Søren Gade advarer borgerlige vælgere: "En stemme på Løkke er en stemme på Frederiksen"

Løkkes drøm om en regering over midten vil styrke yderfløjene, og den handler kun om hans egne magtambitioner, mener Søren Gade. Han retter hårdt angreb på sin tidligere partiformand: "Hvis han føler sig dårligt behandlet, så skulle han måske kigge sig selv i spejlet".

Søren Gade har ikke ondt af Lars Løkke Rasmussen i 2019 blev væltet som formand for Venstre: "Hvis du som krigsfører går ud og undsiger alle din soldater lige inden en krig, så vil du blive skudt i ryggen. Sådan er det både i krig og politik," siger den tidligere forsvarsminister.
Søren Gade har ikke ondt af Lars Løkke Rasmussen i 2019 blev væltet som formand for Venstre: "Hvis du som krigsfører går ud og undsiger alle din soldater lige inden en krig, så vil du blive skudt i ryggen. Sådan er det både i krig og politik," siger den tidligere forsvarsminister.Foto: Morten Stricker/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Malte Bruhn

Da Søren Gade blev hentet hjem som folketingskandidat fra en tilværelse som EU-politiker i Bruxelles, var det egentlig meningen, at han skulle spille rollen som Venstres bolværk mod den dengang fremadstormende konservative formand Søren Pape Poulsen i det midt- og vestjyske.

Men det går hurtigt i dansk politik for tiden, og i dag er der ingen, der tror på, at Pape kan blive statsminister - endsige en reel trussel mod Venstre i Vestjylland.

Derfor ser det nu ud til, at den tidligere forsvarsminister har tænkt sig at bruge sit retoriske valgkampskrudt på et andet og langt mere besværligt bytte, nemlig hans tidligere partiformand og statsminister Lars Løkke Rasmussen, der ser ud til at kunne få en helt central rolle at spille i tiden efter valget, og som nogle nu begynder at tale om som den fjerde statsministerkandidat.

"Vælgerne skal have en varedeklaration, og de skal tænke sig rigtig godt om, inden de stemmer på Lars. Jeg respekterer vælgernes dom, men jeg vil gerne have lov til at prøve at påvirke den," siger Søren Gade.

Han advarer om, at "en stemme på Lars Løkke er en stemme på Mette Frederiksen". 

Glem Lars Løkke og hans projekt

Søren Gade
MEP og folketingskandidat, Venstre

Tidligere på ugen har han været ude med lignende budskaber i R4DIO og Ekstra Bladet, men denne gang skruer han et nøk op for kritikken, der også er temmelig personlig. Han anklager blandt andet Løkke for at have givet "en flyvende fuck-finger" til alle i Venstre og siger, at Løkke derfor burde "kigge sig selv i spejlet". 

Den vestjyske stemmeslugers anke går først og fremmest på, at Lars Løkke Rasmussen – indtil videre – har afvist at fortælle vælgerne, hvem han vil pege på som statsminister efter valget. Løkke har selv sagt, at det handler om, hvordan mandaterne falder, og at han kun vil pege på en regering med både røde og blå partier. 

"Hvis du ønsker en blå statsminister, så stem på et blåt parti. Hvis du ønsker en rød statsminister, så stem på et rødt parti. Lars Løkke Rasmussen – ham der har været statsminister to gange på blå mandater – kan ikke engang melde klart ud, om han støtter en rød eller blå statsminister. Jeg synes, vælgerne har krav på at vide det," siger Søren Gade.

Ellers vil en stemme på Lars Løkke reelt være en stemme på Mette Frederiksen, mener han.

"Jeg vil gå så langt som at sige, at hvis du er borgerlig, så er jeg næsten ligeglad med, hvem du stemmer på, bare du stemmer på et blåt parti. Glem Lars Løkke og hans projekt," lyder opfordringen.

I Søren Gades øjne bunder Lars Løkke Rasmussen politiske projekt mest af alt i personlige ambitioner, og derfor opfordrer han Løkke til at bruge "de rigtige argumenter", der – i hans øjne – mest af alt handler om, at han "vil ind og have magten tilbage".

