Professor: Liberale partier kan lære meget af de populistiske bevægelser

Nylige valg, herunder dem i Tyskland og Norge i september, tyder på, at bølgen af populisme har toppet i Europa. Centristiske partier, der typisk repræsenterer en eller anden version af liberalismen, har formået at 'klare sig igennem' og bevare offentlig støtte.

Men de problemer, der forårsagede Europas populistiske oprør, eksisterer stadig, selv om mange af dets ansigter ændrer sig snarere end helt at forsvinde.

Populisme forstås typisk som et negativt, forbigående og forstyrrende fænomen. Det skyldes dels, at populister i perioden efter Anden Verdenskrig havde en tendens til at være amatører.

På det seneste er en række autoritære partier imidlertid begyndt at tiltrække donorer, kampagneledere, advokater og statslige insidere. Disse støtter har ændret spillereglerne og givet partierne en mere professionel fremtoning takket være investeringer i socialiseringsinstitutioner, adgang til internationale kontakter og muligheden for at knytte geopolitiske alliancer.

Det vil gavne liberale at observere deres modstandere

Liberale partier, der er tilbøjelige til selvtugt, har nu erkendt mange af de politiske fejl, de tidligere har begået. Forsømmelse af nationale følelser og udvisning af ufølsomhed over for globaliseringens tabere står højt på listen. Men de bliver ved med at svinge mellem to lige så farlige strategier.

Nationale identiteter er kommet for at blive, og de liberale bør minde folk om den grundlæggende forenelighed der eksisterer mellem liberalisme og patriotisme.

Zsolt Enyedi
Professor, Institut for Statskundskab, Det Centraleuropæiske Universitet

Den første er at fokusere på spørgsmål, der påvirker små grupper i samfundet. Det andet, der typisk vedtages, når det første viser sig at være katastrofalt, er at bygge på antagelsen om, at almindelige borgere kun bekymrer sig om materielle forhold.

Det ville gavne dem at observere deres modstandere. For eksempel spiller populister, når de benytter nostalgi-kortet, på borgernes fantasi ved at flytte debatten over på fremtiden: og det er en fremtid fuld af apokalyptiske farer.

At spille på borgernes frygt har et dårligt ry, men det er en helt legitim strategi. Hvis politik har en funktion, så er det netop for at hjælpe os med at undgå fremtidige katastrofer.

Nationale identiteter er kommet for at blive

Den største katastrofe, som populister indvarsler, er multikulturel konflikt og tab af national identitet. Mange borgere anser disse farer for reelle, og selvom de er kritiske over for den autoritære bevægelse, ser de ofte deres lands autoritære oprørere som en modvægt til hurtige sociale ændringer.

Den antipopulistiske diskurs har nu om dage en tilsvarende fare: klimaændringer. Men på trods af de politiske konsekvenser, der affødes af frygt for hurtige klimaændringer, der bliver stadig mere betydningsfulde, er vi stadig langt fra en omstrukturering af vores politiske rum.

Klimabekymringerne motiverer de yngre generationer og ikke de ældre. Det er et stort problem, fordi de fleste yngre borgere ikke stemmer i stort antal, og de er ganske enkelt for få. Det har yderligere den konsekvens, at den universelle og kosmopolitiske diskurs, der er udbredt bland yngre generationer, sandsynligvis vil forblive i udkanten af national politisk beslutningstagning et stykke tid endnu.

Nationale identiteter er kommet for at blive, og de liberale bør minde folk om den grundlæggende forenelighed, der eksisterer mellem liberalisme og patriotisme.

Reaktionær retorik

For at nå medianborgeren skal de liberale finde en måde at forklare, hvordan personlig sikkerhed og kulturel kontinuitet vil blive værnet om i fremtiden. De er også nødt til at identificere autoritarisme som kilde til konflikt, snarere end løsning.

Der kan opstå et dramatisk scenarie forude, med kulturelle og interkulturelle sammenstød, men facilitatorerne af et sådant scenarie er netop dem, der viser sig at være mest bekymrede over det - nemlig populisterne, som Matteo Salvini, Marine Le Pen, Viktor Orbán, Narendra Modi og Donald Trump.

Et andet sted, hvor liberale kan lære af populister, er retorikken om selvrespekt. Selv om henvisningerne til national suverænitet kan være selvbetjenende, fører det at beskytte korrupte ledere mod kritik af selvforstørrelse, krænkelse af menneskerettigheder og pålæggelse af kontrol med pressefrihed, til at vælgerne ser en person, der ikke tager ordrer, og som ikke overgiver sig når det kommer til upersonlige sociale processer.

Viktor Orbán dyrker for eksempel myten om Centraleuropa som en region, der kan forynge europæisk politik og kan buldre derudaf uden at vente på Bruxelles. En sådan retorik er reaktionær, men formatet har et stort potentiale.

Afvisning af den hårde højrefløj og venstrefløj

Når det kommer til stykket, er den bedste fremgangsmåde de liberale partier kan tage, at forblive tro mod deres grundlæggende værdier, såsom frihed. Beskyttelsen af friheden repræsenterer en afvisning af den hårde højrefløj, men også den hårde venstrefløj.

Det er sandt, at liberale bør tage ligestillingsspørgsmålet mere alvorligt end tidligere, men de bør også åbent sige, at det er en uacceptabel idé at pålægge borgerne radikale visioner om social retfærdighed, samtidig med at de begrænser deres frihed til at udtale sig, selv hvis det kommer fra velmenende progressive unge mennesker.

De skal blive ved med at minde os om, at respekt overfor den anden person er en dyd, men også at man har ret til ytringsfrihed, uanset om man er respektfuld eller ej.