Rasmus Nielsen: Da Tusk svigtede Europas medier

KLUMME: Hvis tilliden til politikere og medier skal tilbage, må parterne begynde at bruge hinanden igen, i stedet for at politikerne forærer amerikanske overvågningsplatforme deres nyheder, skriver Altingets Rasmus Nielsen.

Da en af Europas førstemænd, polske Donald Tusk, som formand for Det europæiske Råd, tirsdag aften offentliggjorde Europas nye politiske ledelse, svigtede ham de frie, europæiske medier, der ellers har båret ham, Unionen og landenes demokratier frem.

Tusindvis af europæiske medier var henvist til at skrive følgende:

"Det Europæiske Råd er enigt om fremtidens ledelse for EU’s institutioner,” skriver rådsformand Donald Tusk på Twitter tirsdag aften. Han tweeter også et billede og en præsentation af Ursula von der Leyen."

Twitter er som bekendt en amerikansk opfundet og ejet it-platform, der uden selv at skabe original, uafhængig publicisme distribuerer andres indhold, de såkaldte "Tweets" på op til 280 tegn, rigeligt til at rumme regulære nyheder som nu den om, hvem EUs stats- og regeringschefer tidligere på ugen enedes om at nominere til EUs topposter.

Dermed bidrog Donald Tusk, der kan takke Europas borgere og ikke de såkaldte "overvågningskapitalister" i USA for sin personlige prestige og velstand, til Twitters kolossale værdi. En værdi, der nok er kommet af enkeltpersoners klarsyn, risikovillighed og dygtighed, men primært skyldes mangel på regulering, som de fleste andre virksomheder er omfattet af. 

Twitter blev opfundet af amerikanere i marts 2006 og gik få år efter - i efteråret 2013 - på Børsen med en værdi af svimlende 31 milliarder dollars. Der skal godt nok årtier og en del overenskomstdækkede arbejdspladser til for med deres bare næver at skabe en tilsvarende værdi.

Nu er det forlængst lykkedes Twitter at opnå status som den direkte informationskanal mellem magthavere og udvalgte, vigtige borgere. Men alligevel: Et sådant helt afgørende tweet fra Europas rådspræsident, der straks citeres af ethvert europæiske medie, er et sandt trofæ for amerikanske Twitter. En ren foræring modtaget på den anden side af Atlanten uden nogen form for egen indsats, endsige langvarig, forudgående opbyggelse af personlige relationer.

Politikere fra Trump til danske byrådskandidater siges at være glade for gennem de såkaldt "sociale medier" at kunne nå borgerne "uden filter" - uden at gå gennem de etablerede medier.

Men lad os tage et tænkt eksempel: Hvis nu Donald Tusks informationschef i tirsdags havde kontakte et stort polsk dagblad, mon så ikke avisen med glæde, straks Tusk var klar,  ville have udsendt hans meddelelse fra start til slut om, hvem der skal udgøre EUs ledelse? Selvfølgelig. Og mon ikke samme Tusk kan komme i tanke om en polsk avis eller to, han står i gæld efter sin vej op?

Eller lad os gå videre til en endnu mere tænkt, ja urealistisk situation: Tusk tilbød Altinget historien for penge. Det ville jo aldrig ske, og vi ville aldrig kunne betale for det. Men spil med på legen: Hvis nu det var en ren tjenesteydelse, vi rent faktisk kunne købe - hvad ville vi da betale? 10.000 €? Ja!. 100.000 €? Ja. 250.000 €? Ja, formentlig, hvis banken lige var med på en kassekredit. 

For en sådan nyhed ville være 250.000 € værd eller reelt en del mere for os i markedsføring. Vi ville blive citeret i hele Europa for en ekstremt prestigegivende nyhed i politisk særklasse og placere Altinget med ét i liga med kontingentets helt førende dagblade.

Det var dét, Tusk kvit og frit gjorde i tirsdags for Twitter, der intet har med europæiske værdier - endsige indtægter - at gøre.

Den amerikanske præsidents had til de etablerede medier er velkendt og den tilhørende glæde ved at anvende netop Twitter til at kommunikere kort og uimodsagt. Men indrømmet: Trump og Twitter rimer bedre end Tusk og Twitter.

Herhjemme anvendes "de sociale medier" også til at offentliggøre politiske nyheder. På alle niveauer. F.eks. når en mangeårig folketingspolitiker beslutter sig for ikke at genopstille. Så smides der en letkøbt meddelelse på en amerikansk overvågningsplatform.

Jeg forstår ikke kredsløbet. Politikeren starter som ungt partimedlem med at skrive i det lokale dagblad i håb om at blive opstillet. Senere laver regionalradioen og den regionale tv-station interviews og bygger kandidatens og den snart folkevalgtes navn op - men den dag, politikeren for sidste gang har en nyhed, nemlig den om, at hun forlader politik, så skal nyheden foræres til en it-platform i stedet for til de frie medier, der skabte politikerens  navn.

En glædelig undtagelse var SFs daværende formand og landets udenrigsminister Villy Søvndal, der havde besluttet sig for at gå som partiformand. Hvem skulle betros denne betydelige, danske solonyhed?

Han så sig om efter en journalist, der i særlig grad kender til SF og over årene har skrevet sobert/kritisk. Weekendavisens Hans Mortensen? Altingets Erik Holstein? To gode bud - men nu udkommer Altinget modsat Weekendavisen hvert sekund, præcis som overvågningsplatformene, så vi fik nyheden og blev citeret for nyheden overalt. Det var ganske enkelt vores gennembrud på scenen for væsentlige nyheder fra hvad så må anses som toneangivende medier.

I forståelsespapiret "Retfærdig retning for Danmark" mellem det parlamentariske flertal bag den nye S-regering hedder det, at partierne vil "styrke tilliden til centraladministrationen, medierne og de politiske beslutningsprocesser."

Det er der som bekendt hårdt brug for, for borgernes tillid til politikere og medier bare falder og falder.

Mens politikerne altså i stor stil fravælger de private, frie medier i Europa til fordel for ansvarsfri og uregulerede overvågningsplatforme, har vi medier ligesom ikke et andet sted at gå hen. Vi kan ikke give politikerne fingeren. Vi har afhængige af at kunne samarbejde med dem. Ja, mediedelen af vores forretning eksisterer ganske enkelte ud fra et formål om at virke til uvildig, kritisk og korrekt oplysning til borgerne og folkestyrets aktører.

Derfor skal der ved indgangen til en uden tvivl rolig sommerpause - efter et forrygende politisk kvartal - lyde en opfordring til, at politikere i Europa og i Danmark finder hjem til de frie, private medier og genopbygger et langvarigt samarbejdsforhold til fælles bedste.

Det vil gavne dem selv, det vil gavne os og vores fælles relation til vælgerne. Mens et tweet er tomme kalorier, vil et genoptaget samarbejde mellem de folkevalgte og medierne forhåbentlig, ja givetvis, medvirke til at opfylde forståelsespapirets ønske om at styrke tilliden til netop centraladministrationen, medierne og de politiske beslutningsprocesser.

Forrige artikel Rasmus Nielsen: Valgene afspejler tidsånden Rasmus Nielsen: Valgene afspejler tidsånden