Analyse af 
Søren Dahl
Rasmus Dahl Løppenthin

Sagen om børnehavelukninger udstiller konservativ borgmester, og understreger, hvor politisk sprængfarligt rådhuset er lige nu

I sidste øjeblik satte ressourcestærke forældre og flere partier sat sig for at redde en række københavnske institutioner, som stod til lukning på grund af faldende børnetal. Sagen viser, at ingen partier for alvor har kontrollen over Københavns Rådhus- og at man aldrig skal undervurdere københavnske børnefamilier på Facebook 

Et bredt flertal indgik i 2023 en historisk budgetaftale på Københavnsk Rådhus. Men sagen om lukning af børnehaver viste, at der ikke skal så meget til at slå sprækker i sammenholdet.
Et bredt flertal indgik i 2023 en historisk budgetaftale på Københavnsk Rådhus. Men sagen om lukning af børnehaver viste, at der ikke skal så meget til at slå sprækker i sammenholdet.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Søren DahlRasmus Dahl Løppenthin

Konservatives børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager har fået en start på sommerferien, han nok helst ville have været foruden. 

Igennem hele foråret og sommeren har han formået at gøre sig umådeligt upopulær blandt en bred skare af københavnske børnefamilier ved at stå som frontfigur på den efterhånden lange saga om lukningen af 30 københavnske dagsinstitutioner, der var gjort overflødige på grund af faldende børnetal i hovedstaden.  

25. juni stod det så klart, at et flertal har udmanøvreret borgmesteren i sagen, og truffet en beslutning, der redder en stor del af de lukningstruede institutioner.  

Men også en beslutning, der potentielt kommer til at koste resten af børneområdet og københavnerne millioner af skattekroner over de næste mange år.  

Det er forståeligt, hvis Jakob Næsager og hans forvaltning spørger sig selv, hvordan tingene kom så vidt. 

For sagen virker ved første øjekast ligetil: Antallet af børn i København falder, og derfor skal der lukkes op mod 30 daginstitutioner, som der ikke længere er brug for.  

Alternativet ville ifølge Børne- og Ungdomsforvaltningens beregninger være, at landets største kommune hænger på en regning i størrelsesordenen 60 millioner kroner for leje og vedligehold af de overflødige institutioner. 

Et samlet Børne- og Ungdomsudvalg, og Jakob Næsager selv, bakkede op om lukningerne, da pengene ellers skulle findes andre steder i forvaltningen. 

Læs også

Men efter beslutningen røg i høring, blev politikerne mødt af det der i københavnsk politisk målestok må takseres til en regulær folkestorm.  

Forældre, samt ledere og personale fra de lukningstruede daginstitutioner sendte mere end 1000 høringssvar afsted til rådhuset med variationer af det samme budskab: 

Vores institution har et unikt særpræg og tilknytning til børnene, og derfor vil en lukning være en regulær katastrofe. 

På Facebook og andre sociale medier smed aktive debattører jetbrændstof på det politiske bål ved at kræve handling fra politikerne og et stop for lukningen.  

Enmandshæren  
Folkestormen fik flere partier til at flakke alvorligt i blikket.  

SF, Venstre og rådhusets største parti Enhedslisten gik sammen om et nyt forslag, der skulle redde en betydelig del af de lukningstruede institutioner.  

Alternativet, personificeret af enmandshæren Emil Sloth Andersen krævede et fuldt stop for lukningsplanerne, som han har kaldt en "excelarks-øvelse".  

Hovedargumentet var, at processen omkring udvælgelsen havde været uigennemsigtig, og ifølge ham var man i gang med dreje nøglen om på velfungerende institutioner for at høste forsvindende små besparelser.  

Sagen kulminerede, da netop Emil Sloth Andersen valgte at standse sagen i Børne- og Ungeudvalget. 

Læs også

Dermed tvang han hele Borgerrepræsentationen til at tage stilling til sagen.  

