Rasmus Nielsen: Vellykket genåbning et fælles ansvar

KLUMME: Først da samfundsøkonomerne kom på banen, fik politikerne den alsidige rådgivning, der var tiltrængt, skriver Altingets udgiver, efter at fase 2 og 3 for landets genåbning er politisk aftalt.

Med fase 2 og 3 af genåbningen af Danmark efter to måneder med statslig nedlukning af vitale dele af landet må det være tid til at se fremad. Håbe på, at landet, sammen med de øvrige EU-lande, kommer på fode igen. Spørgsmålet er, hvor mange brancher og virksomheder, der gør det; men ved fælles sympati og hjælp kan det gå bare lidt bedre.

Statsministeren præsenterede allerede onsdag aften store dele af sine planer og stjal dermed pressebevidst en del af den dagsorden, alle partilederne ellers skulle have sat i aftes på Marienborg. Nu blev det igen regeringschefen, der veltimet med de store nyhedsudsendelser solo stillede sig på talerstolen og uredigeret i lange minutter kunne tale direkte til vælgerne/danskerne. Partilederne var henvist til at stå i flok på en græsplæne neden for.

Hvad står tilbage, og hvor går vi hen? Med statsministerens ord fra i aftes blev Corona-krisen indledt med en hammer. En hammer, der slog ned på et uforberedt erhvervsliv. Fra den ene dag til den anden blev hele brancher lukket ned af staten. Så meget for den frie næringsret.

Det har været hårdt, ja, livstruende for mange, og vi har desværre ikke set den sidste konkurs og fyring. Den hæderkronede boghandlerkæde Arnold Buscks endeligt kom til at stå som signaturen på de hårde tider, der formentlig vil vise sig at blive værre end finanskrisen for godt ti år siden. Forsinket udbetaling af statslige hjælpepakker - kombineret med egne finansielle problemer - slog dette lille stykke dansk familievirksomheds- og kulturhistorie ud. 

Virologerne fik fra starten kronede dage. For en stund var det som om, de og kun de ledede landet. De kunne alene med henvisning til smitte-sprednings-risiko - og slet skjult dødsangst mange lider af - få politikerne til at lukke hele brancher som hoteller og restauranter, flittige og risikovillige enkeltpersoner over måske mange år har investeret livstid i.

Flyene stod stille, og lufthavnene tomme. Milliarder tabt hver uge. Trist syn. Vi måtte pludselig ikke rejse på tværs af l EU-landene længere. Grænserne lukkede. Så meget for det indre marked. Sådan - hammeren ramte plet. Nationalstaten slog til. Tag den, Fru Europa.

Danmark var uforberedt på pandemien - som andre lande og verdensdele. Der var ikke andet at gøre end at svinge hammeren frem for mere finmasket at svinge dirigentstokken over såvel offentlig som privat sektor med det udgangspunkt, at mest mulig samfundsaktivitet skulle opretholdes, så længe respirator-afsnittene på landets hospitaler ikke blev så overbelastede, at de for alvor brød sammen.

Sådan skulle det ikke gå - hospitalskapaciteten var så uudnyttet som ingensinde set, hvorved det retrospektivt må fastslås, at nedlukningen af det private Danmark efter nogens mening kan have været gået længere end nødvendigt? Over længere tid?

Sverige valgte en anden vej med mere normale tilstande. Om måske to-tre år ved vi, hvilket broderland, der gjorde det rigtige. Hvem holdt ledigheden bedst nede? Hvem fik bagefter den største vækst, eller bare: Hvem mistede mindst samfundsøkonomi? Findes de danskere, der i dag holder med Sverige?

EU blev igen taget på sengen. Først svigtede det ellers så livgivende indre marked ved ikke at holde de ydre grænser lukkede. Så var det de indre grænser, der derimod lukkede. Det ramte den enkelte europæer, der pludselig ikke frit kunne rejse rundt mellem EU-landene, som unionen ellers i årtier har opfordret os til at gøre for at arbejde og bidrage ude, så den europæiske integration øges.

Hvis og når en ny pandemi ruller over kloden, er det ret klart for enhver, at den - ligesom klimaet - skal løses internationalt, fordi virus ingen grænser kender. Det er også konkurrenceforvridende, at svenske restauranter og cafeer måtte holde åbent i Malmø, mens de var tvangslukkede på den danske side af Øresundsbroen.

Men danskerne tog statens krav og vejledning til sig. De gjorde, som der blev sagt. Vaskede hænder, sprittede dem af - og holdt afstand. Et disciplineret folk. Hér var ikke brug for sydeuropæisk udgangsforbud, hvor eneste mennesker i gadebilledet gerne var politi. Og gå på stranden og bade i Middelhavet? Nej: Forbudt! Med uforståelige forbud gødede nogle lande jorden for borgelig selvtægt. Sådan bygger man ikke sit land.

Nå, men de to hæslige Corona-måneder tændte nu også et lys om håb for fornyet sammenhold. Om at alle har et behov for og lyst til at komme i gang igen. Når man bliver klippet, udsætter man sig godt nok stadig for smitterisiko, men man gør det - også af hensyn til, at man gerne vil have, at ens gode gamle frisør også står der næste år, og året efter.

