Debat

Peter Hummelgaard: Penge betyder ikke alt i kampen mod stigende ulighed

DEBAT: Advarselslamper påminder om, at hvis vi ikke styrker velfærds- og arbejdsmarkedsmodellen, kan vi ende med ekstreme forskelle på top og bund, skriver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Christiansborg har set alt for passivt til, mens markedskræfterne uhæmmet har favoriseret toppen af samfundet og glemt bunden, mener beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Hummelgaard Thomsen (S)
Beskæftigelsesminister

I sommer landede vi i regeringen vores første store aftale – nemlig aftalen om et midlertidigt børnetilskud til familier ramt af kontanthjælpsloftet. Det gjorde vi, fordi stram økonomi ikke bør forhindre danske børn i at kunne gå til håndboldtræning og børnefødselsdage.

I mine øjne burde det ikke vække forargelse i et rigt velfærdssamfund som det danske. Slet ikke i en tid, hvor forskellen mellem top og bund desværre bliver stadig større.

Automatreaktionen fra de blå partier var dog ikke til at tage fejl af. Selvom en enlig kontanthjælpsmodtager med to børn stadig vil få noget ud af at gå på arbejde – cirka 3.000 kroner, hvis jobbet er til mindsteløn – blev vi beskyldt for helt at fjerne hendes incitament til at tage et job. Det var nærmest forudsigeligt, at debatten ikke ville flytte sig længere end hertil.

Vi er også helt bevidste om, at flere penge i sig selv ikke er tilstrækkelig medicin.
Peter Hummelgaard Thomsen (S)
Beskæftigelsesminister

Men så skete der noget interessant. Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, tog på besøg hos en enlig mor på kontanthjælp, hvorefter han konkluderede, at fattigdom faktisk ikke kun er et spørgsmål om ydelser – underforstået, at hverken færre eller flere penge ville hjælpe den pågældende i job.

Forholdt sig til jobcenterofre
Endnu mere overraskende var det, da Alex Vanopslagh senere i et interview med Berlingske skulle forholde sig til foreningen Jobcentrets Ofre, som tidligere har haft heftige diskussioner med partiet. Her lød svaret nu:

"De oplever jo, at de bliver mødt af sagsbehandlere, der opfører sig som robotter. Mennesker, som siger, "du skal stå til rådighed. Her er regler, her er krav, du skal jobprøves". Og jeg tror, at det for en stor del af de her mennesker har den modsatte effekt. De har behov for at blive mødt af mennesker, der tror på dem og spørger, hvordan vi kan hjælpe deres livssituation – og giver dem noget ro til det."

Det var yderst frugtbart for debatten, at Liberal Alliance fik et opkald fra virkeligheden. I årevis har debatten om fattigdom og ulighed været centreret om, hvorvidt kontanthjælpen er for høj eller lav.

Argumentet har netop hos Liberal Alliance og de borgerlige lydt, at hvis bare vi sætter ydelserne tilstrækkeligt langt ned, vil folk automatisk komme i arbejde. Ud fra den logik er der ikke langt til at erstatte kontanthjælpen med madkuponer.

Enlige forsørgere lider store afsavn
Den modsatte side, på venstrefløjen, har omvendt argumenteret med, at vi løser det hele ved bare at sætte kontanthjælpen op. Sandheden er, at svaret er mere nuanceret end som så.

Selvfølgelig forventer vi i regeringen, at det ekstra tilskud vil gøre en forskel – særligt for børnene, som netop er fokus i vores aftale. Derfor har vi lagt helt særligt vægt på at støtte børn af enlige forsørgere, som vi ved lider meget store afsavn.

Det er også vigtigt, at vi får et endnu bedre og balanceret kontanthjælpssystem end i dag, som sikrer, at de ledige kommer hurtigt i beskæftigelse eller uddannelse.

