Professor og demokratiekspert: Borgerne får ikke reelt øget indflydelse af kommunale borgerforslag

I den anledning har Altinget kortlagt samtlige danske kommuners brug af borgerforslag. Jacob Torfing konkluderer på baggrund af Altingets undersøgelse, at borgerforslag på den korte bane har sparsom effekt på den førte politik:

”Man kan ikke konkludere, at borgerforlag giver borgerne en markant større indflydelse, hvis man ser på, hvad der reelt kommer ud af det.”

Det ræsonnerer han ud fra, at det både er beskedent, hvor mange forslag der nogensinde ender på kommunalbestyrelsernes bord, og endnu færre, som reelt bliver vedtaget – til dato faktisk kun 9 ud af i alt 600 indstillede og 51 behandlede. 

”Borgerforslag sikrer ikke, at politikerne faktisk gør noget andet, end de ellers ville have gjort,” siger Jacob Torfing.

Forklaringen er som følger: 

”Borgerforslag kortslutter den måde, beslutninger normalt bliver taget i kommunerne – hvor man lidt groft sagt snakker og snakker og så på et tidspunkt får man en fornemmelse af, at nu er der et flertal for noget, og så skriver man aftalen ned og sender den til afstemning. I modsætning til den proces sætter borgerforslag en pistol for tindingen af politikerne ved at sige:'stem for eller imod dette færdigformulerede forslag'. I den situation stemmer mange politikere imod – på nær helt harmløse og ukontroversielle forslag."

Politikere foretrækker politik groet i egen have

Professoren vil dog ikke afvise, at kommunale borgerforslag på længere bane kan have en dagsordensættende effekt for politikerne.

”Man kan måske spore en effekt, som vi også kan se på nationalpolitik, hvor borgerforslag kan blive et input til den politiske proces – hvor et forslag ikke nødvendigvis bliver vedtaget på det tidspunkt, det bliver fremsat, men senere tages op af et politisk parti og bliver vedtaget,” lyder det.

Det gælder for eksempel klimaloven.

Jacob Torfing efterlyser mere viden om denne form for indirekte indflydelse, som gør, at engagerede borgere kan præge den politiske dagsorden. Så det ikke kun er politikerne, der bestemmer, hvad der skal diskuteres og vedtages.

Borgerforslagenes formodede indvirkning på den politiske dagsorden fjerner dog ikke det grundlæggende problem: 

”Politikerne afviser borgerforslag, fordi de ikke har været med til at formulere dem og derfor ikke har noget ejerskab til dem. Det kan føre til en stor demokratisk skuffelse hos borgerne," siger han.

Fordi borgerforslag giver en følelse af, at man som borger faktisk har en chance for at råbe politikerne op.

"Så ender det alligevel ofte med, at de ikke lytter og ikke tager forslaget til sig. Med risiko for, at borgerne bliver skuffede over, at politikerne ikke lytter,” påpeger Jacob Torfing og drager en parallel til borgerting, som Københavns kommune også netop har indført som den første kommune i et pilotforsøg. 

”Hvis borgerne sidder alene og bruger tid på at udvikle forslag, som politikerne efterfølgende ikke gennemfører, kan borgerting vise sig at være en demokratisk blindgyde. Det er farligt at foregøgle borgerne, at de kan få indflydelse, hvis de reelt ikke får det. Det kan i værste fald vaccinere borgerne mod den form for demokratisk deltagelse i fremtiden,” siger han. 

En vigtig nyskabelse trods ulemper og risici

Trods manglen på reel indflydelse og risikoen for den demokratiske skuffelse kalder Jacob Torfing borgerforslag for en vigtig nyskabelse i forhold til at bekæmpe den voksende kløft mellem borgere og politikere. 

”Borgerne har altid kunnet lave læserbreve eller underskriftsindsamlinger – men det her forpligter politikerne til at diskutere et krav eller ønske og giver derfor borgerne mulighed for at kunne sætte dagsordenen. I de senere år er kommunerne også blevet flinke til at spørge borgerne ved flere og flere høringer, men et høringsforslag er jo skabt af politikere og embedsmænd," forklarer han. 

Og i modsætning hertil, giver borgerforslag borgerne serveretten til at udpege emner, de finder vigtige.

Men hvis hverken borgerforslag eller borgerting på effektiv vis kan dække det demokratiske underskud blandt danskerne, hvad vil så virke? 

”Det er et strukturelt problem ved både borgerforslag og borgerting at borgerne sidder for sig selv og laver forslag som politikerne efterfølgende skal behandle. Så man skal kigge efter nye måder at bringe borgere og politikere sammen i dialog, så begge parter får et ejerskab til de nye politiske forslag.” 

Derfor foreslår Jacob Torfing, at man med fordel kan se nærmere på én af de eksisterende muligheder – og videreudvikle den.

Det drejer sig om de såkaldte § 17 stk. 4 udvalg, beskrevet i den kommunale styrelseslov. Det er en type borgerudvalg, hvor både politikere og borgere kan deltage på lige fod i udviklingen af løsninger på lokale problemer.

Det er noget, kommuner gør brug af og tilsyneladende med stor succes.

Jacob Torfing nævner for eksempel Gentofte kommune, som indtil nu har haft omkring 40 af den type udvalg, som i stort set alle tilfælde har resulteret i gennemførelse af de forslag, borgerne har været med til at lave. 

Men slagsiden ved den type udvalg er, at det – indtil videre – typisk er kommunen, der sætter dagsordenen for, hvilke emner og politikker, der skal behandles i disse udvalg.

”Hvis man kunne forestille sig en model, hvor borgerne fik mulighed for at foreslå de emner, der behandles i et paragraf 17 stk 4 udvalg, ville vi være et skridt nærmere. Det vigtige er, at politikere og borgere sidder side om side og udvikler nye løsningsforslag – for begge parter skal kunne se sig selv i et resultat, hvis det skal gennemføres og få en effekt,” udfolder han sine tanker. 

Ufuldkomment eller ej – borgerforslaget i kommunal sammenhæng ser ud til at være kommet for at blive. 34 kommuner er allerede med på vognen – nu altså med København som den sidste i rækken.

Og Jacob Torfing spår, at ordningen vil blive stadig mere udbredt. På den ene side baseret på den observation, at det rent faktisk er populært – mere end 600 borgere har landet over forsøgt sig med at fremsætte forslag og indsamle underskrifter. 

”Og så er det svært at sige nej til – forstået på den måde, at hvis nogen i kommunalbestyrelsen foreslår at indføre det, vil der nok være en tendens til at de andre politikere siger ja, fordi man ellers hurtigt vil kunne få skudt i skoen, at man ikke er for borgerinddragelse.”