For Herbert Pundik var det ikke nok at overleve

NEKROLOG: Et langt, dramatisk og rigt liv er endt. Herbert Pundik, Politikens ansvarshavende chefredaktør fra 1970 til 1993, sov stille ind søndag aften i sit hjem i Tel Aviv, 92 år.

Af Dan Tschernia, fhv. tv-direktør

På Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot hænger et portrætmaleri af Herbert Pundik.

Det er den israelske kunstner Avigdor Arikha, der har malet det.

”Der er megen lidelse i det ansigt,” sagde en gæst ved afsløringen af det.

Han havde ret.

Herberts og min families bekendtskab går langt tilbage i tiden. Vore mødre var begge fra Leipzig i Tyskland. Vore fædres baggrunde lignede også hinanden.

Det jødiske miljø i Danmark var i Herberts og min barndom som en lille landsby, hvor alle kender alle. De kom stort set fra de samme steder i Østeuropa.

Da de voldsomme pogromer blev stadig hyppigere i Rusland, flygtede familien i 1905. På vej til USA slap pengene op, og de slog sig ned i København.

Herberts far, Mendel Pundik, skabte en blomstrende virksomhed og blev særdeles velstående. Erfaringen fra barndommen, hvor han solgte kasketter til havnearbejderne, gjorde ham til overbevist socialdemokrat – en holdning, Herbert arvede og bevarede til det sidste.

Herberts mor, Eva, flygtede også med sin familie fra pogromerne i Østeuropa. De bosatte sig i Leipzig. Som sin mand var hun godt begavet. Selvom dansk ikke var hendes modersmål, rettede hun Herberts danske stile langt op i gymnasietiden. Herbert sagde, at hun fortsatte med det, da han begyndte at skrive artikler. Dog ventede hun til, de var trykt.

Der stod respekt om familien, som Herbert blev født i 23. september 1927. De var flittige og generøse. Og stærkt religiøse.

Herbert var gymnasieelev, da han i oktober 1943 blev kaldt ud fra klassen af rektor og fik besked om at skynde sig hjem: Tyskerne ville arrestere de danske jøder.

Familien flygtede til Sverige, hvor han blev sat i skole. Faderen insisterede på, at han skulle have en eksamen:

”Min far var af den opfattelse, at jeg var fortabt, hvis jeg ikke havde et eksamenspapir. At han selv kun havde fem års skolegang bestyrkede kun hans opfattelse”, skrev han i erindringsbindet 'Det er ikke nok at overleve'.

Det lykkedes ham at blive indrulleret i Den Danske Brigade, en militær enhed, svenskerne havde ladet de danske flygtninge oprette i november 1943. 

Brigaden bestod af cirka 5.000 mand. Straks efter Tysklands kapitulation blev de landsat i Danmark og påtog sig nogle bevogtningsopgaver i det kaos, der var opstået efter det tyske nederlag.


Den Danske Brigade på march fra Helsingør til København, 5. maj 1945. (Foto: Polfoto/Ritzau Scanpix)

Herbert blev sendt til den dansk-tyske grænse, hvor han var med til at afvæbne de tyske besættelsestropper, før de forlod Danmark. Han skildrede bagefter stemningen således:

”Vi havde en lille selskabsleg, som der ikke er nogen grund til at huske med stolthed. Soldater, der har været i kamp, har ofte en vis respekt for den slagne fjende. Vi havde ikke løsnet et skud i vrede, havde ikke været udsat for noget mere farligt end af sniffe skocreme eller få en 'dårlig', som det hed dengang. Det er måske forståeligt, at vi, snydt for en konfrontation med tyskerne, i frustration optrådte i rollen som sejrherrer."

"Selskabslegen bestod i, at vi lod tyskerne vælge, om de ville gå strækmarch den sidste kilometer før grænsen eller løbe hjem. Alle dem, jeg så, valgte at løbe”.

Efter sommerferien i 1945 begyndte han som elev i 2. g på Ordrup Gymnasium. Og så skete den første katastrofe: Lillebroren, Daniel, blev ramt af en gren, der i et uvejr rev sig løs. Han døde kort efter.

Den lille jødiske menighed delte familien Pundiks sorg. De var kommet helskindede gennem krigen. Og nu denne ulykke.

