Debat

Psykiater til psykolog: Du graver dig ned i en tonedøv, gammeldags skyttegravskrig

Psykolog Jonas Vennike Ditlevsens kronik genopliver en misforstået falsk dualisme mellem psykofarmaka og samtaleterapi, som ikke hører nogen steder hjemme i dagens gode tværfaglige samarbejde i psykiatrien, skriver overlæge og professor Poul Videbech.

Psykolog Jonas Vennike Ditlevsens argumenter mod en psykiatriplan ligner smart, gratis markedsføring af egen virksomhed, skriver Poul Videbech. 
Psykolog Jonas Vennike Ditlevsens argumenter mod en psykiatriplan ligner smart, gratis markedsføring af egen virksomhed, skriver Poul Videbech. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Poul Videbech
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er forbløffende at læse psykolog Jonas Vennike Ditlevsens kronik i Altinget fra den 2. juni 2022.

Forbløffende, fordi det er så gammeldags synspunkter, der kommer til udtryk. I 1960’erne og 70’erne havde vi denne skyttegravskrig, som bygger på falske præmisser: Enten tror man, at psykisk sygdom er "reaktioner" eller også er de "biokemiske abnormiteter." I første tilfælde behandles med psykoterapi og i sidstnævnte: med medicin og elektrochok. Naturligvis er det ikke så sort-hvidt i den virkelige verden.

De sidste 20 år er der udviklet et godt samarbejde mellem psykiatere og psykologer, som hver kan bidrage med deres faglighed. Personligt samarbejder jeg dagligt med mange dygtige psykologer på vores afdelinger – og nyder dette samarbejde, fordi de er videnskabeligt skolede og indimellem har en lidt anden vinkel på psykisk sygdom, end jeg selv har. Så vi lærer af hinanden.

Det er et berigende og virkeligt godt tværfagligt samarbejde, der fungerer så godt, at selv ikke outdatede synspunkter kan spole tiden tilbage. Jeg skal forklare hvorfor.

En falsk dualisme

Denne skelnen mellem "reaktioner" eller "biokemiske abnormiteter" er en falsk dikotomi, som stammer fra filosoffens Descartes dualisme, som i 1600-årene opdelte mennesket i en krop og en sjæl, der var helt adskilt.

Kroppen kunne blive syg, men det kunne sjælen, der var givet af Gud, ikke. I dag ved vi fra talrige undersøgelser blandt andet med scanninger, at dette er en helt forkert opfattelse.

Det egentligt trælse ved Ditlevsens kronik er imidlertid, at den er så politisk tonedøv og ude af trit med tidens problemer

Poul Videbech
Professor og overlæge i psykiatri

De to kan ikke skilles ad og hænger intimt sammen. Det fantastiske er, at Descartes opfattelse har overlevet gennem århundreder og stikker sit hoved op de mest uventede steder. Psykiske sygdomme kan ganske vist være udløst af rene biokemiske forandringer i hjernen, men det er ret sjældent.

Et eksempel er stofskifteforstyrrelse, der medfører depression. Et andet desværre langt hyppigere eksempel er stofpsykoserne. Vi kunne formentligt halvere antallet af psykiatriske senge, hvis der ved et trylleslag ikke fandtes hash og andre stoffer, fordi nogle mennesker bliver svært psykotiske af eksempelvis amfetaminmisbrug.

Langt hyppigere ser vi dog rent psykologiske mekanismer, for eksempel stress som årsag til depressioner og angst. Selvfølgelig sætter disse psykiske sygdomme sig fysisk/kemiske spor i hjernen ligesom psykoserne gør det. Og i modsætning til, hvad Ditlevsen mener at vide, kan vi rent faktisk måle det.

Jeg har for nylig skrevet let tilgængeligt om det i bogen ”Hvad er depression?” Der, hvor kæden virkelig hopper af, er, at Ditlevsen tror, at fordi en psykisk sygdom udspiller sig i hjernen (hvor skulle den ellers udspille sig? I leveren?) skal den nødvendigvis også behandles med psykofarmaka.

Jeg har selv som psykiater praktiseret psykoterapeutisk behandling i mere end 15 år og ved om nogen, hvor kraftfuldt et instrument, dét er. Men nogle gange er de psykiske sygdomme bare så svære, at det ikke er tilstrækkeligt, og man må bruge medicin.

Læs også

Sundhedsstyrelsen psykiatrirapport

Det egentligt trælse ved Ditlevsens kronik er imidlertid, at den er så politisk tonedøv og ude af trit med tidens problemer.

For år tilbage så visse patientorganisationer det som deres vigtigste opgave at forsøge at bide psykiaterne i haserne. Det var lidt trættende og ikke specielt konstruktivt. De seneste år er der imidlertid kommet et fantastisk betydningsfuldt samarbejde mellem Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykologforening (dvs Ditlevsens egen fagforening) og stort set alle patientforeningerne indenfor psykiatrien samt Psykiatrifonden: Psykiatrialliancen.

