Nyt blus på smeltediglen: Meyer og Olav vil sætte et mærkbart samfundsaftryk

Der skal retning på Claus Meyers fond, Melting Pot Foundation. Med mad som omdrejningspunkt skal den nybagte direktør, Olav Hesseldahl, udvikle strategi og organisation. Og ambitionerne er skyhøje. 

Denne duo vil i de kommende år gøre Melting Pot Foundation til en væsentlig spiller i det danske fondslandskab. 
Denne duo vil i de kommende år gøre Melting Pot Foundation til en væsentlig spiller i det danske fondslandskab. 
Carsten Terp Beck-Nilsson

Hvis du forventer, at du efter denne artikel ved nøjagtig, hvad Melting Pot Foundation laver om et år, så tro om igen.

For det spørgsmål kan end ikke den nyansatte direktør, Olav Hesseldahl, svare på.

”Jeg aner det virkelig ikke endnu,” siger han.

Men at der skal ske noget i den erhvervsdrivende fond, er der ingen tvivl om. Og det, der sker, skal efterlade et mærkbart aftryk på samfundet.

”Claus Meyer og bestyrelsen i fonden vil godt have, at Melting Pot skaber mere effekt i samfundet og præger flere mennesker. Det skal jeg så sørge for sker. Og jeg går ikke ind i noget, uden at jeg har kæmpe ambitioner med det. Så fonden skal være en væsentlig spiller, der bruger mad som middel til at skabe samfundsforandring,” siger Olav Hesseldahl.

Ti år med usofistikeret strategi
Mailen var endnu ikke helt oppe at køre, da Altinget kiggede forbi baghuset i den inderste gård bag Meyers Madhus på Nørrebrogade. Og den tidligere direktør for Ungdomsbureauet var heller ikke helt skarp på, hvor de rene kaffekopper befandt sig.

Det er på sin vis betegnende for den opgave, Olav Hesseldahl har taget på sig. For selv om Claus Meyers Fond, Melting Pot Foundation, har et lille årti på bagen, er der ikke meget, der minder om en organisation og en formel struktur i fonden.

”Det er første gang, at Melting Pot Foundation har en medarbejder i Danmark,” siger Claus Meyer og fortsætter:

”Denne her fond har brilleret ved i sin snart ti-årige levetid at bruge alle sine kræfter og alle sine penge – hvoraf langt de fleste er kommet fra mig – på en rimelig usofistikeret strategi ude i brændpunkterne La Paz i Bolivia og i Brownsville og Brooklyn i New York.”

Jeg vil hellere være med til at lave strategien, end jeg vil ansættes et sted, hvor strategien er der i forvejen.

Olav Hesseldahl
Direktør, Melting Pot Foundation
 

Skal vi også arbejde med katte?
Nu skal der retning på aktiviteterne, og det er det, Olav Hesseldahl er blevet ansat til. Præcis hvilken retning står imidlertid ikke klart endnu.

Op til sin ansættelse spurgte Olav Hesseldahl ind til, hvad fonden vil.

”Og de smed bare ting ind: ’Jamen, vi vil det og det, og så har vi også gjort det her’. Og jeg var bare sådan: ’Jo mere I siger, jo sværere bliver det faktisk at afgrænse os i forhold til alle mulige andre'," fortæller han.

Olav Hesseldahl valgte derfor at skride til en negativ afgrænsning, som han udtrykker det.  

”Jeg prøvede at spørge, om vi også skal arbejde med katte. Og så var de sådan: ’Hvad Fanden snakker du om?’ Men okay, konstaterede jeg, så er der altså også noget, vi ikke skal.”

Som bekendt mundede samtalerne ud i en ansættelse. Og nu skal Olav Hesseldahl frem til sommerferien udvikle en strategi og en retning sammen med bestyrelsen for fonden. Og det åbne manøvrerum passer fondsdirektøren fremragende.

”Præmissen for stillingen er fed. Jeg har det så godt med, at det hele er åbent. Det passer meget til mit gemyt. Jeg er et iterativt menneske, der udvikler mig undervejs, organisk. Jeg vil hellere være med til at lave strategien, end jeg vil ansættes et sted, hvor strategien er der i forvejen,” siger Olav Hesseldahl.

Mad som middel til at løfte mennesker
Melting Pot Foundation står bag en stribe aktiviteter, der med mad som omdrejningspunkt løfter børn og socialt udsatte mennesker.

Herhjemme er det for eksempel Smagens Time, hvor børn fra hele landet på en given dag hvert år får serveret treretters gourmetmenuer på mere end 100 forskellige restauranter samt kokkeskoler, der skal inspirere indsatte i fængsler til en fremtid uden kriminalitet.

I Bolivia har fonden sammen med Oxfam Ibis og nu også IFU, Investeringsfonden for Udviklingslande, åbnet en gourmetrestaurant med tilhørende madskoler, der skal uddanne 3.000 unge fra fattige områder i hovedstaden La Paz. Og i New York har fonden skabt en madskole, et cafeteria, et bageri og et sundhedsprojekt for unge i et af de mest belastede områder i USA.