Men vi er også helt bevidste om, at flere penge i sig selv ikke er tilstrækkelig medicin. Hvis vi for alvor skal tage livtag med den stigende ulighed – og dermed den stigende mistillid danskerne imellem – tror jeg, at der skal flere ting med på recepten.

Fleksjob fremfor meningsløst ressourceforløb
At hjælpe folk til en bedre tilværelse handler også om at møde dem med tillid og sætte sig ind i, hvad netop de har brug for. Det handler ofte om nye kompetencer og opkvalificering.

Det kan være behandling af psykiske problemer, misbrug eller gældsrådgivning. Det kan være et fleksjob eller en førtidspension i stedet for et meningsløst ressourceforløb, hvis det ikke er realistisk, at man kan udvikle sin arbejdsevne. Med andre ord: at investere i mennesker, og det er regeringen parat til.

Beskæftigelseslovgivningen er så ikke vores eneste redskab i kampen mod uligheden. Én af mine andre store opgaver som beskæftigelsesminister er at gennemføre regeringens løfte om at give dem, der er startet tidligt på arbejdsmarkedet og har knoklet, en ret til tidlig tilbagetrækning.

Det er netop også med til at mindske den ulighed og – i mine øjne – uretfærdighed, der ligger i, at pensionsalderen er ens for alle, selvom nogle af os skal arbejde langt længere og hårdere end andre.

Det samme kan man sige om vores kamp mod social dumping på arbejdsmarkedet, som også handler om at sikre folk en ordentlig indkomst, uanset hvor de kommer fra. Og sådan kunne man blive ved.

Bekæmp ulighed med alle redskaber
For selv om vi stadig er et lige samfund i sammenligning med eksempelvis Storbritannien og USA, så er udviklingen også her gået den forkerte vej de senere år.

Christiansborg har i alt for høj grad set passivt til, mens markedskræfterne helt uhæmmet har favoriseret toppen af samfundet og i stigende grad glemt bunden.

Jeg nævner i flæng skattelettelser for de højeste indkomster, bonusordninger i ikke bare million-, men milliardklassen til direktører og globale virksomheder, der kryber i skattely.

Det er alt sammen blinkende advarselslamper og en påmindelse om, at hvis ikke vi styrker vores velfærds- og arbejdsmarkedsmodel, så kan vi nemt ende med ekstreme forskelle på top og bund.

Og jeg tror ikke, at man behøver nogen ph.d. i sociologi for at se, at den konstruktion på sigt kun fører til kriminalitet, splittelse og store sociale problemer, som ingen er interesserede i.

Derfor vil regeringen og jeg bekæmpe den stigende ulighed med alle de redskaber, som vi har til rådighed – og lovgivningen på beskæftigelsesområdet er bare ét af dem.

Dokumentation

Temadebat: Skal vi bekæmpe uligheden?

Regeringen og støttepartierne har rettet fokus mod den voksende ulighed.

Nu giver Altinget i en temadebat ordet til en række centrale aktører, som vil give bud på, hvorvidt vi skal bekæmpe uligheden, hvilke nye tiltag skal iværksættes, og hvilke reformer skal ændres.

Her er aktørerne:

Alex Vanopslagh (LA), beskæftigelsesordfører
Birthe Larsen, lektor, Økonomisk Institut, og leder af ulighedsplatformen, Copenhagen Business School
Hans Andersen (V), beskæftigelsesordfører
Jacob Holbraad, direktør, Dansk Arbejdsgiverforening
Jeppe Druedahl, adjunkt, Center for Økonomisk Adfærd og Ulighed, Københavns Universitet
Lars Andersen, direktør, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Lizette Risgaard, formand, Fagbevægelsens Hovedorganisation
Martin Ågerup, direktør, Cepos
Niels Ploug, afdelingsdirektør, Danmarks Statistik, og forfatter til bogen 'Økonomisk ulighed i Danmark'
Peter Hummelgaard Thomsen (S), beskæftigelsesminister
Rune Lund (EL), finansordfører
Samira Nawa (R), beskæftigelsesordfører