På rekordtid, under en uge, lykkedes de tre samfundsøkonomer, bistået af et sekretariat på et dusin hårdt arbejdende asssistenter, at fremlægge en rapport om genåbningen af Danmark. Disse 64 tæt skrevne og illustrerede sider er noget af den bedste og mest afbalancerede læsning, der er udgivet under krisen. Og det siger ikke så lidt, for medierne har kendt deres besøgelsestid. Der er næppe noget ledigt synspunkt, der ikke er blevet formidlet. 

Ekspertgruppen af professorerne Torben M. Andersen, Michael Svarer og Philipp Schröder sætter virologernes mere smalspekterede smittesyn ind i en større, samfundsmæssig betydning, når de skriver: 

"Anlægger man en ren sundhedsmæssig betragtning, vil en genåbning starte med de områder, hvor smitterisikoen er mindst. Anlægger man en ren økonomisk betragtning, vil en genåbning begynde med de områder, hvor de samfundsøkonomiske effekter er størst. Det er derfor vigtigt, at der sker en afvejning af sundhedsmæssige og samfundsøkonomiske forhold på et oplyst grundlag ved fastlæggelsen af en genåbningsstrategi."

Hvad der længe var fraværende, mens rent sundhedfaglige hensyn styrede landets nedlukning, trækker samfunds-professorerne frem: Hvordan sikrer vi bedst muligt beskæftigelsen, indtjeningen og indlæringen blandt børn og unge, samtidig med at vi begrænser smittespredningen mest muligt? Se, dét er balancen, der kan føre til politiske beslutninger. Den rapport havde været god at have haft for uger siden.

Professor-trioen favner bredere end deres forskerfæller, virologerne. De kombinerer vurdering af smitte-risiko fra Statens Serum Institut med simple tal for, hvor mange personer, der samles i forskellige situationer. Hvad betyder en branche for beskæftigelsen og velstanden i forhold til sundheden og risikoen for smitte? Se, dét er jo at se sagerne i et 360 graders helhedssyn. Kirker og biblioteker udgør f.eks. en lille smitterisiko - hvorfor så lukke dem?

Med nattens politiske aftale om genåbningens fase 3 lader det til, at regeringen sammen med partilederne klart har skelet til rådgivningen fra trioen. Hvordan åbner vi hurtigst muligt, hvor det samlet gør mest gavn på beskæftigelse og vækst, samtidig med at Covid-19 undertrykkes bedst muligt?

Fra 8. juni bliver forsamlingsforbuddet hævet fra det nuværende maks. på 10 personer til mellem 30 og 50 personer. Derudover vil højskoler og kulturinstitutioner få lov at åbne igen.

Også forlystelsesparker, zoologiske haver, museer og teatre får igen lov at åbne for gæster. Samtidig får flere offentlige medarbejdere lov til fysisk at møde op på arbejde.

Til gengæld må alle øvrige uddannelser, diskoteker, natklubber, indendørs sports-og fritidsaktiviteter som bl.a. fitnesscentre og svømmehaller vente på nye faser. De er ikke del af åbningen fra 8. juni. Det er som taget ud af ekspertgruppens mange grafer.

Men ekspertgruppen erkender også, at vi alle blev taget på sengen, vi vidste ikke, hvad der skete, og hvad vi kunne gøre. Det ved landet og Europa forhåbentlig meget mere om, næste gang en pandemi måtte ramme.

Samfundsøkonomien ser ud til at skrumpe historiske 8-10 procent i år, hvem havde troet det i februar? Men måske kan den danske og europæiske økonomi gå 5-6 procent frem igen allerede i 2021, og så er vi på vej igen - bare på et lavere niveau.

Hvor galt det går, er til dels op til hver enkelt af os. Begynder vi at rejse igen? At gå ud og bruge penge? Eller sparer vi endnu mere op af frygt for arbejdsløshed og dårlige tider i al almindelighed? Finanskrisen fik som bekendt danskerne til at spare endnu mere op, hvilket  forhåbentlig kan forebygge tvangsauktioner nu og måske også modvirke en ny generel boligkrise med faldende priser. Men for mange penge i borgernes lommer frem for i butikkernes kasser kan nu også være for meget af det gode.

Nogle brancher som hotel, restauration, rejser og tøj er ramt langt hårdere end landbrug, industri og fødevarehandlen. Det er isoleret set vilkårligt og som sådan ikke retfærdigt. Men et faktum som statslige hjælpepakker kun delvist kan dæmme op overfor.

Fase 2-3-4 osv. for en fuld genåbning så hurtigt som muligt skal så vidt som overhovedet laden-sig-gøre kommunikeres i de nærmeste dage, så virksomhederne ved, hvad de kan rette sig efter. Når man ikke ved, hvornår den frie næringsret genindføres, kan man ikke disponere. Det har mange virksomheder og deres organisationer, klaget over.

Danskerne adlød til fælles bedste helt overvejende statslige påbud og anbefalinger. Nu er turen kommet til at springe ud med foråret og begynde at bruge penge igen og opleve livet sammen, så de mest trængte dele af samfundslivet i almindelighed og virksomheder i særdeleshed kan komme i gang igen.

Forrige artikel Rasmus Nielsen: Er du corona-strammer eller -slapper? Rasmus Nielsen: Er du corona-strammer eller -slapper?