thulesen Dahls meldinger er blevet mere vattede, og det ser ud, som om de vil spille bold med EU. De er ikke så skeptiske, som de har været.”

Planer for dansk exit ”på tegnebrættet”
Ud over at stille op til Folketinget for første gang er Nye Borgerlige også i gang med et forsøg på at indsamle de godt 70.000 vælgererklæringer, som er nødvendige for at stille op til europaparlamentsvalget 26. maj.

Hvis der udskrives valg i Danmark inden da, og hvis Nye Borgerlige kommer i Folketinget, vil partiet under alle omstændigheder være opstillingsberettiget til Europa-Parlamentet.

Derfor er Nye Borgerlige gået i gang med at formulere en mere detaljeret EU-politik, som hovedsageligt går ud på at lægge en køreplan for, hvordan Danmark kommer ud af Unionen.

0:000:00