I kølvandet på det så overborgmester Sophie Hæstorp Andersen sig nødsaget til at indkalde alle rådhusets 55 politikere til et ekstraordinært møde 25. juni for at få afsluttet sagen inden sommerferien for alvor satte ind.  

Tomme lokaler efterlader regning  
Efter de seneste ugers drama, og et meget højspændt møde i Borgerrepræsentionen tirsdag 25. juni er sagen nu endt med, at SF, Venstre og Enhedslistens oprindelige ændringsforslag blev vedtaget.  

Dermed bliver en stor del af de lukningstruede institutioner reddet.  

Det efterlader partierne og kommunen med en regning på knap 37 millioner kroner. 
Penge, der skal betales for leje af de ubrugte lokaler, og for den indtægt, som kommunen går glip af, fordi der altså hvert år kommer færre og færre børn, og dermed færre og færre forældre til at betale for driften af daginstitutionerne.  

Den regning kan betales på to måder: Den første mulighed er, at et flertal afsætter pengene ved budgetforhandlingerne efter sommerferien.  

Alternativet er, at de skal findes internt på Børne- og Ungdomsforvaltningens område.  
Det betyder kort fortalt, at der bliver færre penge til at lønne lærere, pædagoger og andet personale. 

En situation, som partierne bag ændringsforslaget dog er enige om skal undgås. 

I stedet vil de afsøge, om pengene kan findes ved lukke andre daginstitutioner, som ikke har været at finde på den oprindelige dødsliste, men som har lav faglig kvalitet.  

Læs også

Uskøn proces  
Selvom der nu er sat et foreløbigt punktum i sagen om de københavnske daginstitutioner, rejser sagen en række interessante politiske perspektiver.  

De højtråbende københavnske børnefamilier har til overflod demonstreret deres evne til at trænge i gennem i medierne med et budskab om, at lige præcis deres børnehave ikke skal lukke.  

De har været anderledes tavse om, hvem der skal betale regningen for at holde liv i institutioner, der ifølge forvaltningen ikke er brug for. 

Men medietrykket har gjort, at politikerne ikke følte, de kunne holde til en streng forvaltningsmæssig logik, der tilsiger, at man skærer på institutionspladserne, når børnetallet falder. 

Derfor endte det højest bemærkelsesværdigt med, at en stribe kommunalpolitikere stod og undskyldte på mødet i Borgerrepræsentationen 25. juni.  

Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager kan ikke frasige sig sin del af ansvaret for, at det kom dertil.  

Mens folkestormen voksede udenfor rådhusets mure, har han vedholdende refereret til det økonomisk nødvendige i lukningen af de 30 daginstitutioner, og henvist til, at et enigt udvalg stod bag beslutningen.  

Imens smuldrede flertallet bag borgmesteren i en grad, hvor han til sidst måtte se sig udmanøvreret af flertal både inden og uden for den budgetkreds, hans parti var en del af.  

Dermed lærte han på den hårde måde, at en aftale er aftale i dansk politik, indtil det ikke er det længere.  

Og når en så attraktiv vælgergruppe som de københavnske børnefamilier var så indædte modstandere af beslutningen, burde han måske have set på skriften på væggen. 

Læs også

En del af ansvaret må ligeledes tilskrives selvsamme Jakob Næsagers forvaltning for at lave en dødsliste over lukningstruede institutioner, som har været hårdt kritiseret for at være baseret på tilfældige og uigennemsigtige kriterier.  

Var det kvaliteten af den enkelte daginstitution, der var det afgørende kriterie? Antallet af pædagoger? Børnetal eller trivsel?  

Svaret blafrede ifølge flere partier i vinden. 

En saftig bøf 
Når det er sagt, så står det også klart, at sagen om lukningen af de københavnske daginstitutioner også er et lysende eksempel på, hvad der sker, når politikere står overfor en politisk bøf, som simpelthen er for fristende at lade gå forbi.  

