Özlem Cekic vil lære os dialogens kunst: Jeg haglede selv et forslag ned, fordi det kom fra Konservative. I dag krummer jeg tæer

Som folketingsmedlem for SF oplevede Özlem Cekic i 2009 gennem otte måneder, hvordan særligt én mand gentagende gange chikanerede hende med hadske mails.

Hendes dengang niårige søn spurgte hende, hvorfor denne mand, der ikke kendte hende, hadede hende. Hendes svar var kort og, synes hun dengang, begavet: ”Nogle mennesker er bare dumme”. I dag havde hun valgt en helt anden tilgang.

I månederne efter chikanen tænkte hun tiltagende over, hvordan hun kunne vende det fjendebillede af hende. Hun endte med at invitere sig selv på kaffe hos en af dem, der havde sendt hende fjendtlige beskeder, hvilket ikke alene blev starten på ti år med dialogkaffe, men også viste hende, at hun selv havde fordomme, hun måtte komme overens med.

”Allerede da Ingolf, som han hed, tog imod mig i døren, blev jeg chokeret over, at han ikke havde lange, snavsede negle, og trods store anstrengelser kunne jeg hverken opspore en grim lugt eller affaldsposer i hans stue,” skriver hun i sin nye bog Tak for kaffe om sit projekt for at få mennesker til at tale sammen i stedet for at bekrige hinanden.

Det er i den anledning, Altinget besøger hende på kontoret i Købmagergade, hvor Özlem Cekic til dagligt arbejder.

”Alle kan gøre en forskel, der hvor de er. Man kan ikke skabe fred i verden, hvis man er i krig med sin nabo,” siger hun.

Bogens formål bliver formuleret forholdsvis simpelt og ambitiøst, mens Özlem sidder på en stol i det højloftede kontor midt i det indre København med udslået hår og tøj i en stærk blå farve. Larm fra forbipasserende københavnere strømmer gennem de åbne vinduer, hvor morgenlyset falder gennem.

Mødet med Ingolf blev et vendepunkt for Cekic, der opdagede, at Ingolf rejste meget, interesserede sig for planter og havde en svigersøn fra et muslimsk land. Siden har hun mødtes med dem, der har sendt hende hadske mails og grove kommentarer, og hun er ikke i tvivl om, at hendes plads er uden for Christiansborg.

”Det er trist at sige, men jeg kan skabe mere forskel ved at stå udenfor Borgen,” siger hun.

Uenighed skal rummes, ikke undertrykkes

For Özlem Cekic er demokratiets styrke afhængig af, at mennesker, der er uenige med hinanden, er i stand til at have en god dialog om såvel stridspunkter som fælles ståsteder. Det er dér, hvor mennesker udfordrer hinanden, de også ændrer og udfordrer sig selv. Hun vil gerne inspirere og give mod til, at man tør tage de svære samtaler. Det håber hun at realisere gennem bogen, hvor hun deler ud af sine erfaringer med dialogkaffe, men også taler om svære emner som uvenskab med en veninde, en svær far-datter-relation, tiden i SF og om at modtage trusler og tilsvininger online.

”Når jeg var ude til foredrag, spurgte folk mig altid om, hvordan de kunne bruge det i deres hverdag. I den periode var jeg i krig med min egen far, så mens jeg rejste rundt med dialogkaffe, havde jeg svært ved at tale med min egen far,” siger hun.

Özlem Cekic er i dag generalsekretær for Brobyggerne, der er en aktivistisk forening, hvis formål er at skabe bro på tværs af politiske og religiøse uenigheder. Selv er hun ikke i tvivl om, at hun kan gøre en større forskel udenfor Christiansborg. Den tidligere arbejdsplads er ifølge hende præget af problematisk kommunikation, rænkesmederi og en stædig fastholdelse af en facade, hvor man er enig med sit parti og altid uenig med sine politiske modstandere.

”Fred er ikke fraværet af uenighed, det er tolerance af forskellighed. Folk kan ikke være enige om alt og skal heller ikke være det,” skriver hun.

”Det er som om, der er en grundlæggende angst for uenighed i politisk kommunikation. Alt designes til at signalere enighed, fordi det viser styrke. Når man er så bange for det, der er demokratiets allervigtigste styrke, uenighed, bliver mange beslutninger truffet forhastet, for dårlige og virkelighedsfjerne.”

Har selv været en del af problemet

Særligt et eksempel står klart, når hun husker tilbage på sin karriere som folketingspolitiker. Daværende folketingsmedlem, Tom Behnke (K), stod på talerstolen og stillede et forslag om stofmisbrugere. Özlem var egentlig enig med ham, det var ord, hun selv kunne have sagt, men hun kunne ikke give ham ret, da han repræsenterede et parti, hun som medlem af SF, var i opposition til.

”Jeg haglede det ned, sagde det var så dårligt, fordi det var en fra Konservative. Når jeg tænker på det i dag, krummer jeg tæer.”

Hun efterlyser, at politikere så vel som borgere er villige til at rykke sig og lytte, og mener, at kommunikationen på Borgen er præget af lukkede interaktioner, der har fastlåste formål, det gør sig gældende internt i partierne, mellem partierne og fra Christiansborg til befolkningen.