”Hjemmet gik i sort,” skrev Herbert i sine erindringer. ”For den, der ikke tror, er der ingen trøst. Man kan leve med sorgen som med andre lemlæstelser.”

De to år, Herbert kom til at gå i gymnasiet, kedede ham. Til gengæld var han optaget af tidens moderne kunst, musik, teater. Bag det hele var bevidstheden om de massemyrderier, jøderne netop havde været udsat for:

”Erkendelsen af at være udvalgt til livet, medens seks millioner af ens stammefrænder, trosfæller har jeg svært ved at kalde dem, for jeg er ikke troende, var blevet myrdet, fordi de var jøder, fik afgørende indflydelse på mange af de beslutninger, jeg traf senere i livet. Bevidstheden om at være en overlever blev på sæt og vis en belastning, men også igangsættende. Man kan skyde spørgsmålet om meningen med tilværelsen foran sig, men på et tidspunkt bliver det stående som en mur, som man ramler hovedet imod, og som forhindrer én i at komme videre. Det tvinger én til handling. Handling kan være en form for flugt. Måske var det mit held, at jeg blev konfronteret med muren som ungt menneske.”

Jødernes skæbne ikke blot under krigen, men også efter, hvor flere hundrede tusinde, der havde overlevet dødslejrene, ikke havde noget sted at vende tilbage til, blev afgørende for Herbert:

”Min 'omvendelse' til zionist var præget af erfaringerne fra flugten til Sverige og erkendelsen af den jødiske katastrofes omfang. Hvordan skulle man som jøde forholde sig til fremtiden? Antisemitismen var ikke forsvundet med Hitler. Skulle man sætte børn i verden og give dem denne byrde i arv?” 

Sammen med nogle venner besluttede han at kæmpe for den nye jødiske stat. I sine erindringer funderede han over, hvad der egentlig drev ham. Var det skamfølelse over det, der var sket med jøderne under krigen? Var det hans ønske om at afvikle, hvad han betegnede som sin ”jødiske gæld”, og dermed opnå den assimilation, som han ønskede:

”Der var tale om en frigørelseshandling, formodentlig også fra en forældrebinding. Hensynsløs, fordi der var gået mindre end to år efter min bror Daniels død. Men selvretfærdighed gør blind, ikke mindst i tilfælde som mit, hvor éns handling har karakter af selvopofrelse i et højere måls tjeneste. Er et højere mål højere end hensynet til næsten? Min erfaring siger nej.”  


Israels første premierminister David Ben-Gurion (stående under et portræt af Theodor Herzl, grundlæggeren af ​​den politiske zionisme), omgivet af medlemmer af Det Nationale Jødiske Råd proklamerer kl. 14.01 14. maj 1948 i Tel Aviv officielt oprettelsen af staten Israel. (Foto: Polfoto/Ritzau Scanpix)

Efter krigen i 1948 vendte Herbert tilbage til Danmark, blev gift i 1951, studerede til cand.polit., blev aktiv i fredsbevægelserne og var stadigvæk stærkt interesseret i Israel. I 1954 flyttede han og hans hustru Sussi (hun hedder egentlig Inge Ruth, men kaldes kun Sussi) med deres lille søn Uri til Israel, hvor de bosatte sig i Tel Aviv.

”Som danskere var vi en slags pionerer på første klasse, øer af normalitet omgivet af et hav af flygtninge fra zartidens pogromer, nazisternes jødeforfølgelser og de arabiske landes jødefobi. De fleste indvandrere var kommet for at søge beskyttelse. De var blevet israelere ikke af lyst, men af nødvendighed”.

Herbert indledte sin israelske tilværelse med et job som analytiker i en offentlig styrelse. Men hurtigt blev han journalist på arbejderavisen Davar og det danske dagblad Information. Han var myreflittig – leverede også rapporter om situationen i Israel og Mellemøsten til Pressens Radioavis. Der blev stille i stuen, når han var på. Der var dengang kun Danmarks Radio – og ikke noget tv. Herbert var, med sine analyser af forholdene i Israel, vores og resten af det jødiske miljøs helt.

