Retspolitisk strammerkurs bliver mejslet i sten med coronakrisen

"Jeres handlinger er usle og noget, vi på ingen måde accepterer. Vi vil slå hårdt og hurtigt ned på de kriminelle, der handler i lyset af coronakrisen, og derfor er jeg glad for, at der tegner sig politisk opbakning til regeringens ønske om markante strafskærpelser."

Sådan lød det fra justitsminister Nick Hækkerup (S), da han onsdag præsenterede en serie stramninger af coronarelateret kriminalitet. Det drejer sig eksempelvis om tyveri af værnemidler som håndsprit på hospitaler, firmaer, der snyder med regeringens hjælpepakker, eller tricktyve, der franarrer ældre deres penge ved at klæde sig ud som sundhedspersonale. Som udgangspunkt fordobles straffen for disse forbrydelser, og bødestraf skal i nogle tilfælde erstattes af fængselsstraf.

Sikkerhedspakke
Justitsministerens strafskærpelser er ikke et særsyn som følge af den akutte sundhedskrise. Tværtimod forstærker de en tendens.

Så sent som i efteråret var Nick Hækkerup på banen med en sikkerhedspakke, der ligeledes blev kædet sammen med en akut situation: Det var efter sprængningen af Skattestyrelsen og et dobbeltdrab i Herlev, hvor ofrene var medlemmer af en svensk indvandrerbande. Attentatet på Skattestyrelsen menes også foretaget af svenske kriminelle.

Tryghed og sikkerhed vil blive de centrale begreber. Uanset om det er virusbekæmpelse, terrorlovgivning eller bandekriminalitet

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Regeringen frygtede ”svenske tilstande”, og grænsekontrollen mod Sverige blev forstærket. Et andet middel var øget overvågning, og det var ved den lejlighed Hækkerup udtalte, at øget overvågning gav øget frihed. For øget overvågning giver mere tryghed og uden tryghed ingen frihed, som han formulerede det.

Den argumentation havde det været utænkeligt at høre en socialdemokratisk justitsminister bruge i 1990’erne, ja, bare i Thorning-regeringens tid. Men det understreger sammen med de aktuelle tiltag mod coronakriminalitet, at den retspolitiske diskurs fuldstændig er skiftet.

”Straf nytter ikke”
I 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne bevægede mange straffe sig nedad. Det gjaldt især for personfarlige forbrydelser som vold og voldtægt. Grundholdningen blandt mange retspolitiske eksperter var, at ”det ikke nytter at straffe”, og den holdning kunne genfindes i store dele af Folketinget.

Meningsmålinger viste dog en ganske anden indstilling i befolkningen, og da Anders Fogh Rasmussen i 1998 tog over som Venstres leder, begyndte de borgerlige meget offensivt at kræve skærpede straffe. Det blev et afgørende element i Foghs storsejr ved valget i 2001.

Efter valget hævede VK-regeringen straffene for vold og voldtægt med en tredjedel, men det tog lang tid, før det slog igennem ved domstolene. Det fik politikerne til at holde dommerne i kortere snor, for eksempel ved meget specifikt at angive, at voldtægtsstraffe skulle hæves med et år fra gældende niveau.