Studerende: Min far spurgte, om corona har ført til en revolution i økonomifaget. Mit korte svar var nej

Blandt universitetsøkonomerne bredte der sig en erkendelse af, at finanspolitikken kan være brugbar i krisesituationer, særligt når centralbankernes renter er lave eller negative. Det skyldes ikke bare de konkrete erfaringer fra finanskrisen, men også en metodemæssig forskydning fra abstrakte modeller til mere empiriske undersøgelser af økonomien.

Den nye politiske tilgang er med andre ord ikke blevet mulig over natten, men baserer sig til dels på ideer, der har ulmet i økonomkredse i længere tid. Når man har holdt hånden under erhvervslivet og sørget for lønkompensation for at undgå massefyringer, så er det blandt andet fordi, vi med finanskrisen fandt ud af, at statslig indblanding nok kan være dyrt, men at alternativet er meget dyrere, både menneskeligt og økonomisk, hvis massearbejdsløshed får lov at bide sig fast.

Nu hiver økonomerne sig så i håret over, om hjælpepakkerne rundt om i verden blev overgjort, og om de er en del af baggrunden for den høje inflation.

Underskud er blevet mindre ”fy”

Hvis man skal tale om et nybrud i finanspolitikken, må det være aftalen om at ændre budgetloven, så man nu tillader større offentlige underskud. Aftalen ligger inden for de EU-regler, som Danmark har tilsluttet sig frivilligt, men det er ikke desto mindre en ændring, der giver større manøvrerum i finanspolitikken.

Det kan være legitimt at tage drastiske metoder i brug, når en krisesituation skal løses

Anton Thorell Steinø
Økonomistuderende, Københavns Universitet

I den politiske virkelighed vil det nu blive nemmere at føre ekspansiv finanspolitik, når en krise rammer, noget visse økonomer efterspurgte længe inden coronapandemien brød ud.

Aftalen, der var en del af det Nationale Kompromis, indebærer desuden, at man frem mod 2030 skal stile efter årlige underskud på op mod 0,5 procent af BNP. Det er ikke et ukontroversielt nybrud.

Fortalerne bruger argumenter, hvis omdrejningspunkt er, at den offentlige gæld er sund, selv efter to år med kompensationspakker og coronahåndtering. At bruge underskud til at finansiere øgede offentlige udgifter i en tid med for eksempel flere ældre er ifølge fortalerne derfor både muligt og retfærdigt.

Når det offentlige bruger flere penge, end der opkræves i skatter og afgifter, risikerer man dog at lægge beslag på allerede begrænsede ressourcer og puste til inflationen. Det kan være smart, når finanskrise eller pandemi har trukket tæppet væk under økonomien, men i en situation som den nuværende med høj beskæftigelse og hastigt stigende priser, ville man normalt fraråde det. Pointen er, at vi ikke ved, hvordan økonomien har det i 2030.

Brud tavsheden

Det store spørgsmål er selvfølgelig, om økonomifaget burde ændre sig grundlæggende som følge af pandemien. Mange har sammenlignet pandemien med klimakrisen. Fra den ene dag til den anden handlede det ikke om at sikre økonomisk vækst men om at redde menneskeliv. Spørgsmålet var ikke, om vi havde råd til at gribe ind i økonomien, men om hvordan vi allokerede de begrænsede ressourcer.

For klimaets skyld håber jeg, at særligt tre erkendelser vil bundfælde sig. For det første, at statsstyring er vigtig og kan være effektiv, når ressourceforbruget hurtigt skal omstilles. For det andet, at en tidlig indsats ofte kan være guld værd, særligt når uvisheden er høj. Og for det trejde, at det kan være legitimt at foreslå at tage drastiske metoder i brug, når en krisesituation skal løses.

Klimakrisen lader desværre ikke til at blive opfattet som værende lige så akut som coronapandemien eller krigen i Ukraine. Selvom mange økonomer beskæftiger sig med klima- og miljøspørgsmål, er jeg nervøs for, om erkendelserne når at bundfælde sig.

Desuden håber jeg, at vi økonomer vil tage en anden, mere praktisk, erfaring til os fra pandemien. Under pandemien gav man politiske anbefalinger under noget nær maksimal uvished om, hvordan tingene ville udvikle sig selv på kort sigt. Det lykkedes, og økonomernes bedste gæt var bedre end tavshed.

Til dagligt er økonomer ellers ofte tavse i den offentlige debat, når noget er tilstrækkeligt usikkert. Den tavshed kan opfattes som et argument for ikke at gøre noget. Men alle økonomiske vurderinger er usikre, for økonomi er ikke en eksakt videnskab. Jeg håber, vi som økonomer kan blive bedre til at fortælle om de usikkerheder og deltage, selv når vi er på ubetrådt territorium.

Selvfølgelig har pandemien åbnet for en række nye forskningsprojekter, og vi bliver hele tiden klogere. Tiden må vise, om det leder til grundlæggende forandringer af økonomifaget. Jeg tror personligt mere på, at de forandringer kan komme fra den aktuelle europæiske energikrise.

På mit institut er den største forskel fra før, at visse undervisere mener, deres fag egner sig særdeles godt til online undervisning. Det tegner temmelig kedeligt, hvis det bliver den mest mærkbare konsekvens af coronapandemien for økonomifaget.