Den store israelske forfatter Yoram Kanyuk, der var kollega med Herbert på avisen Davar, og som senere blev hans nærmeste ven, beskrev ham således i jubilæumsskriftet 'Pundiks Verden':

”Han var den bedste journalist, jeg kendte. (..) Han skrev på engelsk og tænkte på dansk og blev oversat til hebraisk. Han var en fremmed, der aldrig helt kom hertil, og en indfødt, der aldrig kom bort herfra. Han var og er fyldt af en dyb identifikation og forpligtelse, en grænseløs vilje til at yde, fortrøstning, overlevelsesevne og – vigtigst af alt – en vis ironisk, forsigtig – varm distance, der ikke lader ham trænge sig på med sine sandheder og sin klogskab.”

Han blev rejsende reporter og krigskorrespondent for både den israelske og danske avis. Og fortalte mange år senere, at han også sørgede for at fortælle den israelske efterretningstjeneste om, hvad han observerede. Det skabte en opstandelse, som han ikke accepterede og vist heller ikke forstod. Den danske efterretningstjeneste fik de samme oplysninger, forklarede han. I 1965 blev han rejsende udenrigsmedarbejder for Politiken. Fem år efter blev han avisens chefredaktør.


Pundik modtog i 1967 Cavlingprisen for sin artikelserie om ulandsproblemer i Afrika og Asien. (Foto: Peer Pedersen/Ritzau Scanpix)

Meningen var, som han dengang sagde, at han blot skulle sidde i stillingen i nogle år. Han beholdt derfor sin bopæl i Tel Aviv, samlede sine fridage og rejste frem og tilbage mellem Danmark og Israel. Det var muligt, forklarede han, fordi hans ”hjemmefront” var så perfekt. Sussi har i alle årene passet børn og hjem og ubetinget støttet ham i alt, hvad han foretog sig. Hun er helt kongruent med sin mand: et fantastisk menneske.

Rollefordelingen mellem de to havde også den interessante effekt, at han aldrig lærte at betjene en kaffemaskine, skifte elektriske sikringer, pærer eller foretage sig andet praktisk i huset. Faktisk var den ellers stærkt rationalistiske og i mange henseender praktiske Herbert så uinteresseret i teknik, at han for eksempel blev ved med at bruge skrivemaskine og kun med stort besvær til allersidst lærte at skrive på en computer – og da altid med store bogstaver.

De få år på Politiken blev til 23 år som chefredaktør. Og derefter 26 år som kommentator om især udenrigspolitiske emner.

Herbert var Politiken. Hans energi, alle hans interesser og al hans viden blev til noget i eller med Politiken. Han gjorde avisen til en mere aktiv spiller i samfundet end blot at være et nyheds- og debatformidlende dagblad.

Forfatteren og journalisten Morten Sabroe har beskrevet Herbert som resultatet af Guds kedsomhed: Han ville lave lidt sjov og skabte derfor et nyt menneske, der straks gav sig til at pile rundt på bordet: ”Hvis ikke den mand bliver cirkusartist, tænkte Gud. Så vil han blive en af de helt store journalister. Jeg tror, jeg vil kalde ham Pundik, det er godt navn til sådan én”.


Redaktør med høj cigarføring. (Foto: Morten Langkilde/Ritzau Scanpix)

Herbert kom ind på avisen som en tornado. Satsede på nye initiativer og indførte noget, der militærisk blev kaldt for 'Pundiks baretter' – særligt udvalgte og talentfulde journalister, der skulle drive bladet videre mod nye sejre.

Avisen blev en succes. Livligere, mere varieret og uforudsigelig end tidligere. Og sprogligt hævede den sig også.

I mange år var jeg hver onsdag eftermiddag, sammen med en håndfuld af avisens faste medarbejdere, gæst hos Rosa Krotoshinsky, der redigerede nogle sider – 'Forum' - i søndagsavisen. Det var begavede folk, jeg mødte dér. De havde vist aldrig oplevet noget lignende og beundrede Herbert. Samtidig rystede de indimellem kærligt på hovedet ad nogle af de utallige nye idéer, der i et væk væltede ud af ham. De var fascineret af ham og afhængige af hans anerkendelse. 