I stedet for at slås indbyrdes og lade politikerne i fred, så de med overbevisning kunne tænke: "vi behøver ikke at gøre noget, for de kan jo alligevel ikke blive enige," har man fundet frem til krav til det politiske system, som alle kunne bakke op. 

Ditlevsen har naturligvis læst denne rapport, siden han mener, at den bare kan fejes af bordet. En mere underbygget argumentation ville dog være velkommen.

Poul Videbech
Professor og overlæge i psykiatri

Sundhedsstyrelsen har ydermere ved en enorm kraftanstrengelse (og midt i en coronatid) lavet en fremragende rapport, som beskriver de problemer, der er i psykiatrien i dag, og hvad der bør gøres ved dem.

Dette bygger på viden fra de fremmeste eksperter blandt andet psykiatere og psykologer og de dygtigste repræsentanter for regioner, kommuner, patientforeninger, som er blevet enige. Ditlevsen har naturligvis læst denne rapport, siden han mener, at den bare kan fejes af bordet. En mere underbygget argumentation ville dog være velkommen.

Inspiration fra Lapland og Trieste?

I sin kronik henviser Ditlevsen til Åben Dialog i Vestlapland og med hensyn til for eksempel tvang i Italien i Trieste.

Det er rigtigt, at resultaterne i Åben dialog er opløftende og illustrerer, hvor meget man kan opnå i en psykiatri, der bruger væsentlige penge per indbygger i forhold til, hvad vi gør i dansk psykiatri. På den måde kommer han ironisk nok til at argumentere for Sundhedsstyrelsen plan.

Man kan nu engang ikke få en Lamborghini, hvis man kun vil betale for en Trabant. Hvad angår Trieste er det rigtigt, at man har afskaffet de psykiatriske afdelinger ved lov i Italien.

Det er let at forstå, for de var i sandhed forfærdelige, nedslidte og underbemandede. Desværre glemte man også at afskaffe de psykiatriske patienter, for problemerne bliver jo ved med at eksistere, selvom politikere lukker afdelinger.

Jeg har besøgt flere hospitaler i Italien på studietur. Ganske rigtigt, der er ikke psykiatriske afdelinger, men patienterne er nu indlagt på medicinske afdelinger – hvad skulle man ellers gøre af dem? I fængsel?

På disse medicinske afdelinger bruger man ikke tvang. Det er nemlig ikke nødvendigt, fordi patienterne er svært sløvede på grund af de store doser psykofarmaka, de får. De kan faktisk hverken sige buh eller bæh.

Jeg kom til at fornærme mine italienske værter, fordi jeg forskrækket udbrød "Hvis vi har en patient i den tilstand i Danmark, så sidder der en narkosesygeplejerske ved siden af," for patienterne sov bogstaveligt talt i ugevis. Hvis en af dem kom til at kaste op, ville han formentligt blive kvalt, for der var ikke en narkosesygeplejerske klar til at intubere.

Jeg vil helst tro, at Ditlevsen er tragisk uvidende om psykiske sygdommes kompleksitet og psykiatrihistoriske forhold og meget nødig, at han taler mod bedre vidende

Poul Videbech
Professor og overlæge i psykiatri

Efter at have sovet nogle uger virkede den antipsykotiske medicin, patienten var ude af sin psykose og kunne nu vækkes og udskrives til distriktspsykiatriske centre. Disse centre var til gengæld fremragende med væresteder og værksteder, hvor man kunne reparere cykler og lave andet nyttigt arbejde, så man kunne blive rehabiliteret – opnå recovery.

Der var også gode behandlere og tilbud om psykoterapi. Der kunne vi godt lære noget af italienerne. Men faktisk havde vi også sådanne centre i Danmark for år tilbage, jeg har selv arbejdet på flere af dem. Men gæt hvad? Mange af dem blev afskaffede på grund af ønsket om besparelser.

Så jo, mange gode mennesker ønsker en bedre og mere menneskekærlig psykiatri. Sundhedsstyrelsen har vist vejen, men det koster penge at udvikle psykiatrien, også selvom det måske ikke lige frem bliver en Lamborghini, vi får. Det er derfor politikerne tøver, og ikke fordi de mener, at der er noget videnskabeligt underbygget alternativ.

Når man som Ditlevsen fremfører de ovennævnte synspunkter, så kan det altså få alvorlige konsekvenser i forhold til usikre patienter og politikere, hvis de slog an. Jeg vil helst tro, at Ditlevsen er tragisk uvidende om psykiske sygdommes kompleksitet og psykiatrihistoriske forhold, trods hans akademiske uddannelse, og meget nødig, at han taler mod bedre vidende. 

For så er det er smart gratis markedsføring af egen praksis, som sigter mod at påvirke beslutningstagerne til at skaffe flere kunder i butikken.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Poul Videbech

Overlæge og professor, Psykiatrisk Center Glostrup og Institut for Klinisk Medicin ved Københavns Universitet, leder, Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning
cand.med. (Aarhus Uni. 1983), speciallæge i psykiatri

0:000:00