S-ordfører afviser opdeling af Kulturministeriet: Kunst og idræt supplerer hinanden

KULTUR: Dansk kulturliv strækker sig fra håndboldhallen i Vestjylland til de bonede gulve i operaen, og derfor skal Kulturministeriet ikke opdeles. Sådan lyder det fra S-ordfører, som afviser Radikales forslag om at oprette nye ministerier for kunst og idræt.  

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Karl Emil Frost

Det giver ingen mening at adskille idræt og kunst i hvert sit ministerium. Håndboldhallen og operaen er nemlig akkurat lige afgørende for dansk kulturliv.

Det mener Socialdemokratiets kulturordfører, Kasper Sand Kjær, efter at Radikales medlemmer af Kulturudvalget, Jens Rohde, Marianne Jelved og Zenia Stampe, i en kronik i Berlingske foreslår regeringen at oprette et idrætsministerium og et kunstministerium for at komme ”begrebsforvirring” til livs.

"Nok har de ret i, at der er kultur i en håndboldhal, men med al respekt; hvem kan komme i tanker om, at håndbold skaber kunst? Det er i hvert fald ikke en varig kunst til efterfølgende generationers refleksion over, hvem vi var og er," skriver de i kronikken.

Men det er fuldstændig udelukket at opdele Kulturministeriet, lyder det fra regeringspartiet. For både kunst og idræt er en væsentlig del af dansk kultur og skaber tilsammen det kulturliv, som danskerne kan være stolte af, påpeger Socialdemokratiets kulturordfører, Kasper Sand Kjær. 

Det giver god mening, at vi har idræts- og foreningslivet sammen med kunsten, fordi det tilsammen udgør det kulturliv, som mange danskere nyder godt af.

Kasper Sand Kjær
Kulturordfører for Socialdemokratiet

"En opdeling kommer ikke på tale. Det vil ikke ændre på prioriteringerne at flytte rundt på nogle kontorer. I virkelighedens verden bliver det meget symbolpolitisk. Det giver ingen mening at oprette et Idrætsministerium, med mindre man vil opprioritere området kraftigt."

"I dag vil forslaget jo betyde, at man skulle flytte fire til fem fuldtidsansatte fra Kulturministeriet, som så i stedet skal udgøre et idrætsministerium. En af kronikkens forfattere er tidligere kulturminister, så det tænker jeg da, at de må vide. Det ligner en hurtig symbolpolitisk markering mere end et reelt spørgsmål om at opruste kulturen,” siger han.

{{toplink}}

Mindre ministerier løser intet
Men mener du ikke, at en adskillelse vil sikre større fokus på de dele af kulturlivet, som tidligere har været underlagt besparelser?

"Jeg er fuldstændig enig i, at besparelserne siden 2015 på ingen måde har gjort noget godt. Og derfor er jeg også glad for, at vi sammen med blandt andre Radikale fik sat en stopper for de besparelser med Finansloven fra sidste år."

0:000:00