Løkke er i særklasse som politisk kamæleon

Som Løkke selv fortalte i sidste uges ”Mød partierne” på DR, var stramningerne primært et forsøg på at skive socialdemokraterne af. At stramme så meget, at Mette Frederiksen til sidst måtte sige nej og afsløre sig som ”slapper”. Det gjorde hun bare ikke, som Løkke tørt konstaterede. Formålet med stramningerne var altså at gøre livet surt for hans konkurrent til statsministerposten.

Den tilgang til udlændingepolitikken var også kendetegnende i Løkkes første statsministerperiode fra 2009 til 2011. Dengang blev det forkætrede pointsystem indført, og igen var formålet at skabe problemer for hans politiske modstandere. Dengang lykkedes strategien, pointsystemet blev begyndelsen til SF's nedtur. Men igen: Det var politisk kynisme, taktik og strategi, der drev Løkkes udlændingepolitik.

Der har været et usædvanligt stort sammenfald mellem hans omvendelser og hans egne magtpolitiske interesser.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Spare-Løkke/Velfærds-Løkke

Ser man på velfærd, har Løkke svinget frem og tilbage flere gange.

Løkke fremhæver ofte selv, at han gjorde dansk økonomi langtidsholdbar med tilbagetrækningsreformen fra 2011, der både forhøjede pensionsalderen og beskar efterlønsordningen.

Men i 2010 bankede Løkke den daværende konservative leder, Lene Espersen, eftertrykkeligt på plads, da hun foreslog at ændre på efterlønsordningen. På det tidspunkt anså Løkke et attentat mod efterlønnen som en ren tabersag. Opgøret med Espersen kom under et regeringsseminar på Havreholm Slot, og Løkke understregede bagefter over for medierne, at der ikke ville blive ændret på efterlønnen.  

Mindre end et år senere havde Løkke skiftet holdning, og i sin nytårstale 2011 var det hans tur til at gå til angreb på efterlønnen. Holdningsskiftet kan ikke forklares med en ændret økonomisk situation, men Løkke havde brug for ny politisk dynamik i en situation, hvor han stod til at tabe valget.

På samme måde gik ”Spare-Løkke” i 2015 til valg på nulvækst i den offentlige sektor. Men i slutningen af regeringsperioden gik ”Velfærds-Løkke” pludselig til valg på et velfærdsløfte til 69 milliarder i en situation, hvor han havde brug for at matche Mette Frederiksens velfærdsløfter. 

Centraliseringens arkitekt

Når det gælder forholdet mellem by og land, centralisering/decentralisering, finder man Løkke i alle afskygninger.

Som indenrigsminister stod Løkke i 2006 for danmarkshistoriens største centralisering med indførelse af kommunalreformen. En reform der sammen med VK-regeringens samtidige domstol-og retskredsreform nok effektiviserede flere funktioner, men samtidig fjernede vigtige funktioner fra en række mindre byer.

Efter provinsens protest ved valget i 2015 gik Løkke pludselig den modsatte vej og lagde op til at udflytte en hel række statslige arbejdspladser. Heriblandt arbejdspladser, der ikke havde nogen som helst lokal forankring som Nationalt Genom Center, Det Økonomiske Råds sekretariat og Dansk Sprognævn.

Der er i nyere tid aldrig blevet ført så meget blokpolitik, som i de år Løkke var i toppen af dansk politik.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Dobbelt op på elbiler

Heller ikke på de grønne områder har der været konsistens i Løkkes synspunkter.

I forhold til klima startede Løkke sin seneste statsministertid ved at droppe Helle Thorning-Schmidts (S) klimamål for 2020. Da Socialdemokratiet i april 2018 luftede en ambition om 500.000 elbiler i 2030, gjorde Løkke nar af ambitionen og kaldte det ”et udspil skrevet på bagsiden af en serviet”. Venstre afviste samtidig socialdemokraternes forslag om et forbud mod salg af dieselbiler fra 2030.

Bare et halvt år senere lavede Løkke så en ”dobbelt op” og gjorde det til sin egen sællert at gå efter dobbelt så mange elbiler i 2030, mens han ville stoppe salget af både diesel-og benzinbiler fra det tidspunkt.

Ser man på miljø, satsede Løkke på at please landbruget efter valgnederlaget til DF i 2015. De landbrugsvenlige, jyske fødevareministre Eva Kjer Hansen (V) og Esben Lunde Larsen (V) blev udnævnt, og der blev vedtaget en landbrugspakke, der blev hårdt kritiseret for at skade vandmiljøet.

Da den grønne dagsorden fik stadig mere medvind frem mod valget i 2019, skiftede Løkke om, og gjorde i stedet Jakob Ellemann-Jensen (V) til fødevareminister. Ellemann havde en langt mere grøn profil.     

Midtermand med blokpolitik

Endelig er der selve kernen i ”Den nye Løkkes” projekt: Det brede samarbejde hen over midten.

Det lyder ansvarligt, har en god og positiv klang – specielt i en svær tid. Og som målingerne viser, appellerer det til rigtig mange vælgere.

Problemet er blot, at der i nyere tid aldrig er blevet ført så meget blokpolitik, som i de år Løkke var i toppen af dansk politik. Det gjaldt, såvel da han var topminister under Anders Fogh Rasmussen (V), som da han selv blev statsminister. I hele perioden blev samtlige finanslove handlet af med kun Dansk Folkeparti.

Lars Løkke Rasmussen gav på intet tidspunkt udtryk for betænkeligheder ved blokpolitikken, så længe den tjente ham godt. Først da hans dysfunktionelle VLAK-regering knagede i fugerne, og han stod til at tabe valget i 2019, blev han pludselig omvendt – og tilhænger af det brede samarbejde. 

Dertil kom, at Venstres PR-bureau havde målt sig frem til et vælgersegment på små ti procent, der svømmede rundt mellem S og V – og de var næsten alle tilhængere af et bredt samarbejde. Den åbning så Løkke, og endnu engang blev hans smarte taktiske finte pakket ind i overordnede principper.   

Største omvendelse siden Paulus

Ingen kan vide, om Lars Løkke Rasmussen pludselig har set lyset og rent faktisk er blevet klogere på en hel række områder. Det er naturligvis muligt.

Men ser man på Løkkes lange politiske karriere, må man køligt konstatere, at der har været et usædvanligt stort sammenfald mellem hans omvendelser og hans egne magtpolitiske interesser.

Researchen til denne artikel er foretaget af Cindy Shummontien Green og Mathias Bach.