Debat

Organisationer: Elbilrapporten viser ikke vejen til grøn transport

DEBAT: En massiv satsning på elbiler løser ikke tilnærmelsesvis transportområdets store klima- og miljøbelastninger. Der skulle være nedsat en egentlig miljøtransportkommission i stedet for en elbilkommission, skriver Rådet for Bæredygtig Trafik og NOAH. 

Erfaringerne fra Norge viser, at elbiler i stor udstrækning erstatter brug af cykler og kollektiv transport. Det giver ingen klimagevinst, skriver Rådet for Bæredygtig Trafik og NOAH-Trafik. 
Erfaringerne fra Norge viser, at elbiler i stor udstrækning erstatter brug af cykler og kollektiv transport. Det giver ingen klimagevinst, skriver Rådet for Bæredygtig Trafik og NOAH-Trafik. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Poul Kattler, Kjeld A. Larsen, Niels Wellendorf og Ivan Lund Pedersen
Hhv. bestyrelsesmedlem i Rådet for Bæredygtig Trafik, formand for Rådet for Bæredygtig Trafik, bestyrelsesmedlem i Rådet for Bæredygtig Trafik og aktiv i Noah-Trafik

Udviklingen på transportområdet siden 1990 er CO2-mæssigt og miljømæssigt gået den forkerte vej. Den førte transportpolitik har ført os væk fra opfyldelse af miljø- og klimamål.

Dette var baggrunden for, at der den 29. januar 2009 blev indgået en bred trafikaftale "Aftale om grøn trafikpolitik".

Bag aftalen stod Venstre og Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance. For at begrænse belastningerne fra trafikken indeholdt aftalen blandt andet disse hovedpunkter:

  • Den kollektive transport skal løfte det meste af fremtidens vækst i trafikken. Jernbanen skal være pålidelig, sikker og topmoderne.
  • Transportens CO2-udledning skal ned.
  • Støj og luftforurening i byerne skal ned.
  • Cyklismen skal fremmes – valg af cyklen som transportmiddel er at foretrække, hvor det er en realistisk mulighed.
  • Danmark skal være et grønt teknologilaboratorium for transport.
    Infrastrukturanlæg må ikke ødelægge uerstattelig natur.
Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Denne aftale blev desværre fuldstændig underløbet af Lars Løkke Rasmussens regeringer. Ved tre finanslove i træk blev registreringsafgiften per bil således halveret. Der skete ingenting, der kunne lede til opfyldelse af "Aftale om grøn trafikpolitik."

En kanin op af hatten
Lars Løkke Rasmussen blev stærkt kritiseret både herhjemme og internationalt for manglende initiativer. Så kom han med et udspil, der tog al opmærksomheden.

Elbilerne skal introduceres i takt med, at vi får ændret dogmet om, at bilen altid er en fra dør-til-dør løsning. 

Poul Kattler, Kjeld A. Larsen, Niels Wellendorf og Ivan Lund Pedersen
Hhv. bestyrelsesmedlem i Rådet for Bæredygtig Trafik, formand for Rådet for Bæredygtig Trafik, bestyrelsesmedlem i Rådet for Bæredygtig Trafik og aktiv i Noah-Trafik

Han lancerede ved åbningstalen i Folketinget den 2. oktober 2018 en målsætning om en million el- og hybridbiler i 2030. Dette udspil kortsluttede stort set al snak om efterlevelse af "Aftale om grøn trafikpolitik." Glemt var alle pæne målsætninger.

I stedet nedsatte Lars Løkke Rasmussen en ”elbilkommision” med det snævre mandat til kun at komme med forslag til, hvordan man kunne få indfriet nævnte målsætning uden at lænse statskassen yderligere.

Med dette næsten kupagtige initiativ lykkedes det for Lars Løkke Rasmussen at skabe en forestilling om, at nu ville alle problemer derved blive løst. Det var en præstation af rang. Al diskussion om andre forslag på transportområdet forstummede stort set.

Elbiler løser ikke problemerne
Eftersom der forelå en "Aftale om grøn trafikpolitik”, som ikke var blevet efterlevet, havde det været oplagt at nedsætte en egentlig ”miljøtransportkommission”, der blandt andet skulle komme med forslag til, hvordan man kunne opfylde målsætningerne i nævnte aftale samt udbygge målsætningerne yderligere på miljø- og klimaområdet.

