Pernille Skippers tale på Altingets sommermøde

Man taler nogle gange om, at nyforelskede par skal bestå Ikea-testen, hvis deres forhold skal være langtidsholdbart. Man skal være i stand til at stå igennem noget trælst og besværligt sammen, hvis det skal holde i længden. Jeg synes godt, vi kan sige, at velfærdssamfundet og den danske befolkning har bestået corona-testen.

Da corona ramte, rykkede vi sammen, og vi trådte til for fællesskabet. Og velfærdssamfundet har været der for os – også virksomhedsejere og erhvervsliv. Og derfor skal vi alle sammen satse på forholdet. Det må og skal det være slut med at råbe på skattelettelser og kræve mere, når man har meget.

Velfærdssamfundet er ikke bare et teenage-crush. Det er holdbart. Det skal vi bygge videre på.

Jeg tror især, at vi skal lære noget af den måde, vores offentligt ansatte har mødt krisen på.

Jeg bliver nødt til at sige det. Som mor til en toårig i en helt almindelig kommunal daginstitution var der noget virkelig godt ved nedlukningen: coronanormeringer.

Der var lige en lille måned, hvor der var færre børn per voksen, end der plejer. Jeg ved godt, at der var mange, der ikke kunne aflevere, og for mange var det rigtig svært. Men man behøver ikke en forskertitel for at kunne se resultatet af forsøget.

Selvom der var praktisk bøvl og tusind ubesvarede spørgsmål, så fik det pædagogiske personale tingene til at køre. Der var pludselig meget mere ro på. Flere kram. Mere øjenkontakt. Jeg tror ikke, at jeg var den eneste, der fik et gladere barn med hjem i de uger. Og mødte gladere pædagoger.

Vi så også et sundhedsvæsen, hvor læger og sygeplejersker blev omskolet, nærmest mens de var i sprint ned ad hospitalsgangen.

Og vi har set, hvordan pædagoger først hjalp i ældreplejen, og socialpædagogerne senere hoppede over i daginstitutionerne. Skolelærerne fandt helt nye måder at undervise på.

Vi har set masser af beviser på, hvad vores offentligt ansatte kan, hvis vi giver dem tid og plads til at passe deres arbejde. Hvis vi dropper bureaukrati og sparerunder. Tak til jer, der arbejder i vores velfærd. I er imponerende. I har endnu en gang vist, at I fortjener meget mere tillid, mere i løn og flere kollegaer.

Jeg vil også gerne have, at vi bliver bedre til at huske alle dem med de lave lønninger. Dem, der har holdt vores samfund kørende.

Mens direktørerne og alle vi andre højtbetalte kunne gå hjem bag lukkede døre, købe ind på nettet og holde zoom-møder, har kassemedarbejderne, chaufførerne, rengøringsmedarbejderne, de ansatte i ældreplejen og alle de andre i samfundskritiske job puklet igennem.

De har nogle af de lavest betalte jobs. De mest nedslidende og udsatte stillinger. Når nedskæringerne rammer i velfærden, har de ikke penge til at købe ekstra hjælp. I en økonomisk krise er det ofte dem, der mister jobbet først, og som ikke har en stor opsparing, de kan falde tilbage på.

De sidste mange år har de endda måttet se til, mens topchefernes og direktørernes lønninger er steget meget mere end deres.

Og gennem en epidemi har de også stået i fronten og været meget mere udsat for smittefare.

Det er ulighed. Det er urimeligt. Coronakrisen har vist os hvorfor.

Vi kan gennemføre meget større forandringer, end mange påstår. Det har de sidste måneder bevist.

Vi har så mange gange fået at vide, at de dybt nødvendige forandringer, der skal til for at redde vores klima, ikke kan lade sig gøre. Det er urealistisk. Vi har brug for mere tid. Det koster for meget.

Coronakrisen var knapt nok i gang, før dele af højrefløjen og toppen af erhvervslivet slog på tromme for, at nu er der ikke råd til den grønne omstilling. Kristian Thulesen Dahl virkede nærmest lettet over endelig at have fundet en undskyldning for at droppe det der grønne bøvl.

Det skal vi ikke finde os i.

For under corona har vi pludselig set, hvordan politiske beslutninger kan flytte bjerge. Vi er i stand til at træffe store beslutninger hurtigt, når det gælder liv og død. Vi er i stand til at sætte menneskeliv over kortsigtet profit.

Det skal vi også gøre for klimaet.

Der er mange, der er bekymrede for fremtiden. For klimaet. For om coronakrisen vil betyde, at der kommer flere nedskæringer. Tusinder har allerede mistet deres job, og vi er nu som samfund i en økonomisk krise.

Derfor vil jeg sige helt klart til regeringen, men faktisk også til De Radikale: Vi er forpligtet af de krydser, der blev sat, og de løfter, vi gav ved valget for et år siden. Vi – både Enhedslisten, SF, Radikale og regeringen – fik et klart mandat. Vi skal tage de nødvendige beslutninger for klodens fremtid. Vi skal bygge oven på den velfærd, der har hjulpet os igennem coronakrisen. Og vi skal gøre det, mens vi bekæmper uligheden. 

De løfter og den opgave var ikke betinget af, at den økonomiske situation var langt mere rosenrød. Om noget er de bare vigtigere nu.

Den her gang skal regningen ikke sendes til velfærden og dem, der har mindst, mens de rigeste igen får skattelettelser, og store virksomheder sender hjælpepakker i skattely.

Enhedslisten er der til at minde om lige præcis dét. Vejen ud af den her krise er mere grøn omstilling, et stærkere velfærdssamfund, mindre ulighed og mere solidaritet. Vejen ud af den her krise er fællesskabet.

Rigtig god sommer alle sammen. Pas godt på hinanden.