”Jeg var selv en del af kulturen, som folketingsmedlem for SF. Alle på en arbejdsplads er en del af kulturen. Jeg tror i dag, at hvis jeg havde sagt ”den måde, som vi er på, behandler hinanden på og bagtaler hinanden, er ikke i orden”, så kunne jeg måske have rykket noget. Men ved at jeg tiede, var jeg også med til at fastholde nogle ting," siger hun.

Voksenmobning i folketingsgruppen

I bogens kapitel Når voksne mobber får vi indblik i tiden, hvor hun som folketingsmedlem for SF ragede uklar med gruppen. Til et møde beretter hun, hvordan hun af sine kollegaer bliver kaldt ”politisk dum”, ”illoyal” og beskyldes for at have skadet partiet. Tiden efter præges af isolation fra gruppen og mobning.

”En dag efter afstemningen gik jeg ned i Snapstinget for at købe frokost. Jeg stod med min bakke midt i restauranten og så bordet, hvor SF’erne sad. Jeg spurgte, om jeg måtte sætte mig hos dem. Der var en stol ledig. ”Der er optaget”, sagde et af folketingsmedlemmerne,” skriver hun i bogen.

Özlem mener ikke, man fødes som demokrat, men at man dannes som et demokratisk tænkende menneske. Den demokratiske styrke i et samfund afhænger af, at den enkelte borger tager ansvar for det fælles bedste. Hun ser en tendens til, at danskerne er blevet dovne gennem velfærdssamfundet. 

”Vi bor i et velfærdssamfund. Der er utroligt mange gode ting at sige om det, men bagsiden er, at vi tror, vi kan udlicitere alt. Kommunen skal sende besøgsvenner til de ensomme, har du brug for hjælp, skal du til socialforvaltningen, og daginstitutionerne passer børnene. Det er rigtig fint, men der er også opgaver, der ikke kan udliciteres. Kampen for demokratiet har man selv på sine skuldre,” siger hun.

Målet med bogen og foreningen er at ekvipere individer til at mødes i dialog i stedet for at ende i en fastlåst konflikt, fordi samfundet er dér, hvor demokratiet skal leve.

”Alle borgere i Danmark er demokratiets ambassadører. Jeg håber, at bogen kan være et redskab til hvordan man kan tage mod til at tage det personlige ansvar.”

Hvad er dialogens svagheder?

”Dialog er en lang proces, der tager lang tid. Du får et langt hurtigere resultat, hvis du slås. Men resultatet skaber hverken mere forståelse eller fred,” siger hun og klapper hænderne sammen. Og fortsætter,

”Der ved du, at der er en vinder og en taber. Dialogen kræver mod, og vi er ikke født med mod. Vi skal lære vores børn, at de kan svømme og stå på en scene uden at miste stemmen. Det mod skal man tage med sig i samtalen, hvad er det værste der kan ske?"

Den svære kunst at føre dialog online

”Debatten på sociale medier minder om gladiatorkampene, hvor man kæmpede til døden for underholdningens skyld,” skriver hun i bogen.

Det er ikke udelukkende borgere, der skal have bedre værktøjer til at tale med kollegaer, naboen, onklen eller begå sig på nettet. Hun ser et problem i, at politikere kan have en sort/hvid fremstilling af en sag eller gruppe for at komme klart ud til vælgerne. En tendens hun kritiserer for at herske på nettet, hvor en gruppe kan blive implementeret i en konflikt uden aktivt at have noget med sagen at gøre.

I forbindelse med de nationale coronaforårsagede nedlukninger havnede vareleveringsfirmaet Nemlig.com i en shitstorm, da det kom frem at deres bude arbejdede under stressende vilkår til en lav løn. Det fik beskæftigelsesminister til at udtale, at problemet var ”den absolut øvre middelklasse, der måske bor på Østerbro, som de betaler ni kroner for i fragt".

”Det er en enormt karikeret måde at fremstille nogen på. Hans opgave som minister er jo at være minister for hele landet. Han taler nogen op for at tale nogen ned. Der bor da alle mulige mennesker på Østerbro. Jeg tror ikke på, vi bliver klogere af det. Hans udgangspunkt var, at Nemlig.com skulle have bedre vilkår, det kan han gøre noget ved, men det gør han ikke med det tweet,” siger hun. 

Konflikter har ofte en fast plads på forsiden af diverse dagblade og nyhedshjemmesider. Flere kvinder, der har stået frem med oplevelser af krænkelser i forbindelse med anden #metoo-bølge har berettet, hvordan de får hadske mails i deres indbakker fra anonyme profiler og personer, der støtter den person, som kvinderne har oplevet som en krænker.

Er der ikke dialoger, man ikke bør gå ind i?

”Man kan aldrig samtale med en, der slår. Det betyder ikke, at vi skal opgive for eksempel konfliktmægling og ofre, der møder gerningsmænd. Der vil også være samtaler, der er uforløste. Timingen kan være forkert, følelserne er måske ikke bearbejdede. Der vil være samtaler, der ikke er mulige at have, men jeg synes, at man skal gøre forsøget, for hvad er alternativet?”

'Tak for kaffe', skrevet af Özlem Cekic er udgivet på Politikens Forlag 17. august.