Receptionernes mestre og tabere

ENGANG I STARTEN af 80erne, kort før Schlüter kom til, var Berlingske endnu ejet af Berling-familien og i grunden så konservativ, at det gjorde noget.

Jeg var journalistelev på Christiansborg, hvor Hans Engell, Connie Hedegaard og Pia Christmas-Møller var hyppige gæster på redaktionen. Han som pressechef, de to var ildsprudlende studentermedarbejdere. 

Pyhh, det er 35 år siden, godt en tredjedel af hele den konservative partihistorie. Siden leverede partiet en statsminister og flere vicestatsministre.

Forleden fyldte partiet som bekendt 100 år. Men hvad med festligholdelsen?

Fredagen før mandagen undersøgte vores redaktion forgæves, om der blev holdt reception. Ikke at opspore noget. Normalt omtaler vores sjældent svigtende kalender den mindste politiske reception uger i forvejen.

Men på selve dagen blev det pludselig i den grad omtalt, at der rent faktisk ville finde en reception sted, dét endda i den kæmpestore fællessal. Selv var jeg ikke inviteret og kom derfor ikke. 

MAN SKAL SJÆLDENT tage det personligt, hvis man ikke er inviteret til noget, det ville være klogt af værten at invitere til. Det skulle da også vise sig, at der var noget helt galt med den reception. I minutterne op til højtideligholdelsen af 100-året for det meget historiebevidste parti sprang medierne med nyheden om, at en række tidligere formænd ikke ville komme. Helt usædvanligt for en stor partireception.

"Jeg er ikke inviteret, så det er ikke nogen skam at blive væk," sagde Pia Christmas-Møller, som det ellers havde været hyggeligt at tale studenterdage og 90'er-politik med igen.

Per Stig Møller og Hans Engell skulle holde foredrag på samme tid, så man måtte forstå, at de selv havde valgt at blive væk. Hvorfor? Hvem havde trådt dem over tæerne?

Poul Schlüter kom ikke – ifølge den officielle forklaring på grund af helbredet. Måske var den reelle, at han i henhold til vedholdende rygter på Christiansborg ikke stemte konservativt ved seneste folketingsvalg?

Hovedet på sømmet slog Lars Barfoed, der til flere medier sagde: "Jeg fik åbenbart ikke tilmeldt mig hurtigt nok og fik så en mail om, at der ikke var flere pladser."

Efter den behandling må man tro, at den forhenværende, mangeårige minister med stort kendskab til partihistorien og personkredsen – nu således ydmyget igen i fuld offentlighed – i fremtiden ikke kan dy sig for at levere små giftigheder om de nuværende aktive. Små giftigheder, der tilsammen kan give et gevaldigt maveonde for de implicerede.

Hvorfor gik det galt? Jeg har ikke dyrket det, men der kan kun være to forklaringer:

1) Et selvsvingende regime om ikke at invitere andre end lokale rygklappere m.fl. Ingen, der kan antaste den nuværende ledelse.

2) Dårlig organisering.

Forklaringen er formentlig 1+2.

JEG ELSKER ELLERS receptioner. Da vi i 1994 med alle TV 2-regionerne holdt reception for at markere åbningen af en fælles Christiansborg-redaktion, kom der flest fra stationernes direktioner, bestyrelser og repræsentantskaber. Så meget desto mere noterede tv-cheferne – med de snart suverænt mest sete nyhedsudsendelser – hvem der mødte frem. Ja, naturligvis var de der, de politisk musikalske receptions-løvinder Pia Kjærsgaard og Marianne Jelved. Den dag i dag husker man, hvem der viste flaget.

Det er så vigtigt at vise respekt den time, hvor en politisk person åbner sit hjerte og inviterer til reception. Og det bliver jo mere bemærket, hvem der bliver væk, end hvem der kommer. Bliver man væk, er man bagud på point længe efter.

Receptioner giver maksimal information med kortest mulig tidsinvestering. Man ser, hvem der dresser op, og hvem der er begyndt at sjuske lidt med tøj og hygiejne. Man ser, hvem der har selvtillid til at nærme sig partitoppen, og hvem der stiller sig bagest med lokalformændene. Man ser, hvem der flirter med hinanden, og hvad kan det ikke føre til? Man ser, hvem af aktørerne derude, der står sig bedst med partitoppen. Man snakker med hinanden i klicheer, sådan lidt tryksagsagtigt. Slår hjernen lidt fra – men kun indtil man pludselig får serveret en spydighed om en anden. Sådanne slipper der mange ud af på receptioner. Tilsyneladende tilfældigt og uovervejet. Men mon dog? Under alle forhold: værdifuldt. Uopnåeligt i formelle interviewsituationer.

Jeg kommer gerne fem minutter efter starten – det er provinsielt og værts-forulempende at komme før tid. Står ved indgangen tæt ved værten for at lægge mærke til, hvem der kommer sammen, og hvem der får flest sekunder med dagens hovedperson, inden den næste i køen får lov.

SOCIALDEMOKRATERNE OG DANSK Folkeparti er bedst til receptioner. Socialdemokraterne har bare gode talere og er altid leveringsdygtige i nuværende eller forhenværende topministre. Vi oplevede det så sent som i tirsdags til en velbesøgt reception for en afgående partisekretær, hvor der virkelig var glæde og klappen hele partivejen rundt. Selv Mette Frederiksen og Thorning gned skuldre og grinede glædesstrålende. Og folk lige under partitoppen som Nicolai Wammen og Dan Jørgensen udnyttede situationen til at holde veloplagte taler, mens den samlede hovedbestyrelse stod modtagelige med fyldte glas.

I Dansk Folkeparti er det som at komme til familiefest. De bliver simpelthen så glade for hver og én, der kommer til de ustandselige receptioner for eksempelvis partimoderen.

Ved TV 2-receptionen på Borgen dengang i 1994, hvor jeg blev daglig leder af redaktionen, hviskede en af partiernes kommunikationsfolk:

– Se dig omkring. De hader alle sammen at gå til reception. Men de bliver nødt til det.

Den sætning har jeg aldrig glemt. Dels fordi jeg jo altså ikke kan forstå, hvis nogen hader receptioner. Men navnlig fordi citatet bekræfter, hvor vigtig en vellykket reception er.