Rasmus Nielsen: Firmaers fremtidsejere er politisk relevant

En varm, men politisk kaloriefattig sommerferie går på hæld; man må håbe, politikere, rådgivere og mediefolk har fået ladet op til de forestående måneders intense valgkamp frem mod folketingsvalget, dertil Europa-valget i maj 2019.

Fra alle partier vil de igen og igen sige, at "man skal kende et samfund på, hvordan vi behandler de svage", hvilket er et faktum uden mulighed for modsigelse. Men noget mangler: "... og på de vilkår, samfundet byder virksomhederne".

Nøgternt kan det konstateres, at den politiske debat og mediernes samfundsdækning i langt større udstrækning handler om, hvordan de svage– ofte medborgere i den erhvervsaktive alder uden arbejde – behandles og får deres rettigheder varetaget, mens det danske samfund i langt ringere grad debatterer, hvordan erhvervslivet udvikles til gavn for ikke bare ejerne, men også de ansatte og i sidste ende velfærdssamfundet via skattebidrag.

Hér er et dansk-fransk forskningsarbejde med titlen Ejerledelse i Danmark velkomment. Det blev igangsat i 2013 takket være en bevilling fra Industriens Fond på 22,8 mio. kr., og hér i sommer udkom i relativ stilhed den femte af i alt seks rapporter om denne størstedel af erhvervslivet, der er familieejet.

Bag rapporterne står det til lejligheden oprettede Center for Ejerledede Virksomheder, som er grundlagt på CBS i København i samarbejde med INSEAD i Paris.

Direktør i Industriens Fond, forhenværende konservativ borgmester på Frederiksberg Mads Lebech har været primus motor for at få løftet det påskønnelsesværdige initiativ.

Industriens Fond er gået ind i projektet, fordi man mener, at alt for mange familieejede virksomheder for sent gennemfører et eksternt salg eller får næste generation ind i ledelsen med tab af arbejdspladser og vækst til følge.

Noget, der med andre ord i allerhøjeste grad bør have det omgivende samfunds interesse. Set fra et politisk ståsted er det afgørende for Danmark, hvor mange arbejdspladser med tilhørende eksport- og skatteindtægter, de små- og mellemstore familievirksomheder kan skabe.

Rapporterne fra Centret har deres eget, underspillede udtryk, desværre præget af nogen sproglig gentagelse og sjuskeri og med dårligt forklarede grafer og tabeller. Men det ændrer ikke på, at konklusionerne er interessante – ikke bare for aldrende virksomhedsejere og deres børn, men også for politikere og organisationsfolk langt ud over kredsen af erhvervsordførere.

Den seneste rapport tager ganske interessant fat på de personlige og familiemæssige udfordringer, når en virksomhed står til på et tidspunkt at skulle have ny ejer. Man ser på de psykologiske barrierer, en ejerleder, der ofte selv har startet virksomheden, har for at lade nye ejere komme til. Vejen til at modnes med tanken kan være langvarig og fyldt med dilemmaer og stort personligt arbejde for at nå frem til en ny vej for sin virksomhed, inden man selv bliver for gammel og kan risikere at blive udkonkurreret. 

Rapporten nævner, hvordan ejerskifte og alderdom/død ligefrem kan blive koblet sammen i ejerlederens hoved. Han eller hun stiller sig selv spørgsmål som:

– Har jeg et godt liv? Er der nogen, der elsker mig? Er jeg gammel? Bør vi ansætte en ekstern direktør? Skal jeg gå på Børsen? Bør jeg sælge virksomheden? Bør jeg overdrage ejerskabet? Hvor er vi om 20 år? Kan mine børn holde sammen? Ønsker mine børn at arbejde i virksomheden? Hvem skal overtage efter mig?

Og så den lille forfængelige, som mange politikere og andre offentlige personer også stiller sig selv i det stille: – Vil jeg blive husket?

Man kan godt forstå, at det må være svært for mange ejerledere at overveje og besvare disse næsten eksistentielle spørgsmål. Ligesom forskningsrapporterne godtgør, at alt for mange virksomhedsejere kommer for sent kommer i gang med planlægningen af et exit eller generationsskifte, godtgør forskerne, at en god planlægning og gennemførelse fremmer jobskabelsen, vækst og overskudsgraden.

Hvis en ejerleder eksempelvis ikke har taget fat på planlægningen og så bliver syg med bare fem hospitalsdage til følge, har det afgørende, negative konsekvenser for resultat og jobskabelse.

Den sjette og sidste rapport fra Center for Ejerledede Virksomheder ventes sidst på året og skal omhandle de markedsmæssige og reguleringsmæssige udfordringer ved ejerskifte.

Forskningsarbejdet er prisværdigt renset for politiske synspunkter, endsige stillingtagen. Når den nuværende regering har sænket skatten på generationsskifte fra 15 procent til 5 procent, mens en mulig ny socialdemokratisk regering vil hæve den igen, drøftes det ikke isoleret i rapporten. Ligesom den ikke drøfter, at når en virksomhedsejer sælger sit hus, sker det skattefrit, mens han efter danske regler skal betale skat, hvis han sælger den virksomhed, han oprindelig startede for egne, beskattede midler.

Dette være sagt for at opfordre til, at forskningsarbejdet om Danmarks ejerledede virksomheder får et langt liv, ikke mindst politisk, hvor partierne på Christiansborg med fordel kan drøfte, hvordan samfundet fremmer fremtidens ejerskifter blandt erhvervslivets rygrad: De små og mellemstore, familieejede virksomheder.

Regering og Folketinget har en naturlig samtalepartner i arbejdsmarkedets parter. Dansk Erhverv, SMVdanmark og DI naturligvis, men også fagbevægelsen. Rigtig mange medarbejdere oplever sig selv som moralske medejere af deres arbejdsplads, og de har en stor interesse i, at ejerfamilien i rette tid via et vellykket generationsskifte eller salg finder ud af at sikre virksomheden for fremtiden.