Professor: Den offentlige sektor kan løse simple problemer. Men den har svært ved de vilde

Fristen for at løse problemerne er ved at rinde ud. De, der forsøger at løse problemet, er med til at skabe dem. Regeringen kan ikke kontrollere de samfundsmæssige valg, der skal træffes for at løse problemet. Og endeligt, så er beslutningstagerne mere bekymrede over de kortsigtede omkostninger ved at søge en løsning på problemet end de langsigtede konsekvenser.

Klimakrisen er et oplagt eksempel på et super-vildt problem.

Deadline for at begrænse den globale temperaturstigning nærmer sig. Vi flyver rundt til konferencer for at diskutere klimaløsninger. Regeringen kan ikke pålægge virksomheder og borgere at ændre klimaadfærd, og den synes, at det er dyrt løse krisen nu, hvor udviklingen er så usikker.

Det er ligesom billedet med frøen, der langsomt bliver varmet op i gryden, indtil vandet når kogepunktet og frøen dør.

Håndtering af vilde og super-vilde problemer

I udgangspunktet handler det ikke så meget om at løse vilde problemer, men om at hjælpe relevante og berørte parter med at udvikle en fælles forståelse af problemet og en fælles forestilling om mulige løsninger.

Vilde problemer er kognitivt og politisk komplekse. De kan ikke løses ved top-down styring. De skal løses ved hjælp af samarbejdsdrevet innovation.

Jacob Torfing
Professor, Institut for Samfundsvidenskab, Roskilde Universitet

Målet er at skabe en fokuseret og sammenhængende indsats. Målet er ikke at finde den endegyldige løsning.

Indsatsen skal være præget af samarbejde med relevante og berørte parter både inden for og uden for den offentlige sektor, så alle perspektiver kommer i spil, kreativiteten kan blomstre, og et fælles ejerskab over nye og vovede løsninger opstår.

Vilde og super-vilde problemer er både kognitivt og politisk komplekse, og derfor kan de ikke løses ved hjælp af lineære beslutningsmetoder og top-down styring. De skal takles ved hjælp af samarbejdsdrevet innovation.

Samarbejde mellem offentlige og private parter, der inkluderer borgere og brugere skaber ofte en bedre og mere nuanceret problemforståelse, en større idérigdom, gensidige læringsprocesser, en bred forankring af innovative løsninger og koordineret implementering.

Behov for en ledelsesrevolution

Problemet er bare, at offentlige ledere de sidste 30 år er blevet trænet i at løse tamme problemer top-down ved hjælp af deres egne medarbejdere, budget og organisation.

Derfor er der brug for en ledelsesrevolution, der udvikler nye ledelsesformer, som involverer politikere, offentlige ledere, frontlinjemedarbejdere, virksomheder, private foreninger, brugere og borgere i udviklingen af innovative løsninger, der bryder med vanetænkningen og den gængse praksis på området.

At tage ledelse på vilde problemer kalder først og fremmest på ledelse af tværgående teams og horisontale netværk, som langt hen ad vejen er selvregulerede og kræver at offentlige ledere leder nogen, de ikke formelt set er ledere for.

Der er også behov for en mere distribueret ledelse, der deler ledelsesansvaret ud til institutionsledere, medarbejdere og borgere, så de mobiliseres som aktive ressourcer i indsatsen.

I den forbindelse skal vi blandt andet styrke vores evne til frivilligledelse. De mange frivillige medborgere kan på afgørende vis kan bidrage til at løfte velfærdsindsatsen og komme med nyt input til håndtering af vilde problemer.

Til sidst er der behov for at lede kreative samskabelsesprocesser ved på skift at træde i karakter på de følgende tre måder.  

Konvenere, der bringer de ‘rigtige’ aktører sammen, og skaber klarhed om roller, rammer og proces. Facilitatorer, der skaber tillidsfulde og konstruktive samarbejdsprocesser. Endeligt katalysatorer, der stimulerer ud-af-boksen tænkning ved at skabe en passende forstyrrelse.

Hvis man derfor som offentlig leder, står ansigt til ansigt med et vildt problem, så vil jeg anbefale dig at følge den nedenstående opskrift med ledelsesråd, der dog er langt fra simpel.