Paula Larrain: Sagde Mette F. virkeligt "midtbyen"?

KOMMENTAR: I sin iver efter at blive statsminister, har Mette Frederiksen nu kastet al internationalisme ud af sit parti og tramper fremad med fast herskermine, tordnende mod multikulturen. Tillad mig at protestere fra mit multikulturelle hjem.

"Midtbyen"? Det er altså noget, der ligger i Aarhus. London har ikke noget centrum, men hvis Mette Frederiksen mener "City", bor her ganske rigtigt ikke mange almindelige mennesker. Det er primært et finanscentrum og ejendomspriserne er sygt høje, så det er kun rige, arabiske oliesheiker og russiske oligarker, der har råd til at have lejligheder stående tomme her.

Formanden for Dansk Socialdemokrati brugte under sit partis kongres det Labour-dominerede London som et skræmmebillede på, hvordan multikultur er noget værre noget og bestemt ikke skal importeres til lille Danmark.

Med sit ordbrug kom hun til at lyde som en provinsiel madamme, der lige har været på shoppingstur (sic) på Regent Street og noteret sig, at der er mange mennesker af forskellige farver, som ikke rigtigt kommer hinanden ved.

Hvad ved du om det, Mette Frederiksen? Tilsyneladende ikke ret meget. Hvis man kender London, ved man også, at kulturer lever side om side og kommer hinanden rigtig meget ved hele tiden. Det er netop sådan, London er. Folk lever sammen og "hænger sammen" i lokale landsbyer, der kan huse både ortodokse jøder og muslimer på samme gade, og hvor der handles og snakkes på kryds og tværs.

Bydelene er ikke delt op efter etnicitet, som Mette Frederiksen fejlagtigt hævder. Prøv at tage til Islington eller Stoke Newington, Mette Frederiksen, eller bare Whitechapel! Så kan du møde folk af alle mulige slags, hvoraf i øvrigt mange er kommet til London som briter fra Commonwealth og derfor taler samme sprog. De kommer blot i mange forskellige farver.

Opdeling, det er der da. I de sædvanlige sociale klasser. De rige bor i ghettoer. Ligesom i Danmark.

Helt almindelige mennesker - altså dem, der ikke lige bor i "midtbyen" - taler konstant sammen. - Mest om vejret, for det er jo så britisk, men generelt er der meget mere snak og åbenhed end i København eller i "verdens mindste storby", Aarhus.

Som naturaliseret chilener
har jeg erfaret det på egen krop, at det er svært ved første øjekast at være anderledes her. Er man bare det mindste forskellig, skal man lige ses lidt an først, inden åbenheden kommer.

Det skifter dog fra landsdel til landsdel. Man kan opleve en verden til forskel ved blot at bevæge sig over Limfjorden. Som foredragsholder er jeg nordenfjords blevet mødt med knugende tavshed og korslagte arme til samme foredrag, som gav frimodig debat i Aalborg. Forskellen var ikke mig, men kulturen hos publikum.

Det skal så lige siges, at publikum nordenfjords hver og én kom personligt og gav mig hånden efterfølgende med et stilfærdigt: "Det var så spændende et foredrag, jeg var helt rørt indeni." Det var bare ikke noget, man lige skiltede med i plenum.

Personligt elsker jeg disse kulturforskelle i Danmark over så kort en afstand. Det hjælper selvfølgelig, at jeg har lært at begå mig på både jysk og københavnsk.

I London lyder folk måske mere ens, men alle ser forskellige ud, og derfor er man netop ikke mærkelig, hvis man er forskellig. Man er blot én blandt millioner. Vist er der sociale problemer og kultursammenstød, men med i omegnen ni millioner indbyggere, er det forbavsende så få sammenstød, der egentlig er.

Kriminaliteten er også i London og hele Storbritannien faldet drastisk trods mere multikultur, og kun efter Brexit er det blevet almindeligt at se skævt til hinanden. Ikke så meget mellem kultur og racer, men mellem Remainers og Brexiteers.,

Når Mette Frederiksen prøver at fremstille London som et stort socialt problem på grund af multikultur, fremstår hun derfor i bedste fald som ignorant.

Man kan sagtens tilgive en dansk partiformand, at hun ikke er bekendt med virkelighedens London, men når hendes uvidenhed bliver brugt så ublu til at tale imod multikultur og kvoteflygtninge, er man alligevel nødt til at reagere. Ikke nødvendigvis så barsk som min søster, der har boet i London i 25 år - nu med både dansk og britisk statsborgerskab - og lokalt aktiv i Labour. Hendes reaktion var ret kontant: "Hun aner ikke, hvad hun taler om. Idiot". Jeg holder mig til ignorant.

For der er ikke noget, der kan provokere mig mere end indskrænkethed serveret bedrevidende. Som integreret udlænding møder man rigtig meget af den slags i den offentlige debat. Senest har jeg været i forskellige ordvekslinger med min gamle Mads og Monopolet-ven Søren Pind, der mener, at alle udlændinge i Danmark skal assimileres. Ellers ender det helt galt. Så får vi halvmåne i flaget, sidestillet med korset.

Seriøst, det har han skrevet på Twitter. At det ville blive konsekvensen af integrationen.