Lars Løkke Rasmussen har på vegne af Moderaternes presseafdeling takket nej til at tale med Altinget og svare på Søren Gades kritik. Det vil til gengæld Anders Schiermer. Han er Moderaternes partisekretær.

Han forsvarer, at Løkke ikke vil pege på en statsminister.

"Vi vil gerne tale politik. Vi har blandt andet fremlagt et sundhedsudspil i fredags, og det vil vi meget gerne diskutere. Det er underligt, at man bliver med at diskutere personer, når det handler om, hvad vi skal samarbejde om," siger han.

Har Søren Gade ret i, at en stemme på Løkke må være at regne for en stemme på Mette Frederiksen, så længe I ikke har meldt klart ud?

"Nej. Det handler om politik og ikke personer. Det er det, vi vil insistere på. Man skal stemme på den politik, man kan stå inde for, og det tror jeg godt, at vælgerne kan gennemskue," siger Moderaternes Anders Schiermer.

En følelse inspireret af Lars 

Søren Gade sidder ved et af bordene i cafeteriet i Sir-Lyngbjerghallen lidt udenfor Holstebro.

I den store sal på den anden side af plexiglasset holder Jakob Ellemann-Jensen tale for partifællerne. Vi er til Venstres omrejsende "valgrally", der i aften er nået til Vestjylland.

Foran hallen er der åbnet for pølsevognen og fadølsanlægget, og om lidt skal der igen synges fra Højskolesangbogen. Tidligere på aftenen blev aftenens komiske indslag leveret af Lasse Rimmer.

Vi er i Venstres og Søren Gades kerneland. Ved valget i 2015 fik han 28.916 personlige stemmer. Nu håber han at gentage kunststykket ved valget 1. november.

Læs også

Gades oprindelige plan var egentlig, at den politiske karriere skulle have været et overstået kapitel, når mandatet i Europa-Parlamentet udløber i 2024. Men der var noget, der ændrede sig for ham, da han i foråret var på kampagne med Jakob Ellemann-Jensen i valgkampen om forsvarsforbeholdet. Her havde de to venstremænd "en god kemi og en god humor sammen".

Noget tid efter afstemningen ringede partisekretær Christian Hüttemeier for tredje gang – på vegne af Ellemann – for at høre, om han ikke kunne tænke sig at stille op til Folketinget igen. Denne gang var det ikke bare en drøftelse. Partiet havde talt med eksperter, der "vidste noget om kommunikation og tal".

"De fortalte mig, at jeg kunne være med til at gøre en forskel for partiet og hjælpe Jakob," siger Søren Gade.

Han var egentlig tæt på at sige nej. Men da beslutningen skulle tages, blev han ramt af "en følelse, der måske også var lidt inspireret af alt det, der skete med Lars (Løkke Rasmussen red.)".

"Jeg har været med i Venstre 45 år. Jeg sidder her som tidligere medlem af Folketinget, tidligere forsvarsminister og medlem af Europa-Parlamentet. Det er ikke, fordi jeg hedder Søren Gade, men fordi jeg meldte mig ind i Venstre, og fordi der er nogle, der har hjulpet mig og stillet mig op igen og igen."

Foto: Morten Stricker/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Alle fik en flyvende fuck-finger

Det er her samtalen drejer sig ind på Lars Løkke Rasmussen, der er ude af Venstre, men som tilsyneladende stadig spøger i kulissen.

For modsat Søren Gade, må man forstå, har Lars Løkke Rasmussen ikke forholdt sig ydmygt overfor alt det, Venstre har givet ham i tidens løb.

Tværtimod. Og derfor kan han ikke tillade sig at være skuffet over den behandling, han fik, da han i 2019 blev presset til at gå af som formand efter et dramatisk bestyrelsesmøde i Brejning, lyder det fra Søren Gade.

Han minder om, at Lars Løkke Rasmussen midt i valgkampen i 2019 udgav bogen "Befrielsens øjeblik". Den blev brugt til at lancere budskabet om, at Venstre nu gik til valg på en regering henover midten. 

