Skov-Jakobsen: Er historien om vores egne gener en etisk fælde?

GPS – det bruger mange af os. Det er ikke længere så svært at finde vej. Man behøver ikke at have et kort med mere, hvis bare man har husket sin telefon. Der er som regel en GPS. Der er noget trygt ved ikke at kunne blive væk. Global Position System sætter mig, om man så må sige, hele tiden på plads – i hvert fald på en plads. Ikke noget at sige til, at de fleste af os føler os nøgne uden telefon. Vi føler os nærmest uden for rækkevidde.

Der findes også et andet GPS. Det læste jeg om forleden i Die Zeit. Genome-wide polygenic scores – en opkommende videnskab, der ugentligt bliver klogere og klogere på et andet kort, et væsentligt kort, nemlig vores gener.

De bestemmer i høj grad vores vej i livet. De råder i høj grad over, hvilke liv vi får. Forskere går løs på fænomenet og afdækker hele tiden nye mysterier, og vi kan få mere og mere at vide om vores liv.

Hvilke tilbøjeligheder jeg fysisk render rundt med, kan læses i generne. Hvordan det er fat med psyken, bliver man også klogere på hele tiden. Hvor højt et menneske bliver, om det får tilbøjelighed til diabetes, om sindslidelse ligger inden for horisonten.

Noget tyder på, at vi er så kloge på den andens liv, at man sommetider må undre sig over, hvorfor vores eget ikke forløber lidt mere efter en snor!

Peter Skov-Jakobsen
Københavns biskop

Ifølge artiklen kan man også forudse muligheden for ansigtsskønhed. Det, man tidligere forstod ved et menneskes skæbne kan nu i rigt omfang forudsiges, og muligheden bliver allerede anvendt.

Journalisten, der skrev artiklen, havde gjort brug af et tilbud om at blive klogere på sig selv og havde sendt nogle prøver afsted. Han var selvfølgelig interesseret i, hvorvidt han var til fals for alle de sygdomme, som han allerede selv kunne se havde været en del af familiens historie.

Aldrig har jeg været så sikker på noget, som at jeg ville være tysklærer efter 14 dage i gymnasiet. Hele livet skulle bruges på grammatik, litteratur, undervisning, forskning. 

Peter Skov-Jakobsen

Jeg var faktisk overrasket over de resultater, der kom frem – eller rettere sagt, jeg var overrasket over den menneskelighed, de blev formidlet med. Man blev nemlig ikke lokket i det, man kunne kalde, en etisk fælde.

En etiske fælde er i dette tilfælde sådan et sted, hvor man pludselig ved noget om sig selv, som man helst ikke ville have vidst. Man blev gjort det klart, at nu kunne man åbne for en del oplysninger, man måske helst var foruden. Vi reagerer meget forskelligt. Det ved forskerne af generne allerede. Nogle tilrettelægger deres liv efter den viden og søger at undgå bestemte sygdomme og kan også gøre det. Andre bliver angste, og livet fortoner sig i frygt for den uafvendelige skæbne.

Alt det er interessant og vil kræve meget af os alle sammen fremover. Enhver form for misbrug af denne viden ligger også nær at tænke over og handle politisk på. Det er alt sammen ikke mit anliggende i dag.

Mit anliggende er tilbøjeligheden til at lade sig forudsige. Tilbøjeligheden til at tro, at man kan forudsige sit liv. Vi mærker allerede tendensen tidligt i livet. Vores børn bliver hele tiden fulgt af kloge og faglige menneskers holdninger til dem. Der er planer rundt om os hele tiden.

Jeg spørger bare mig selv om vores mulighed for at bryde ud af hinandens bedømmelser? Har vi en mulighed for at lave “knæk” på vores vej? Hvis det først står i vores bedømmelse, i vores “journal”, hvad vi er gode til, kan vi så “stikke af” fra den vej? Det, jeg mener, er, at noget tyder på, at vi er så kloge på den andens liv, at man sommetider må undre sig over, hvorfor vores eget ikke forløber lidt mere efter en snor!

Vi sidder og ser på kloge mennesker, der finder ud af, hvem der er egnet til at være gift med den eller den, og hele tiden udtaler vi os i vores pædagogiske systemer om eleven, barnet, den studerende.

