Samuel Rachlin: Dramaet mellem Putin og Prigozjin er et vendepunkt i Ruslands nyere historie

Det er kun topfiguren, der tæller
Som i skak gik han kun efter én figur på brættet – kongen. Eller den øverste boss i den kriminelle underverden, som Prigozjin selv kommer fra og er formet af. Det er Putin, han vil have ram på. Den mission lykkedes. Putin er ramt, ikke dødeligt, men Ruslands førstemand er vingeskudt. Stækket og svækket.

Det er alvorligt nok, når man som autokraten Putin har brugt 23 år på at fremstå som den usårlige, uanfægtelige, nærmest overjordiske helt. Lige som de kække, formastelige og fandenivoldske helte fra de russiske folkeeventyr, som alle russiske børn er opflasket med. Intet bider på dem, og de ender altid med prinsessen og det halve zarrige i deres favn, mens folket jubler og fester i dagevis.

Det er ikke billedet på præsident Putin i dag. Tilsyneladende er det først sent gået op for Putin, hvem han var oppe imod, selv om han er formet af det samme miljø og er helt fortrolig med Prigozjins verden fra deres fælles opvækst i Leningrad og deres forbindelser og samarbejde i den skyggeverden, der opstod efter Sovjetunionens sammenbrud.

Prigozjins vrede og galde, alle hans krumspring og skældsord har i virkeligheden kun været rettet mod Vladimir Putin, som han i en af sine tirader kaldte bedstefar. I Rusland er det kun topfiguren, der tæller, og som alt drejer sig om. Prigozjin har haft succes med sine aktiviteter og opnået diskret, men betydelig støtte i magtsystemet. Det har med tiden givet ham et selvværd, der får ham til at føle, at han er Putins ligemand.

Det er ham, han udfordrer i, hvad han selv ser som et episk opgør om Ruslands fremtid allerbedst udtrykt med den klassiske, folkelige beskrivelse af slagsmål, magtkampe og krig med lige dele af tricks, psykologi, intriger og retorik: ”Kto kogo?” – hvem får krammet på hvem? Det anvendes lige hyppigt i politiske magtkampe, kriminelle opgør og gadeslagsmål. Eller en holmgang mellem to klanledere.

Klædt af, hængt ud og gjort til grin
Det er halsløs gerning at prøve at forudsige, hvad der videre vil ske i Rusland og udarbejde prognoser. Det er, hvad militærstrateger og efterretningsfolk er nødt til at gøre for at give deres politiske ledere nogle optioner og scenarier, så de har noget at arbejde med for at træffe beslutninger og ruste sig til mulige kriser og konfrontationer. Men militæret og efterretningstjenesterne har midler og kilder, der stiller dem langt bedre til at komme med kvalificerede bud og analyser end almindelige dødelige journalister, kommentatorer og analytikere.

Det russiske weekenddrama vil gå over i historien ikke som et folkeeventyr, men som et vendepunkt i Ruslands nyere historie, fordi billedet af stormagten krakelerede til akkompagnement af Prigozjins ustoppelige strøm af spot og hån og sjofelheder på Telegram, hans foretrukne sociale medie-platform. Ledelsen i Moskva blev taget på sengen, og Rusland blev afsløret som langt svagere og mere desorganiseret, end man havde fremstillet sig selv som. Prigozjins Wagner-legion rullede ind over landet, indtog russiske storbyer og militære hovedkvarterer og kom faretruende tæt på Moskva.

Putin har mødt sin overmand i Prigozjin, der ikke behøver at foregive, at han behersker den kriminelle underverdens sprog og omgangsform. Det er hans verden og hans sprog.

Samuel Rachlin

Den ydmygelse gik især ud over Putin, der i sin første tale til befolkningen om opstanden ikke kun virkede mere bister og sammenbidt end nogensinde før, men rystet og fortabt på nippet til panik. Han blev klædt af, hængt ud og værst af alt gjort til grin. Lige som kejseren i det verdenskendte danske eventyr. I Putins og enhver anden autokrats bog er det at blive latterliggjort det værste af alt.