Hvis der er nogen, der kan tillade sig at gøre det, så er det mig, for jeg har faktisk været med til at redde Lars et par gange

Søren Gade
MEP og folketingskandidat, Venstre

"Hvis du som krigsfører går ud og undsiger alle din soldater lige inden en krig, bliver du skudt i ryggen. Sådan er det både i krig og politik. Alle i Venstre fik lige en flyvende fuck-finger. Så hvis han føler sig dårligt behandlet, skulle han måske kigge sig selv i spejlet."

Det ser ud til, at Ellemann skal bruge Løkkes mandater, hvis han skal være statsminister. Er det ikke lidt et selvmål, at du nu retter så hård en kritik mod ham?

"Hvis der er nogen, der kan tillade sig at gøre det, er det mig, for jeg har faktisk været med til at redde Lars et par gange. Jeg gjorde det i kælderen i Odense i 2014, hvor jeg blev brugt som et skræmmebillede eller et våben i hans kamp mod Kristian Jensen. Jeg gjorde det, da jeg stillede op i 2015, hvor jeg fik partiets næstbedste valgresultat og var med til at sikre ham det mandat, der gjorde, at han blev statsminister."

Hvorfor tror du ikke på hans analyse af, at Danmark skal regeres over midten, hvis vi skal tage livtag med de store problemer, og at yderfløjene blokerer for de store forandringer af samfundet?

"Han fik først idéen om den brede regering over midten, da han ikke kunne vinde regeringsmagten sidste gang. Han sidder midt i en valgkamp, hvor ikke engang hans nærmeste er informeret om det, og så går han ud og sprænger hele lortet i luften i forhold til det, vi gik til valg på. Det er ikke loyalt."

Men hvad er der galt med selve analysen?

"Lars glemmer, at han selv, Mette Frederiksen (S), Helle Thorning-Schmidt (S), Anders Fogh Rasmussen (V) og Poul Nyrup Rasmussen (S) alle har lavet mange store aftaler hen over midten. Der bliver ikke ført de-facto blokpolitik i Danmark."

Le Pen bliver præsident i Frankrig

Det kan få voldsomme konsekvenser for vores demokrati og politiske system, hvis man sætter yderfløjene udenfor døren, mener Søren Gade.

"Prøv at tage til Sverige, hvor man bevidst har holdt Sverigedemokraterna udenfor indflydelse i årtier. Hvordan synes du, at det er gået med dem? Gå til Frankrig, hvor Macron ikke vil røre ved højrefløjen. Marine Le Pen (leder af højrenationale Rassemblement National, red.) bliver præsident i Frankrig."

Tror du, det samme vil ske i Danmark, hvis der kommer en regering over midten?

"Hvis vi bliver enige om, at vi på midten ikke vil lege med Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, så tror jeg, at de vokser. For så kan de tillade sig at tage nogle standpunkter, der bliver enormt populære, fordi de aldrig bliver testet på virkeligheden."

Han understreger, at "Lars gerne må ønske sig en regering hen over midten".

"Han skal bare bruge det rigtige argument, nemlig at han vil ind og have indflydelse. Men han skal lade være med at sige, at man ikke kan føre politik hen over midten, hvis man har en rød eller blå regering. Lars Løkkes projekt er Lars Løkke," siger Søren Gade og fortsætter:

"Hvis Ellemann vil lave om på butikken, så skal han igennem forretningsudvalget, hovedbestyrelsen og landsmødet. Hvis Lars Løkke Rasmussen beslutter sig for, at han vil have en skattepolitik, der er til højre for Djenghis Khan, eller én, som han ikke selv kan forklare, så skal han kun stå til ansvar for sig selv og ingen andre." 

Foto: Morten Stricker/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Det er noget andet med Støjberg

Selvom det efterhånden er flere år siden, at Lars Løkke Rasmussen tog bagvejen ud af hotellet i Brejning for siden at starte et nyt parti, der nu har sat Venstre under hårdt pres, undrer Søren Gade sig stadig over, at Løkke gjorde, som han gjorde.

