Politikerne forurener vores sprog

KRONIK: Overdreven sproglig ærefrygt kombineret med en trang til branding på buzzwords afholder politikere og presse fra at sige tingene på godt dansk, skriver cand.mag. i dansk og retorik Martin Lund.

Af Martin Lund
Cand.mag. i dansk og retorik og indehaver af Skriverådet

Den 3. december skrev jeg her på Altinget om en grim anglicisme Anders Samuelsen har slæbt ind i dansk politisk diskurs, nemlig de evindelige røde linjer.

Det er et af de mere identificerbare og tydelige eksempler på politikeres uheldige påvirkning af sproget. Men jeg vil påstå at politikerne over en bred kam er den mest effektive sprogforvansker af alle.

Ophavet er næppe særlig hyppigt politikeren selv, men snarere en påvirkning fra managementsproget i rapporter, på kurser og i embedsværk, engelsk læsestof, internationale medier og et ønske fra kommunikationsrådgivere og overordnede, eventuelt forstærket af selvcensur, om at udtale sig forsigtigt og koordineret.

Men politikeren er altså den der for alvor indstifter det dårlige sprog i den brede offentlighed.

Samtidig er der efterhånden langt mellem de folketingspolitikere som benytter sig af et ægte, ærligt og varieret sprog.

Det er ikke tilfældigt at jeg i samme åndedrag taler om ærlighed og sproglig variation, for det er netop politikernes talepunkter, politiske branding og nysprog som er med til at give et klaustrofobisk og indimellem forvanskende vokabular.

Dertil kommer at pressen er så sprogligt servil og grammatisk forsvarsløs at meget vrøvl pløjes direkte ind i spalterne, også når der ikke er tale om direkte citat.

Ja, lad os bare være ærlige: De fleste journalister mestrer ikke skriftsproget så sikkert som man kunne ønske sig, og har derfor ikke noget særlig stærkt forsvar over for syredryp på sprogets bærende konstruktioner. Desværre.

I denne og kommende tre artikler vil jeg forsøge at kategorisere de typer af verserende sprogforplumrende sprogbrug som jeg mener politikerne i høj grad har været med til at indstifte. Den indholdsmæssige hvidvaskning der kendes som newspeak eller nysprog, lader jeg ligge, for den har andre, blandt andet retorikprofessor Christian Kock, så fint blik for i forvejen. Derimod mener jeg at den mere grundlæggende forkludring af sproget er underbelyst.

Resten af denne artikel bruger jeg til at fabulere lidt videre om unødvendigt engelsk i dansk, mens de kommende tre artikler kommer til at handle om helt andre problemer.

Modebegreber
Trangen til at (vise at man kan) hægte sig på en international dagsorden, medfører en del unødvendigt engelsk i dansk.

”Disruption” kunne lige så godt hedde (teknologisk) ”omvæltning” eller ”omkalfatring”, men der er gået emnemæssig branding i den. Ved at sige og skrive ”disruption” føler man sig sikker på at indskrive sig i tidens store tema på den rigtige måde.

Når Lars Løkke Rasmussen, med en selvfølgelighed der rent sprogligt ligner en halshugget hønes videre færd, kalder et nyt råd for Disruptionrådet, er det mere end en foreløbig arbejdstitel; det er også bevidst branding.

’Rådet for gennemgribende teknologiske forandringer’ er bare ikke godt nok – selv om det ville give en mere nærværende mening for de fleste borgere.

Tankegangen gælder sådan set både politikere og chefredaktører. Og det er også i en uhellig alliance mellem embedsværk, politikere, bureauer og medier at helt unødvendige ord og udtryk som ”best practice”, ”taskforce” og ”mindset” vokser sig stærke og skubber ”bedste praksis”, ”arbejdsgruppe” og ”tankegang” ud på sidelinjen.

Det kan gå så galt at et journalistisk-politisk pseudofagudtryk som ”doorstep” (et improviseret pressemøde ved dørtærsklen til for eksempel et ministerium) er noget aviser pådutter den almindelige danske læser – og dermed også det danske sprog.

Man er åbenbart nervøs for ikke at bruge det rette fagsprog. Måske har man læst stakkevis af rapporter hvori der står ”best practice”, og så er man bange for at skille sig ud, ja, for at et normaliseret udtryk som ”bedste praksis” vil ’støje’ eller ikke udtrykker det præcise indhold.

Lad os nu kalde det hvad det er: sproglig angst og afmagt. Jeg forstår godt ømhedsfølelsen ved at bruge godt dansk i en ny sammenhæng hvor man måske er den første til at gøre det. Men ordene bliver hurtigt hårdhudede af at blive brugt, så det er udelukkende et spørgsmål om vane.

Håb forude
Sprogrevsere skal dog ikke være så nervøse for ensomme fremmedelementer. Vel er et ord som ”disruption” latterligt, men i latterligheden ligger netop håbet.

De der indfører sådanne buzzwords (jeg foreslår i øvrigt ”svirreord”), kan hurtigt blive trætte af dem igen. De skulle jo bare vise at de kunne indtage den moderigtige diskurs, og når denne stærke vilje er tilfredsstillet, kan man bedre komme med sit gode dansk, for så bevæger interessen sig fra svirreord og sproglig branding til perspektiv, dybde og identifikation.

Dette gælder både længere nede i den enkelte journalistiske artikel og på tværs af alskens tekster over tid.

Det gælder i øvrigt også mere merkantile områder: For 20-30 år siden gik ”foodprocessoren” sin sejrsgang, men den slags sejre er midlertidige; i dag taler vi hellere om en ”køkkenmaskine”.

De Nattergales negative branding af ordet ”foodprocessor” i The Julekalender fra 1991 har næppe været uden effekt i den sammenhæng.

Fru Sand ønskede sig en foodprocessor, Løkke et disruptionråd.

------

Kommatering med nyt komma efter skribentens ønske. 

Forrige artikel Kraka: Vi kan og skal øge produktiviteten Kraka: Vi kan og skal øge produktiviteten Næste artikel Journalist: Et dødt it-netværk kan være lige så slemt som en a-bombe i baghaven Journalist: Et dødt it-netværk kan være lige så slemt som en a-bombe i baghaven
”Vi siger ikke, det er sandt”

”Vi siger ikke, det er sandt”

MEDIER: Det russiske statsmedie Sputnik ser ikke noget problem i, at de ligesom Jyllands-Posten bragte en falsk historie om knivbevæbnede migranter.