Faktum er, at det københavnske børnetal er faldende, og at antallet af daginstitutioner derfor skulle reduceres for at undgå, at kommunen og i sidste de københavnske skatteborgere hang på en regning for tomme lokaler. 

Her valgte Alternativet at sluge hele vegetar-bøffen i en mundfuld ved at indtage positionen om, at ingen af de lukningstruede institutioner på listen skulle lukkes.  

En position, der unægteligt har været populær blandt mange af de vrede børnehave-aktivister, både på Facebook og i virkeligheden. 

Partiet har dog også fået hård kritik af blandt andet Københavns Forældreorganisation for at trække beslutningen i langdrag og holde pædagoger og forældre hen i uvished om, hvorvidt der ville være et job eller en plads til deres barn efter sommerferien.  

Sender regning videre 
Samtidig har partiet været mindre klare omkring, at pengene til at holde de overflødige institutioner kørende som udgangspunkt skulle finansieres gennem besparelser andre steder på børneområdet.  

Altså færre lærere i de københavnske folkeskoler, eller færre pædagoger i de daginstitutioner, som der rent faktisk er børn til.  

Partiet har gjort det klart, at en del af pengene til de overflødige institutioner skal findes ved at hæve taksterne på kommunens fritidsinstitutioner, de såkaldte KKFO'er.  

Ved den model var regningen altså blevet skubbet over til de forældre med børn i skolealderen, som så ville skulle betale mere for den samme eller ringere service.  

Alternativet ville dog også finde midler til at holde liv i institutionerne ved årets budgetforhandlinger, der starter efter sommerferien.  

Den proces kommer Alternativet dog efter alt at dømme ikke til at spille en betydningsfuld rolle i.  

Det skyldes, at partiet ikke bakker op om Lynetteholmen og derfor ikke er en del af den kreds af partier, der sidste år indgik en principaftale om de næste to års budgetter.  

Dermed har partiet reelt set sendt en regning videre, som det bliver op til de øvrige partier på rådhuset at betale.   

Til gengæld har partiet forsøgt at kapitalisere maksimalt på de privilegier, det giver at stå uden for besværlige aftaler. 

Spørgsmålet er så, om de københavnske vælgere mener, at der skal gå penge fra plejehjem, sociale tilbud, eller andre velfærdstilbud for at betale for daginstitutioner, som der reelt set ikke er brug for.  

Rådhuspopulisme  

Sagen om lukningen af de københavnske daginstitutioner sætter dog også en tyk streg under, at partierne for alvor er ved tage hul på indspurten til kommunalvalget i november 2025.  

Da først sagen eksploderede på traditionelle såvel som sociale medier kunne ingen af partierne reelt set leve med rollen som kyskolde rådhusbureaukrater, der lukker populære daginstitutioner på grund af økonomien, dumme.  

Sagen er dog også et eksempel på den enkeltsagspolitik, der i højere og højere grad præger det københavnske politiske landskab.  

For få år siden skabte byggeriet på Amager Fælled en lignende folkestorm, hvor en relativt numerisk begrænset, men utroligt kommunikativt stærk gruppe af borgere formåede at skabe en dagsorden, der på mange måder blev definerende for kommunalvalget i 2021. 

Det samme sås i sagen om modstanden mod byggeriet af Lynetteholm.  

Fælles for begge de sager er dog, at deres holdbarhedsdato som politisk drivkraft ser ud til at nå vejs ende.  

Spørgsmålet er, om furoren over lukningen af de københavnske institutioner lider samme skæbne, og er glemt, så snart Borgerrepræsentationen mødes igen efter sommerferien.  

Eller om sagen rejser en mere principiel debat om kvaliteten af de københavnske velfærdstilbud, som kan blive toneangivende helt frem til valgkampen officielt skydes i gang.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Næsager

Børne- og ungdomsborgmester (K), Københavns Kommune
Cand.jur., Københavns Universitet 1997

Emil Sloth Andersen

Medlem af Borgerrepræsentationen (ALT), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Universitet, 2019)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024