Udfordringerne på transportområdet kræver, at der satses på en bred vifte af tiltag, der både styrker cykling, den kollektive trafik samt reducerer belastningerne fra den store biltrafik.

Efter at have ventet næsten to år, hvor effekten af afgiftslettelserne har fået lov til at virke i foruroligende grad, står vi nu med en ”elbilrapport”, som klart viser, at selv en massiv satsning på elbiler ikke tilnærmelsesvis løser problemerne.

Rapporten er tilmed gennemsyret af en økonomisk teori om ”velfærdstab” ved færre biler, mindre biler og ved mindre bilkørsel. Teorien blokerer for effektive forslag, idet man udregner et “velfærdstab” ved at opføre sig klimamæssigt fornuftigt. Det tæller som et plus i regnestykkerne, at der kommer flere biler uanset drivmiddel.

Misvisende klimagevinster
Efter elbilkommissionens forskellige forslag vil bestanden af personbiler – uanset drivmiddel – stige kraftigt med cirka 600.000 styk og nærme sig 3,4 millioner styk i 2030 – helt i modstrid med miljø- og klimamålsætninger.

”Elbilkommissionen” bruger betegnelser som 0-emmissionsbiler for elbiler og lavemmissionsbiler for plug-in-hybridbiler.

Eftersom klimaproblemer er globale, bør man kigge på klimabelastningen fra ”vugge til grav”. Klimarådet vurderer, at der ved en sådan vurdering ikke er nogen klimagevinst for plug-in- hybridbiler, og at klimagevinsten ved elbiler er omkring halvdelen. Derfor er betegnelserne misvisende.

Andre undersøgelser for eksempel fra Umwelt- und Prognoseinstitut e.V i Heidelberg viser tilmed, at klimagevinsten er endnu lavere for elbiler end vurderet af Klimarådet. Nævnte undersøgelse viser også, at det, der virkelig batter, er kollektive trafikmidler, el-cykler og cykler. 

Der er det yderligere problem, at erfaringerne fra Norge viser, at elbiler i stor udstrækning erstatter brug af cykler og kollektiv transport. Det giver ingen klimagevinst – tværtimod.

Tilmed er det sådan, at elbiler har det med ikke at erstatte fossile biler, men at blive en ekstra bil hos relativt mere velstående husstande, der i forvejen har en, to eller flere biler. Så effekten af flere elbiler på vejene bliver formentlig sjældent en CO2-reduktion.

Elbiler skal ikke være en ekstra bil 
Vi har stor sympati for en trafikal målsætning formuleret af trafikforsker Harry Lahrmann i Politiken den 14. september 2020:

”Målet bør være, hvis vi både skal nå vores mål for miljø, trængsel og trafiksikkerhed, at komme tilbage til det bilejerskab, vi havde før 2007, hvor Danmark var unik i, at vi havde høj velfærd og levestandard, men langt lavere bilejerskab end vores nabolande”.

Elbilerne skal introduceres i takt med, at vi får ændret dogmet om, at bilen altid er en fra dør-til-dør løsning. Elbilerne skal primært køre, hvor anden transport (cykler, til fods, offentlig transport) ikke når hen.

Det må sikres, at elbiler ikke blot købes som ekstra bil i husstanden, men til erstatning for en udtjent fossilbil. Og så sætter man elbilen og bruger de andre, mere klima- og trængselsreducerende transportformer. En plan herfor med sigte på 2030 burde sættes i gang straks.

Man kunne for eksempel starte med at forkæle husstande uden bil, som er cirka 38 procent af de danske husstande. De viser i praksis, at det kan lade sig gøre at reducere trafikbelastningerne.

Det er dog bestemt ikke altid nemt, fordi Folketinget gennem årtier har udsultet den kollektive trafik og ladet taksterne eksplodere.

NOAH-Trafik og Rådet for Bæredygtig Trafik har lavet et idekatalog over mulige initiativer, som kan læses her

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ivan Lund Pedersen

Noah Trafik

0:000:00