Herbert blev ikke blot kendt i Danmark som Politikens chefredaktør. Betydningsfulde kulturfolk, kunstnere, forfattere, musikere i andre lande kendte ham også: ”Han er et vidunderligt menneske – très doux (meget blid)”, sagde en fransk forlægger engang til mig.

Han blev doux med alderen. Han var mere tough – nogle betragtede det som arrogance – i de yngre dage. Det gjaldt synet på politik og især Israels skæbne, som han ved sin tiltræden erklærede, Politiken i hans chefredaktørtid ville identificere sig med.


Chefredaktør Herbert Pundik med cigar og avis i hjørneværelset på Politiken. (Foto: Lars Hansen/Ritzau Scanpix)

Erklæringen skabte debat. Men han pointerede, at det var den jødiske stats ”skæbne”, ikke dens politik, han talte om. I de senere år blev hans holdning til skiftende israelske regeringers håndtering af konflikten med palæstinenserne mere og mere kritisk. I så høj grad, at det irriterede den israelske ambassade og israelske højrepolitikere stærkt.

Jeg oplevede opblødningen af Herberts holdninger som en reaktion på Yom Kippurkrigen i 1973, hvor Israel var tæt på den ultimative katastrofe. Og hvor Uri, den ældste søn, der var officer i den israelske hær blev dræbt under kampene i Sinaiørkenen.

Herberts anden søn – Ron, der i Israel er kendt under navnet Ron Pundak – har skrevet en bog ('Nysgerrighedens Akse', Gyldendal) om sin bror og omstændighederne omkring hans død. Han gennemgår næsten dag for dag israelernes dårlige forberedelse, og hvor uorganiseret deres hær var i netop den første tid, hvor Uri blev slået ihjel. Og han fortæller sin families historie.

Min ældste bror var gift med Herberts kusine. Hendes far var bror til Mendel Pundik. To af deres brødre omkom i en relativt ung alder. Den ene ved at falde ned i en elevatorskakt. Den anden af kræft. Herberts bror Daniel blev, som nævnt, dræbt af en nedfaldende gren. Herberts far døde af en blodprop som kun 62-årig. Sønnen til en af Herberts fætre omkom, da en traktor væltede over ham. Og i krigen mistede Uri livet. Min svigerindes bror (altså Herberts fætter), der var dybt religiøs, mente i alvor, at der hvilede en forbandelse over familien.

Når tragedier af den art ramte, var reaktionen udadtil afdæmpet. Man viste ikke sin sorg. ”Jeg hørte aldrig mine forældre nævne min brors navn efter ulykken,” skrev Herbert i sine erindringer. Og da hans egen søn blev dræbt sagde han til Sussi: ”Ingen tårer!”, som han forklarede i Politikens podcast om sit liv. ”Hvorfor?”, spurgte intervieweren. ”Værdighed …,” svarede Herbert.

Ron skildrer situationen således: ”Jeg husker, at Sussi kom farende ind i huset som en hvirvelvind med hele familien i hælene og ophidset sagde til mig, nærmest skrigende: ”Uri er død” (..) Sussi græd ikke. Det gjorde jeg heller ikke. Jeg har aldrig grædt over Uris død. Jeg er ked af det, det er trist, det gør ondt, det er et savn, men alt det får mig ikke til at græde.”

Kort før Uri blev dræbt, var Herbert tæt på ham ved fronten i Sinaiørkenen. Han skulle skrive om krigen til Politiken. Han ville ikke forstyrre sin søn, og de to fik derfor ikke kontakt. 

I sin bog forestillede Ron sig, hvad der ville være sket, hvis Herbert havde talt med Uri ved den lejlighed. De ville ikke have omfavnet hinanden:

”Vores far er ikke typen, der omfavner. Han ved ikke, hvordan man skaber fysisk kontakt, og endnu værre, han ved ikke, hvordan han skal håndtere den slags kontakt (...). Herbert, som ikke interesserer sig for sniksnak, og som er ude af stand til at føre en indholdsløs samtale eller en, der drejer sig om følelser, ville have prøvet at tilskynde Uri til at sige noget mere essentielt om, hvad der var sket, hvad der skete, og hvad der ville ske.”

Herbert skildrede selv situationen således: ”Hvad siger man til et barn, der lever i en pause mellem to helveder? 'Hvordan har du det?' 'Hvordan går det?'. Hverdagens fraser slår ikke til, og uden fraserne er vi afmægtige i visse situationer.”

