Analyse af 
Erik Holstein

Pragmatisme er det nye sort i Løkkes udenrigspolitik

Med Lars Løkke Rasmussen som udenrigsminister er udenrigspolitikken blevet mindre skarpvinklet, mindre principfast og mere diplomatisk. Statsminister Mette Frederiksen har på udvalgte områder selv anlagt en pragmatisk holdning, men på vigtige områder står hun fortsat som en kompromisløs hardliner.

Lars Løkke Rasmussen (M) har gengivet Udenrigsministeriet en helt anden autonomi end under forgængeren Jeppe Kofod (S), hvor Udenrigsministeriet reelt blev styret fra Statsministeriet. 
Lars Løkke Rasmussen (M) har gengivet Udenrigsministeriet en helt anden autonomi end under forgængeren Jeppe Kofod (S), hvor Udenrigsministeriet reelt blev styret fra Statsministeriet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Erik Holstein

Umiddelbart virker det som en fejldisposition.
Det politiske formål med at danne Moderaterne var at bane vejen for velfærdsreformer på den hjemlige scene, og så ender partiets formand som udenrigsminister.
Ikke ganske logisk ud fra partiets prioriteringer, men på det personlige plan er der ingen tvivl om, at Udenrigsministeriet passer Lars Løkke Rasmussen (M) rigtig godt. 

På Asiatisk Plads kan Løkke udnytte sine kompetencer og kontakter som tidligere statsleder, og han kan slå med vingerne på en anden måde end i de hjemlige ressortministerier. Løkke har da også allerede gengivet Udenrigsministeriet en betydelig autonomi og en klarere profil end under forgængeren Jeppe Kofod (S), der blev holdt i kort snor af statsminister Mette Frederiksen (S).

I den rene S-regerings tid var udenrigspolitikken - i hvert fald på papiret - "værdibaseret". 
Her hed det blandt andet, at " Danmark skal engagere sig ude i verden og gå forrest i kampen for de demokratiske værdier".
Danmark skal "gå foran for at styrke EU's indflydelse i verden", ligesom et udbygget afsnit understreger, at USA er "en enestående og afgørende partner for Danmark". 

Koldskrigsrealisme
Der er intet af dette, den nye udenrigsminister er uenig i, men Løkkes tilgang  er den typisk pragmatiske.

På visse områder går pragmatismen over i principløshed, som man ser i Løkkes åbning over for våbensalg til Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Saudi-Arabien er ikke alene kendt for overtrædelse af stort set samtlige menneskerettigheder, landet har også i årevis været involveret i borgerkrigen i nabolandet Yemen.

På andre områder kan Løkkes pragmatisme minde om den koldkrigsrealisme, der var udgangspunktet fra 1949-89. 

Det gælder i forhold til Kina. Her bakker Løkke på den ene side op om Natos skærpede tone over for Kina, og han deler analysen af, at Vesten tidligere har været naiv, når det gælder udviklingen i Kina.

På den anden side insisterer Løkke på, at Kina ikke skal afkobles fra Vesten. Man skal stadig have handelsforbindelser og fornuftige relationer med "riget i midten", så Vesten ikke definitivt presser Kina over på Ruslands side. 

Her er Mette Frederiksen så udpræget en af høgene i Nato.
Hun bakker helt op om præsident Bidens linje, der på et Nato-topmøde i 2021 fik slået fast, at "Kina udgør en langsigtet udfordring for vores kollektive sikkerhed."

Altinget logoChristiansborg
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget christiansborg kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00