Psykolog til Dansk Psykiatrisk Selskab: Jeres skræmmekampagne bidrager til stigmatiseringen af psykiatriske patienter

Det er polemisk og problematisk, at Dansk Psykiatrisk Selskab i kølvandet på medieomtalte tragiske hændelser griber chancen for at øge tvangsbeføjelser.

Det viser med al tydelighed, at toppen af dansk psykiatri har en katastrofalt snæver tænkning omkring tvang, som kun går i retning af mere biomedicinsk symptomdæmpning, isolation og fixering.

Det er i sig selv katastrofalt at starte en stigmatiserende skræmmekampagne med anbefalinger om mere tvang, men mindst lige så skræmmende er det, at der reelt ikke er evidens for, at tvangsbehandling virker.

Evidensen for ambulant tvang kaldes i en rapport fra Sundhedsstyrelsen fra 2009 ”sparsom”.

Internationale studier viser mangelfuld effekt af isolation (afskærmning) og af fixering. Medicinsk tvangsbehandling er associeret med den største grad af patientutilfredshed og modvilje og kan heller ikke påvises at skabe langsigtede forbedringer.

Rigeligt traumatiserede i forvejen

Hvad kan vi derfor konkludere?

Vi kan konkludere, at Dansk Psykiatrisk Selskab vil øge psykiatriens beføjelser til at udøve tvang over for en patientgruppe, der ikke påviseligt er mere personfarlig på grund af deres diagnoser, og med tvangstiltag, som ikke kan siges at skabe bedring for den person, der udsættes for tvangsbehandlingen.

Medicinsk tvangsbehandling er associeret med den største grad af patientutilfredshed og modvilje og kan heller ikke påvises at skabe langsigtede forbedringer.

Jonas Vennike Ditlevsen
Psykolog og stifter af KUBA

Det er et graverende problem, at toporganet i dansk psykiatri ser på nuværende praksisser og tænker: Mere tvang er vejen frem.

Studier fra udlandet viser, at uddannelse i traumeinformeret tilgang kan reducere tvang. Det er ikke så underligt. Flere end 80 procent af psykiatripatienter har alvorlige traumer med sig.

Traumatiserede personer risikerer let retraumatisering, og psykiatrisk tvangsudøvelse er ubetinget retraumatiserende, hvilket er én af årsagerne til, at vi ikke har evidens for, at tvang virker.

For en person, der er blevet voldtaget eller på anden vis kropsligt krænket, er det utilgiveligt retraumatiserende at fastspænde, fastholde og injicere væsker for derved at overskride kroppens autonomi og grænser.

Aktivisten Silas Dam tog sit eget liv på grund af traumatisering og retraumatisering forårsaget af psykiatrisk tvang.

Der kan peges på en række rehumaniserende og kontekstorienterede tiltag, som kan reducere tvang og øge traumeinformeret tilgang samt patientrettigheder.

Så hvorfor i alverden skulle vi indføre tiltag, der øger psykiatriens beføjelser til at udføre mere tvang, som hviler på et sparsomt evidensgrundlag, over for en målgruppe, der er rigeligt traumatiserede i forvejen?