Rasmus Nielsen: Dø midaldrende og bliv hædret – dø gammel og bliv glemt

Tillad mig at nævne nogle erhvervsnavne med politiske sidehverv, der de sidste par år er døde i stort set ubemærkethed:

Hugo Schrøder, 88 år - var til orientering bl.a. formand for Dansk Industri (Industriens Hus), Danisco, Privatbanken/Unidanmark, SAS Danmark og DONG samt i en årrække adm. direktør for Skandinavisk Tobakskompagni.

Vi medier må være bedre til at give et dækkende billede af dem, der har udviklet og båret vores land.  

Rasmus Nielsen
Udgiver, Altinget

Eller hvad med fhv. formand for Håndværksrådet og konservativt folketingmedlem Klaus Bonde Larsen, der døde som 90-årig – stort set ubemærket i medierne. Fhv. direktør for Entreprenørforeningen (og mangeårig folketingskandidat for Venstre) Erik Ross Pedersen døde som 85-årig uden megen respektfuld omtale af sin indsats for det danske samfund. 

Eller hvad med fhv. MF, formand for Hovedstadsrådet og mangeårig S-borgmester i Hundested Bent Sørensen? Død som 89-årig og noget overset i den forbindelse. Bare nogle få eksempler ud af de mange, der kunne gives.

At nogen selv får dødsangst – eller hvad det nu er – af at se en mand dø uventet som 52-årig bør ikke føre til redaktionel skævvridning af, hvem der æres og huskes i henhold til en samlet samfundsindsats. 

Vi medier må være bedre til at give et dækkende billede af dem, der har udviklet og båret vores land.

Mit fag, journalistik, består også af at journalisere. Registrere statistik, anden fakta, fødselsdage – og dødsfald. Vi har som ambition på Altinget at omtale ethvert dødsfald blandt såvel nuværende som forhenværende medlemmer af Folketinget. Uafhængig af afdødes alder. Kun redaktionelt vurderet og foldet ud efter samfundsmæssig betydning.

Skal alder virkelig være et hovedkriterium for, hvor meget ens indsats fremhæves den dag, livet ender? 

Rasmus Nielsen
Udgiver, Altinget

De statslige tv-stationer er i nyere tid begyndt at gå ugebladene i bedene ved at dække og sende direkte fra afdøde fagministres bisættelse som Uffe Ellemann-Jensen, Ritt Bjerregaard og senest altså Søren Pape Poulsen. De har fået mere sendetid, det er billigere at producere tv – men skal vi helt ind og se de efterladte omklamre kister?

Hvis der skal være retfærdighed til – hvis begrebet statslig public service skal give mening – får DR og TV 2 travlt med at sende deres transmissionsvogne ud til landets kirker og kapeller i årene fremover, når snesevis af andre af de lidt mere fremtrædende fagministre med tiden afgår ved døden.

Eller? Eller hvordan prioriteres der ellers? Skal alder virkelig være et hovedkriterium for, hvor meget ens indsats fremhæves den dag, livet ender? Er vi blevet historieløse? Huskes og æres man kun, hvis man dør uventet som ung eller midaldrende?

Længe leve den nye konservative leder Mona Juul. Og længe leve mindet om dem, der lever i 80, 90 og 100 år og var med til at udvikle vores samfund som erhvervsleder, forsker, kunstner, politiker, formand. Gjorde noget for flere end sig selv og sine.