"Hvis Lars var blevet i Venstre, efter han var færdig som formand, var han med statsgaranti blevet til noget stort. Han kunne blive formand for Folketinget, minister eller kommissær. Han kunne blive, lige hvad han ville. Hvorfor har han taget den her omvej for at få noget, som han kunne have fået alligevel i Venstre?"

Han ville vel gerne være statsminister i en bred regering og formand for Venstre?

"Min anke er, at han er gået den vej, han er gået, for at få det, han ville have, uanset om det bliver en blå eller rød regering. Han har lavet en helgardering, som det hedder i tips."

Er du blevet bedt om at sige det her af Jakob Ellemann-Jensen?

"Nej, det er jeg ikke. Hvis jeg siger det, jeg mener, kan jeg huske, hvad jeg har sagt. Det her kunne jeg aldrig finde på at sige, hvis jeg ikke mente det."

Inger Støjberg har også forladt Venstre og stiftet et nyt parti, der stjæler vælgere fra jer. Har hun ikke gjort sig skyldig i den samme brøde som Løkke?

"Nej, for forhistorien er jo helt anderledes, hvis du går ind og læser op på det. Inger har altid været en af mine gode venner, og det er hun stadigvæk. Venskaber kommer ikke på tværs af politik. Så de to historier er meget forskellige, når man kigger på, hvad der drev dem."

Moderaterne svarer på kritikken: Vælgerne er trætte af personangreb

Lars Løkke Rasmussen har på vegne af Moderaternes presseafdeling takket nej til at tale med Altinget og svare på Søren Gades kritik. Det vil til gengæld Anders Schiermer. Han er Moderaternes partisekretær.

Søren Gade mener, I skylder vælgerne et svar på, om I peger på Jakob Ellemann-Jensen eller Mette Frederiksen som statsminister. Kommer det nu?

"Vi vil gerne tale politik. Vi har blandt andet fremlagt et sundhedsudspil i fredags, og det vil vi meget gerne diskutere. Det er underligt, at man bliver med at diskutere personer, når det handler om, hvad vi skal samarbejde om".

Heller ikke selvom det drejer sig om, hvem der skal være landets statsminister?

"Jo, men på hvilket grundlag? Vi er nødt til at være enig om, hvad det handler om”.

Så I kommer ikke til at svare på, hvem I peger på inden valget?

"Vi insisterer på, hvad det handler om, og ikke hvem det handler om”.

Har Søren Gade ret i, at en stemme på Løkke må være at regne for en stemme på Mette Frederiksen, så længe I ikke har meldt klart ud?

"Nej. Det handler om politik og ikke personer. Det er det, vi vil insistere på. Man skal stemme på den politik, man kan stå indenfor, og det tror jeg godt, at vælgerne kan gennemskue".

Søren Gade mener, Moderaternes projekt mest af alt handler om Lars Løkkes eget ego. Hvad siger du til det?

"Jeg tror, vælgerne er trætte af personangreb og skænderier. Det er jo ikke overraskende, at der kommer den her type angreb. Der kommer sikkert kun flere. Det er vel en reaktion på, at vi gør op med traditionelle magtstrukturer i dansk politik".

Søren Gade siger, at en regering over midten kan styrke yderfløjene. Er det en bekymring, du deler?

"Jeg ved ikke, om man kan forudsige tingene på den måde. Vi vil føre en positiv valgkamp med fokus på vores egen politik, og det må vælgerne jo forholde sig til".

Har Løkke givet en flyvende fuck-finger til alle i Venstre?

"Det kan jeg ikke forholde mig til”.

Hvorfor er det dig og ikke Lars Løkke, der svarer på kritikken?

"Fordi Lars Løkke er ude og føre valgkamp med vores kandidater og tale om vores politik”. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Gade

MF (V), formand for Folketinget, formand for Esbjerg Havn
IAA-diplomuddannelse (Den danske Reklameskole 1999), cand.oecon. (Aarhus Uni. 1990), VUT-I for reserveofficerer (1989)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)









0:000:00