Flere lande og større skala
Det er alt det – og mere til – der nu skal sættes retning på. Eller som Claus Meyer udtrykker det:

”Vi vil gerne prøve at få syntetiseret på de ting, der har virket, og få skabt nye indsatser – især i Afrika – med de ganske succesfulde metoder, som vi har formet og øvet os på. Og så vil vi gerne løse opgaver for fonde og andre samarbejdspartnere. For guderne skal vide, at vi har gjort nogle erfaringer, som de kan have glæde af.”

Og så skal de virkningsfulde indsatser skaleres. For eksempel kan Smagens Time tænkes ind i det samarbejde, Claus Meyer allerede har med IKEA. Og måske endda udbredes til andre lande.

”Det kunne være rigtig interessant, hvis vi kunne få hjælp fra IKEA til at udbrede Smagens Time i Europa og måske i den forbindelse bruge restauranterne som platform for at lytte til unge mennesker og høre, hvilke forventninger de har til virksomheder som IKEA,” siger Claus Meyer.

Mad er urdemokratisk
For Olav Hesseldahl er der et stort potentiale i kombinationen af mad og menneskelig udvikling.

”Mad er jo urdemokratisk og dermed et godt middel til at skabe mere handlekraft og livsmod. Uanset om du er fattig eller rig, skal du jo have noget at spise,” siger han og fortsætter:

”I Ungdomsbureauet arbejdede vi med et ret højt demokratisk lixtal. Det behøver man ikke med mad. Alle putter det i munden. Hvis de ikke gør, dør de. Så derfor skal vi nu finde ud af, hvordan vi med maden kan få skabt noget mere livskraft. Og så skal vi finde ud af, hvem vi skal gøre det for.”

Hvis jeg kan bidrage med noget, der gør, at spillet løfter sig, holder jeg ikke min kæft.

Claus Meyer
Formand, Melting Pot Foundation

Den nybagte fondsdirektør får – med Claus Meyers ord – ikke adgang til voldsomme økonomiske ressourcer, men mange andre ressourcer, et enestående netværk og erfaringer. Og det glæder Olav Hesseldahl sig til.

 ”Jeg har jo fået nøglerne til en butik, som har virkelig meget potentiale. Der er mange samarbejdspartnere, meget viden, mange erfaringer. Og så er der Claus som sådan et asset, der er en dåseåbner til alt muligt lige fra kronprinsessen til store fonde, Kriminalforsorgen, og Håndværkerforeningen. Så der er så meget potentiale,” siger Olav Hesseldahl.

Retning på idemaskinen
Forholdet mellem direktøren og dåseåbneren bliver centralt.

Olav Hesseldahl forventer, at han i Claus Meyer får en meget aktiv bestyrelsesformand.

”Claus er en popcornmaskine, som bare skyder ideer afsted. Så hvordan får vi fanget de rigtige? Og hvordan – med en strategi i baghovedet – får jeg operationaliseret det?”

Derfor er en væsentlig del af opgaven at få opbygget en governance-struktur, der sikrer, at popcornene bliver skudt i nogenlunde samme retning.

”Jeg er måske også selv 75 procent som Claus Meyer, når det kommer til ideer. Så vi skal lige finde en måde, hvor de her ideeksplosioner ikke efterlader alt for mange bombefragmenter rundt omkring,” siger Olav Hesseldahl.

Det skal imidlertid nok lykkes, mener han.

”Claus er jo ikke totalt megaloman. Han er et menneske, man kan præge. Han lytter,” siger Olav Hesseldahl og tilføjer:

”Jeg har prøvet at teste på andre, der har arbejdet med ham: Hvor genial er han, og hvor gal er han? Og han er heldigvis mest genial.”

Tættere samspil mellem fond og firma
Claus Meyer er også selv fortrøstningsfuld.

”Jeg er iværksætter. Jeg er lykkeligst og fungerer bedst, når jeg har nogen, som er dygtig til at sige ja og nej og kan prioritere og time indsatser, og som også drive en indsats selvstændigt,” siger han. Men Olav Hesseldahl kan godt forvente ”et innovativt pres.”

”Olav må gerne fylde. Og jo bedre han er, jo mere må han gerne fylde. Men hvis jeg kan bidrage med noget, der gør, at spillet løfter sig, holder jeg ikke min kæft. Jeg tror, der er brug for og plads til, at vi er der sammen,” siger Claus Meyer.

Han håber, at samarbejdet vil blive så frugtbart, at Melting Pot Foundation om fem år har fem-ti ansatte i Danmark og er til stede i minimum et land mere end i dag.

Samtidig kunne han godt tænke sig et tættere samspil mellem fonden og virksomheden Meyers – i respekt for ejerskabet i Meyers og fondens integritet, selvfølgelig.

”Fonden er ikke sat i verden for at brande Meyers,” siger Claus Meyer:

”Men der kan være store gensidige gevinster i at udvikle det finest mulige samspil. Og jeg håber, at fonden bliver den mest ambitiøse måde at udleve Meyers formål på. Det ville gøre mig glad helt ind i mit hjerte.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Meyer

Gastronomisk iværksætter, forfatter, adj. professor, KU Life og CBS
cand.merc.int. (Handelshøjskolen i København 1991)

Olav Hesseldahl

Rektor, Det Politiske Akademi, leder og initiativtager, Grundlovsfesten, bestyrelsesmedlem, Roskilde Festival
cand.mag. (filosofi, Københavns Uni. 2012)

0:000:00