Spørgsmålet er, hvor længe Putin kan leve med det image og fremstå som en overbevisende leder af et land i krig – en krig, som han har lagt navn til og ser som kronen på det værk, han ønsker skal blive stående som hans historiske eftermæle.

Krisen har givet udenforstående et sjældent indblik i, hvor skrøbeligt Putins kleptokratiske system er nu under presset fra tre fronter: krigen mod Ukraine, konfrontationen med Nato og de indre modsætninger, der er kommet for dagen med Prigozjins mellemkomst. Lagene af løgn, illusioner og vrangforestillinger er blevet skrællet af og har afsløret virkeligheden bag Kremls mure. Det kan både russerne og resten af verden se.

Prigozjin har stjålet Putins mojo
Putins tale til nationen 24. juni vil blive stående som det øjeblik, da Putin mistede sit ”mojo”, den særlige mystik, den magiske appel og aura, som mange ledere af den autokratiske støbning vogter over med nidkærhed. Putins mojo blev ophævet som ved et trylleslag.

Det var undervejs i cirka 16 måneder siden 24. februar 2022 og måske endnu længere tilbage. Den tabte aura er svær at genvinde. Og det hjalp ikke, at der midt i det hele kom rapporter om, at præsidentens fly havde forladt Moskva angiveligt med Putin om bord. Det er aldrig blevet dokumenteret eller bekræftet, men rygtet eller spekulationerne alene var dødbringende.

Man kan med god ret sige, at Prigozjin har stjålet Putins mojo ved at bruge den samme strategi, som Putin brugte, da han lagde ud som en ukendt figur for 23 år siden. Det er ikke en magisk formel, men velkendt og afprøvet populisme med angreb på magteliten, uforsonlig forurettelse og et grænseoverskridende sprog, der flyder med grovheder og sjofelheder, som folk har let ved at identificere sig med. Putin har mødt sin overmand i Prigozjin, der ikke behøver at foregive, at han behersker den kriminelle underverdens sprog og omgangsform. Det er hans verden og hans sprog.

Og russerne elsker det. En af Wagnerhærens desertører blev barbarisk henrettet af sine egne ved at få sit hoved smadret med en slaghammer. Det blev dokumenteret med en video på de sociale medier. Siden dukkede den slaghammer op som souvenir i russiske butikker og stickers med slaghammersymbolik til at sætte på biler. Russisk folkelighed anno 2023.

Hovederne vil begynde at rulle
Når regnestykket efter det foreløbige drama skal gøres op, er der en del spørgsmål, som Putin og hans mænd har brug for at finde svar på. Hvordan kunne Prigozjin for eksempel slippe af sted med sin opstand og overliste hele det omfattende sikkerhedssystem, der er til for at hindre netop den slags dramaer i at finde sted?

Den mest oplagte forklaring er, at han ikke handlede alene, men havde støtter og medsammensvorne placeret i sikkerhedsapparatet, blandt højtstående militærfolk og i det politiske system. Det er ikke sprækker i overfladen, men dybe modsætninger mellem forskellige klaner og interessegrupper, der er kommer til syne i vitale dele af systemet.

Putin kæmper med et gevaldigt forklaringsproblem og står over for en befolkning, der har set ham ydmyget og latterliggjort.

Samuel Rachlin

Det er forklaringen ikke kun på, at Prigozjin var i stand til at forberede og iværksætte opstanden, men også slippe ustraffet af sted med det, få ophævet anklagerne om væbnet opstand, statskup og landsforræderi og få amnesti og frit lejde til at komme i sikkerhed i Belarus. For en del år siden, blev Putin i et TV-interview spurgt, om han var i stand til at tilgive. Han svarede: ”Ja, men ikke alt.” Da han blev spurgt om, hvad han ikke kunne tilgive, svarede han med et ord: ”Forræderi.”