Under et tredje besøg i Sinai får han besked på straks at tage hjem. En officer ledsager ham. De kører i Politikens hvide Volvo. Undervejs er det ved at gå galt, han undgår med nød og næppe en ulykke. ”Siden har jeg ikke siddet bag et rat,” skrev han senere.


I 1999 modtog Pundik Ebbe Munck Prisen på Christiansborg.(Foto: Kaspar Wenstrup/Nf-Nf/Ritzau Scanpix)

Herbert holdt en pause fra bladet. Da han kom tilbage til Danmark syntes han, det var påfaldende, at ingen turde tale med ham om det, der var sket. Sorgen var hans egen. Men han følte det besynderligt, at folk, måske af frygt for at støde, lod, som om ingenting var hændt.

Oplevelserne fik ham til at gå ind i fredsarbejdet. Han arrangerede og deltog i møder med arabiske intellektuelle og politikere – især palæstinensere. Politiken var et aktiv i det arbejde.

Efter en frokost på Politiken for marokkanske, ægyptiske og palæstinensiske diplomater skrev han blandt andet dette til Sussi: ”(...) jeg oplevede mig selv i en mærkelig dobbeltrolle som dansk redaktør, men samtidig som en slags østerlænding, der følte sig mere i familie med vore mellemøstlige gæster end med mine danske kolleger. Om ikke andet så havde vi en konflikt til fælles.” ('Breve til Sussi', Gyldendal)

Efter Uris død blev hele familien optaget af, hvordan man kunne løse den israelsk-palæstinensiske konflikt. Ron blev i 1993 en af de vigtigste personer bag de såkaldte Osloaftaler mellem israelere og palæstinensere. Herberts og Sussis datter, Michal, er ligeledes stærkt engageret i de israelske fredsbevægelser.

Herbert og Sussi var stolte af Rons arbejde med Osloaftalerne. Det skete nogenlunde samtidig med, at Herbert forlod chefredaktørposten. Mens jeg og andre beklagede hans afgang, foretrak han at udtrykke sin glæde over fredsinitiativet og sønnens indsats.

I 2014 døde Ron af kræft 59 år gammel. Endnu en sorg, der blev bearbejdet i det stille.


Debat om bogen 'Politiken mod Politiken - Idékampe 1884-2009'. Herbert Pundik og arvtageren Tøger Seidenfaden. (Foto: Per Folkver/Politiken/Ritzau Scanpix)

Efter sin afgang som chefredaktør fortsatte han med at skrive i Politiken. Og viste med stolthed Israel frem for deltagerne i rejser for Politikens læsere. Højrepolitikerne brød han sig ikke om. Landet, og det, der var opnået siden 1948, elskede han. Indtil for få måneder siden sprudlede han stadigvæk af energi, engagement og idérigdom.

Han var en populær foredragsholder i Danmark. Og mange besøgte ham i Tel Aviv for at høre hans analyse af situationen i Mellemøsten. For to år siden oplevede jeg en seance af den slags. Han var krystalklar. En enestående kommunikator.

Herbert boede på Hotel Kong Frederik stort set siden udnævnelsen til chefredaktør i 1970. For nogle år siden diskuterede vi under en middag på hotellet begrebet ”rollemodeller”: Hvem kunne være rollemodel i dag? Selskabet var enigt om, at der nu om stunder ikke var nogen, man med rimelighed kunne have som rollemodel. Da gik op for mig, at han faktisk var min. Jeg fik et lillebitte smil som svar. Det var vist nok for tæt på for den blufærdige mand.

Jeg beundrede hans begavelse, viden, nysgerrighed, humor, hans evne til at nyde kunsten, musikken, poesien, andre menneskers selskab og god mad. Og hans livsglæde på trods af den mængde af ulykker han havde oplevet. Han ulejligede ikke andre med sine sorger og bekymringer, men tog sig gerne af andres. Folk er blevet sendt på rekreation, alkoholafvænning, er blevet hjulpet med kunstneriske og andre projekter. Få gik forgæves til ham, hvis der var problemer.