Når man så kommer i tanker om at se ned ad sin egen livsvej, er det vel ikke kun mig, der opdager, at der hele tiden skete noget uforudsigeligt både dengang og nu. Jeg vil for nemheds skyld blot kalde det, at jeg blev fortryllet. Der opstod en glød.

Ethvert lille barn kender til det: at blive optaget af et eller andet. Det kan godt være, at det kunne forudsiges i mine gener, men jeg er nu ikke sikker på, at det er helt 100 procent sikkert. Man bliver tryllebundet af et eller andet eller af en eller anden. Pludselig opdager man, at der er noget på spil. Man bliver kastet imellem valg, og man sidder med noget foran sig, som kræver hele ens opmærksomhed.

Når jeg ser ned ad min egen vej, synes jeg at kunne huske som 12-13-årig at være dybt fascineret af verdenshavene. Jeg slog streger hen over vandene og tænkte på, at det kunne være sjovt at sejle skib hen over dem alle.

Pludselig blev politik en stor lidenskab, og så begyndte jeg at spekulere på, hvordan man kunne fordybe sig i det og blive klogere på det. Jeg husker, at jeg dengang som 15-årig tænkte, at jura måtte åbne udsigterne til de vide horisonter. Jeg anede ikke noget om statskundskab, nationaløkonomi og sociologi endnu.

Pludselig blev den violin, jeg havde spillet på, siden jeg var ti, byttet ud til en bratsch, og musikbiblioteket i Odense fik en hidsig låner af plader og partiturer, og jeg blev medlem af et orkester – og nu kunne man se sig selv gå i den retning.

Aldrig har jeg været så sikker på noget, som at jeg ville være tysklærer efter 14 dage i gymnasiet. Hele livet skulle bruges på grammatik, litteratur, undervisning, forskning. Og bang! Efter fire måneder faldt den skanse, og det blev det helt uforudsigelige, dét, som aldrig havde været inden for horisonten, teologi.

Både med den ene form for GPS og med den anden spørger jeg mig, vil vi give hinanden lov til at blive grebet af lidenskaben? Vil vi overgive os til fortryllelsen, eller vil vi være bundet af vores medmenneskers bedømmelse, eller lad os kalde det dom, over os? Tilstår vi hinanden muligheden for at blive lidenskabeligt optaget af noget helt andet, eller har vi bastet og bundet hinanden?

Selvfølgelig er vi bundet af generne i stort omfang, men vi er også overladt til fortryllelsen af det, der sker med os i mødet med det andet menneske.

Jeg kunne jo ikke vide, hvordan det var at sidde og spille sammen med andre. Den oplevelse slap en lidenskab løs i mig. Jeg anede ikke noget om tro, dens eftertanke, dens indsigt, førend jeg slap det løs i følelse og intellekt, men da det skete, meldte der sig en fortryllelse, der ikke slipper sit tag, ligesom fascinationen af havet, af politikken, af de andre videnskaber aldrig har sluppet et lille tag.

Så var der dem, man forelskede sig i undervejs i livet. Mon nogen kloge-Aage kunne have forudsagt det? Der er sikkert så mange, det kunne have været “klogt” at forelske sig i, men det var kun hos enkelte, der sprang en gnist, og hvorfor den gnist sprang, kan man vel sige en hel masse om, og så er der alt det uudsigelige, alt det fortryllende, alt det, man skal finde alverdens ord for at udtrykke, og om man så havde alle verdens ord til rådighed, kunne det ikke udtrykkes præcist nok, for man er inde ved et mysterium, der prikker til ens tanke og følelse hele tiden.

Mit anliggende med dette er meget enkelt: Er der plads til fortryllelsen i vores tilværelse? Giver vi den plads, eller løber vi bare rundt efter GPS’en og får aldrig fornemmelsen af kortet, af verden, af den store sammenhæng, for vi indtager kun vores plads?

Jeg håber for mig selv, at jeg aldrig vågner til andet end uoverskuelighed og fortryllelse – overskuelighed og at være sat på plads lyder uoverkommeligt kedeligt.

----------

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. Er biskop for Sømandskirkerne og Europakirkerne, formand for Rådet for Folkekirkens Nødhjælp og sidder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.