Ja, man tror, det er løgn. I stedet for at lytte til folk, som rent faktisk er blevet integreret i det her samfund, nogle på trods, fordi vi jo ikke selv har valgt at blive bragt hertil, så fremturer han og Aarhus-historikeren Uffe Østergård med ideer om, at vi alle skal være lutheranere for at være her på den rigtige måde.

Det er ikke bare et urimeligt krav - det er et urealistisk og totalitært krav. Også over for etniske danskere. For nej, vi skal ikke stræbe efter en enhedskultur, indskrænket af vores nationale grænser, hvor alle tænker ens, klæder sig ens, spiser det samme og går i fælles bad. DDR ligger for enden af den vision.

Det kan ikke lade sig gøre, hvis man samtidig tror på den individuelle frihed.  Og hvad skal man som udlænding assimileres med? Der er stor forskel på danskere, der er ingen social mobilitet, og der er ingen særlig homogenitet, der ligger til grund for velfærdsstaten. Danskerne er i dag i sig selv multikulturelle, man spiser salatpizza som var den dansk, man hører Justin Timberlake og går i Timberland.

Det der holder sammen på Danmark i dag er politik og økonomi. Det er ikke kultur. Det kan man begræde, men man kan også tage en populær tudekiks og glæde sig sindssygt over, at vi alle i dag kan vælge kultur fra alle hylder og ikke er tvunget til kun at høre Rasmus Seebach og Richard Ragnvald.

Kulturerne blandt etniske danskere er også mikset, og det går da meget godt. Nationalt er vi bundet sammen af pas, skat og sprog, men vores kultur går ud over den nationale grænse og tillader i dag Alberte at synge godnatsang over en bossanova og Outlandish at synge HC Andersens "I Danmark er jeg født". Det er integration, og det er fint. Assimilation er en utopi og er som alle andre utopier farlige at kræve.

Som den gode Hal Koch sagde allerede tilbage i 1942, hvor Danmark var noget mere presset end i dag:

"Går man i dybden med det kulturelle, viser det sig, at det kulturelle samler ikke - det adskiller. Og sådan skal det være. Der er stor forskel på den kultur, som en bondekone fra Vestjylland og en advokatfrue fra Hellerup lever i. Det fælles er at finde et andet sted: Det, der dybest set binder os sammen, er det politiske."

I dag kan man så tilføje "det økonomiske", da den socialdemokratiske omfordeling gennem SKAT er det, der allermest binder os sammen.

Og det er den ende af fællesskabet, politikerne skal holde sig til. Politikere, der til gengæld vil ind og bestemme, hvordan mennesker skal leve og finde sammen, er der mindre brug for. Hvis målet er fredelig sameksistens, tryghed, så er det en dødsdømt strategi at kræve mennesker lavet om efter eget billede. Det er verdenshistorien fyldt med grumme eksempler på.

Både Søren Pind og Mette Frederiksen har i den seneste uge afsløret en bundløs indskrænkning i deres verdensbilleder. I stedet for at holde sig til det politiske, til at lovgive i henhold til lighedssætningen, vil de helt ned i det personlige og bestemme, hvilken kultur vi hver især skal dyrke og hvordan.

Måske skal deres fællessang for fremtiden være "Her er min navle, herfra min verden går." Men hold den for jer selv. Vi andre har Spotify.

Det mest ironiske ved det hele er, at de rare penge, som både Danmarks Liberale parti Venstre og  Dansk Socialdemokrati er eksperter i at indkræve og fordele, mestendels er skabt i globaliserede, danske virksomheder, der har multikultur som en del af deres daglige virkelighed og værdisæt.

Hvis danske multikulturforskrækkede politikere ikke vil lytte til dem, så er I meget velkomne hjemme hos os, når min familie er samlet til en højtid.

Det kunne være den chilenske nationaldag som i mandags. Så sidder vi dér og taler tre forskellige sprog ved bordet. Min danske, lutheranske mand spiser avocado på sin chilenske hotdog, min buddhistiske mor og søster får en vegetarpølse, min stedfar, vokset op som ateist på Grønland, åbner en chilensk rødvin, mens min søsters engelske mand med sin Basil-humor med rette kalder os 'The Gipsy Family'.

Al den multikulti synes vi er sjovt. Og vi har sjovt nok mere kultur tilsammen, end hvis vi rettede ind efter hinanden for at undgå forvirring og konflikter.

Hvorfor dog nøjes med én kultur, når man kan have mange?

-------

Paula Larrain er uddannet journalist og er bl.a. tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik og Baltikum som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig medierådgiver, medietræner, moderator, foredragsholder og klummeskribent. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel David Trads: Socialdemokratiets farlige afvisning af Radikale David Trads: Socialdemokratiets farlige afvisning af Radikale Næste artikel Jarl Cordua: Frygten for Lamborghini-reformen Jarl Cordua: Frygten for Lamborghini-reformen
Konservative tilbage fra dødsriget

Konservative tilbage fra dødsriget

ANALYSE: Den konservative fremgang er en kombination af målrettet strategi og rent held. Partiet var for få år siden tæt på endnu et formandsskift, og det blev diskuteret, om Konservative kunne overleve som et kommunalt parti.