Portræt: I Justitsministeriet blev Barbara Bertelsen til en embedsmand efter Mette Frederiksens hoved

PARLØB: Med Barbara Bertelsen ved sin side har statsministeren genoptaget samarbejdet med en loyal hjælper, der deler visionen om et embedsapparat, der kan forvandle store visioner til benhård realpolitik. Altinget tegner et portræt af Statsministeriets nye departementschef.  

Barbara Bertelsen (bagerst i midten i blå kjole) havde første arbejdsdag mandag, hvor regeringen holdt seminar på Marienborg. 
Barbara Bertelsen (bagerst i midten i blå kjole) havde første arbejdsdag mandag, hvor regeringen holdt seminar på Marienborg. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Malte Bruhn

Barbara Bertelsen havde egentlig tænkt sig at bruge sin lørdag på at pakke flyttekasser ud i sin nye lejlighed i det indre København.

Men pludselig fik hun en uventet opringning, der ikke bare ændrede hendes weekendplaner, men også hendes fremtidige arbejdsliv dramatisk.

Hun skulle egentlig først starte i sit nye job som departementschef i Justitsministeriet om mandagen. Men på grund af terrorangrebet mod Krudttønden og Københavns Synagoge blev Barbara Bertelsen nødt til at smide alt, hvad hun havde i hænderne, og tage på arbejde. 

Der gik mere end et år, før hun fik pakket sine flyttekasser ud.

Fakta
Barbara Beatrice Bertelsen (født 1973 i København)

Da hun var et år, flyttede familien til Esbjerg, hvor faren arbejdede som familielæge.

Uddannelse:
Cand.jur. fra Aarhus Universitet (1998)

Karriere:
2020- : Departementschef i Statsministeriet
2015-2020: Departementschef i Justitsministeriet
2012-2015: Vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen
2010-2012: Kontorchef i Økonomikontoret i Justitsministeriet
2009-2010: Kontorchef i Planlægnings- og Udviklingskontoret i Justitsministeriet
2008-2009: Kontorchef i Politikontoret i Justitsministeriet
2007-2008: Souschef i Politikontoret i Justitsministeriet
2004-2006: Fuldmægtig i Justitsministeriet
2003-2005: Sekretær for Visionsudvalget vedrørende fremtidens politi
2001-2003: Fuldmægtig i Statsministeriet
1998-2000: Fuldmægtig i Justitsministeriet

Kilde: Justitsministeriet og JydskeVestkysten

For sammen med sin nye chef, Mette Frederiksen, havde hun i den efterfølgende periode ansvaret for at gennemgå og efterprøve samtlige dele af Danmarks terrorberedskab.

Oven i hatten satte hun gang i et større oprydningsarbejde, hvor store dele af cheflaget i ministeriet blev skiftet ud. Samtidig skulle det blakkede ry genetableres efter en række dårlige sager med Morten Bødskovs nødløgn som kronen på værket.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Barbara Bertelsen var selv blevet hevet ind som erstatning for den tidligere departementschef Anne Kristine Axelsson, der også havde en finger med i nødløgnsspillet.

Den dramatiske start i det notorisk besværlige, men prestigefyldte ministerium var ikke kun med til at hærde Barbara Bertelsen, der allerede dengang blev set som en af centraladministrationens mest lysende stjerner.

Tiden i det urolige Justitsministerium lagde også kimen til en af dansk politiks vigtigste alliancer anno 2020. 

Altinget logoEmbedsværk
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget embedsværk kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00