I bogen 'Tøger' – Stig Andersens biografi - der blev udgivet efter Tøger Seidenfadens død – lagde Herberts afløser en vis afstand til ham med denne bemærkning: ”Jeg har ikke Herbert Pundiks talent for klientelisme og kreativ nepotisme i den positive forstand af at hjælpe folk (...)”  


(Foto: Mads Nissen/Politiken/Ritzau Scanpix)

Når Herbert bad om hjælp, var det ikke til sig selv, men til andre, der havde behov for den. Han havde en utrolig sans for skæve, talentfulde eksistenser og viste dem varm overbærenhed og var det måske mest generøse menneske, jeg har kendt. Sussi har også i den henseende suppleret ham på smukkeste vis.

Han var i de senere år syg, men ville ikke lade sig styre af sygdommene. Han rejste, som han plejede. Gik på museer og til koncerter, som han plejede. Og bevarede sin humoristiske sans: ”Vi må kun tale om en sygdom og et barnebarn!” Folk var imponerede over hans vitalitet.

Hans liv var ikke kun glædeligt. Men det var fuld af mening for mange mennesker. Og fyldt med kærlighed, som hans Sussi er i stand til at levere i store mængder til sin familie og andre, der har brug for den.

Der er smerte i Frederiksborg-portrættet. Kunstneren, der havde kendt Herbert siden ungdommen, kunne se den. Men der var også et enestående intellektuelt og menneskeligt overskud. En enorm viljestyrke.

Han får det sidste ord. Om at være jøde. Ledemotivet i hans liv:

”At være jøde er at kunne drømme sig ind i et fotografi fra Auschwitz og tage plads blandt de nøgne, frysende mænd og kvinder i køen på vej til gaskammeret. At vågne af rædsel, røre ved sin elskede, stå op, gå ud og tisse, drikke et glas vand og lægge sig til at sove igen. Gå ud af fotografiet. Overlade de andre til deres skæbne. Og én selv til den dårlige samvittighed. Den overlevendes sorgtyngede glæde.”

(Fra kataloget til udstillingen 'Fremmed i Danmark', Munkeruphus 1993)

 

Kilder og anbefalet læsning:

Herbert har fortalt sit livs historie flere steder:  

I de to bind erindringer 'Det er ikke nok at overleve' og 'Du kan, hvis du tør' (Gyldendal)

'Breve til Sussi' (Gyldendal): Herbert skrev hver eneste dag til sin kone – det er et udvalg af disse breve, der er rørende, morsomme og begavede, som her er udgivet.

'Pundik. Udvalgte artikler fra 1946 til i dag' redigeret af Anders Jerichow (Politiken)

'Det kan ikke ske i Danmark' om jødernes flugt til Sverige 1943, Systime

Om andres oplevelse af Herbert – og Sussi – kan man læse i 'Pundiks Verden' udgivet af Politikens Forlag i anledning af hans 25-års jubilæum på avisen.

Desuden: 'Nysgerrighedens Akse' (Gyldendal). Hans søn – Ron Pundak – har skrevet en meget bevægende bog. Hovedtemaet er broren – Uris – død i Yom Kippurkrigen, men der er også mange detaljer om Herbert og familiens liv og historie.

Endelig kan man på Politikens Podcast høre Nils Thorsens fremragende interview (i fire dele) 'Den sidste flygtning' med Herbert Pundik.

Forrige artikel Ambassadør nedlægger veto mod taler ved dansk Nato-konference Ambassadør nedlægger veto mod taler ved dansk Nato-konference Næste artikel Julekalender med Pia Kjærsgaard: Julekalender med Pia Kjærsgaard: "Vi så virkelig klimatosser i valgkampen, og jeg tror faktisk, det bliver årets ord"
Ugens EU-podcast: Danmark advarer briterne mod social dumping efter Brexit

Ugens EU-podcast: Danmark advarer briterne mod social dumping efter Brexit

PARLAMENTET#87: Hvis Storbritannien vil konkurrere med EU og Danmark på lavere standarder, så bliver det svært at lave en aftale om fremtiden, advarer udenrigsminister Jeppe Kofod i Altingets europæiske podcast. Vi runder også den ulmende budgetballade, udviklingspolitik og folkehøring om Unionens fremtid.