Nu undrer mange russere sig over, hvordan man den ene dag kan anklage Prigozjin og hans mænd for forræderi, og den næste dag benåde ham og lade ham rejse uhindret til Belarus. Hvad er det Prigozjin kan, hvilke privilegier har han, som lader ham slippe af sted med at begå de værste forbrydelser? Hvem holder hånden over ham? Hvem forhandler på hans vegne? Og hvad er det for et spil, der foregår bag Kremls mure? Ruslands politiske virkelighed har ikke været mere uigennemskuelig siden Stalinårene.

Det er stadig tidligt i processen, men i næste fase vil hovederne begynde at rulle, når efterspillet kommer i gang efter fortidens scenarier med jagt på syndebukke og udrensninger i centrale dele af magtapparatet. De første tegn på at noget er på vej, er meldinger om at højstående militærfolk er arresteret, mens andre er ude af syne. Prigozjin befinder sig foreløbig i relativ sikkerhed i Lukasjenkos varetægt. Men han ved bedre end de fleste, at han skal udvise varsomhed i nærheden at vinduer og balkoner, når han bliver inviteret på te med gamle venner på et hotel i Minsk, eller når han som Aleksej Navalnyj lader sine underbukser ligger fremme et sted, som andre har adgang til.

Fra højspændt drama til farce
De historiske fortilfælde, hvor russiske oprørsledere som kosakkerne Stenka Razin i det 17. århundrede og Jemeljan Pugatjev i det 18. satte sig op imod zaren, er ikke opmuntrende for dem, der følger i deres fodspor. De blev begge taget til fange, halshugget og lagt på hjul og stejle. Det gik ikke bedre for de oprørere, der gik imod bolsjevikkerne under borgerkrigen efter revolutionen i 1917.

En optrapning af krigen mod Ukraine med nye krigsforbrydelser er også en af Putins muligheder, men virker næppe så attraktiv i den situation, man står i efter Prigozjins militære eskapader og afsløring af virkeligheden bag putinismens facade. Putin kæmper med et gevaldigt forklaringsproblem og står over for en befolkning, der har set ham ydmyget og latterliggjort. Han skal revanchere sig fra en position af lav tillid og troværdighed og være klar til et valg i marts 2024, mens landet står midt i en krig uden udsigt til en hurtig afslutning eller et triumftog, som russerne fik stillet i udsigt.

I sine taler til befolkningen under opstanden brugte Putin ordet ”smuta” et par gange. Det er et begreb, der står for den tilstand af forvirring, kaos og krig, Rusland befandt sig i begyndelsen af det 17. århundrede. En periode i russisk historie der kendes som Forvirringens Tid og et eksempel på opløsning, indre splid og magtkamp, når magtsystemet bryder sammen. Det er det klassiske skræmmebillede på, hvad der truer Rusland med opløsning, nedsmeltning og anarki.

Det skrækscenarie, Putin fremmanede i sin tale, viste sig at være helt forfejlet. Weekendens begivenheder gik fra højspændt drama til farce. Mange havde ventet en kulmination på den væbnede opstand, et crescendo, men fik en soap opera, der bristede som en sæbeboble. Men faren er ikke drevet over for Putin. Kigger man ud over det politiske landskab, er der intet at glæde sig over eller grine ad. Ubemærket er ophobningen af Putins kvaler ved at antage karakter af hans svanesang. I en russisk sammenhæng er det ikke ensbetydende med, at det vil gå stille og fredeligt for sig.

Den politiske sigtbarhed er bestemt ikke blevet bedre. Det er ikke røgsignaler, man ser løfte sig over Kreml, men røgslør, der kun bliver tættere i takt med det højere angstniveau og uvisheden, der breder sig. Soap opera eller ej spændingen bliver holdt ved lige med teasere og trailere, der skal sørge for at holde tilskuerne fast. Prigozjins weekendtogt var kun et forspil. Stay tuned.