Analyse af 
Erik Holstein

Løkke er i særklasse som politisk kamæleon

Lars Løkke Rasmussen har haft alle tænkelige holdninger til de fleste politiske emner, men han er normalt i stand til at slippe godt fra sine halsbrækkende politiske saltomortaler. Hans mange omvendelser har et interessant fælles træk.

Lars Løkke Rasmussen på vej ned i Folketingets paternoster. Men mener han det samme, når han kommer op igen?
Lars Løkke Rasmussen på vej ned i Folketingets paternoster. Men mener han det samme, når han kommer op igen?Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Erik Holstein

”Man har et standpunkt, til man tager et nyt.”

Det ikoniske citat fra 60'ernes socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag er gennem tiderne blevet forbundet med mange politikere og er nærmest blevet et folkeligt bonmot. Men vendingen er som skræddersyet til Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen.

Løkke er Borgens mest drevne politiker og suverænt bedste taktiker. Hans kampvilje er legendarisk, han har gennem tiderne klaret sig ud af de mest umulige situationer.

Men Løkkes utrolige overlevelsesevne hænger sammen med hans vilje til at indtage præcis det standpunkt, der er mest opportunt i situationen. Hans tilhængere ser det som ”snedigt og fleksibelt”, hans modstandere bruger udtryk som ”skamløst”.

Ser man på Lars Løkke Rasmussens karriere som toppolitiker, kan man ane en rød tråd i sundhedspolitikken. Et område, hvor Løkke har en ganske særlig ekspertise. Men på stort set alle andre områder har den garvede politiker skiftet positioner. Ikke af politiske grunde, men af taktiske grunde.

Det er der en stjernerække af eksempler på.

Strammer/slapper

Udlændingepolitikken er et område, hvor Løkke har markeret sig stærkt på det seneste. Man skal have gjort op med ”skøre regler” og et rigidt strammerkapløb, mener "Den nye Løkke” i skikkelse af Moderaternes formand.

Som Venstre-statsminister stod Lars Løkke Rasmussen derimod i spidsen for regeringer, der løb forrest i strammerkapløbet.

Da Løkke i 2015 gjorde Inger Støjberg (DD) til udlændinge- og integrationsminister, var hun allerede på det tidspunkt kendt som super-strammer. Løkke præsiderede som statsminister over mere end 100 stramninger af udlændingepolitikken, og selvom han ikke fejrede dem med kage, stod han på mål for dem.

Mens ”Den nye Løkke” lægger afstand til burkaforbud, håndtryk og smykkelov, forsvarede han det, sidst han var statsminister. For eksempel blev burkaforbuddet begrundet med, at burkaen ”er den ultimative måde at stemple ud af samfundet på ... en måde hvor man anonymiserer sig. Det er kvindeundertrykkende og også en sikkerhedsrisiko”.

Nu har alle ret til at nå til nye indsigter, og Mette Frederiksen (S) har også ændret holdning til udlændingepolitikken. Men i Løkkes tilfælde er det tilsyneladende noget andet, der er på spil: 

Læs også

Som Løkke selv fortalte i sidste uges ”Mød partierne” på DR, var stramningerne primært et forsøg på at skive socialdemokraterne af. At stramme så meget, at Mette Frederiksen til sidst måtte sige nej og afsløre sig som ”slapper”. Det gjorde hun bare ikke, som Løkke tørt konstaterede. Formålet med stramningerne var altså at gøre livet surt for hans konkurrent til statsministerposten.

Den tilgang til udlændingepolitikken var også kendetegnende i Løkkes første statsministerperiode fra 2009 til 2011. Dengang blev det forkætrede pointsystem indført, og igen var formålet at skabe problemer for hans politiske modstandere. Dengang lykkedes strategien, pointsystemet blev begyndelsen til SF's nedtur. Men igen: Det var politisk kynisme, taktik og strategi, der drev Løkkes udlændingepolitik.

Der har været et usædvanligt stort sammenfald mellem hans omvendelser og hans egne magtpolitiske interesser.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Spare-Løkke/Velfærds-Løkke

Ser man på velfærd, har Løkke svinget frem og tilbage flere gange.

Løkke fremhæver ofte selv, at han gjorde dansk økonomi langtidsholdbar med tilbagetrækningsreformen fra 2011, der både forhøjede pensionsalderen og beskar efterlønsordningen.

Men i 2010 bankede Løkke den daværende konservative leder, Lene Espersen, eftertrykkeligt på plads, da hun foreslog at ændre på efterlønsordningen. På det tidspunkt anså Løkke et attentat mod efterlønnen som en ren tabersag. Opgøret med Espersen kom under et regeringsseminar på Havreholm Slot, og Løkke understregede bagefter over for medierne, at der ikke ville blive ændret på efterlønnen.  

Mindre end et år senere havde Løkke skiftet holdning, og i sin nytårstale 2011 var det hans tur til at gå til angreb på efterlønnen. Holdningsskiftet kan ikke forklares med en ændret økonomisk situation, men Løkke havde brug for ny politisk dynamik i en situation, hvor han stod til at tabe valget.

På samme måde gik ”Spare-Løkke” i 2015 til valg på nulvækst i den offentlige sektor. Men i slutningen af regeringsperioden gik ”Velfærds-Løkke” pludselig til valg på et velfærdsløfte til 69 milliarder i en situation, hvor han havde brug for at matche Mette Frederiksens velfærdsløfter. 

Centraliseringens arkitekt

Når det gælder forholdet mellem by og land, centralisering/decentralisering, finder man Løkke i alle afskygninger.

Som indenrigsminister stod Løkke i 2006 for danmarkshistoriens største centralisering med indførelse af kommunalreformen. En reform der sammen med VK-regeringens samtidige domstol-og retskredsreform nok effektiviserede flere funktioner, men samtidig fjernede vigtige funktioner fra en række mindre byer.

Efter provinsens protest ved valget i 2015 gik Løkke pludselig den modsatte vej og lagde op til at udflytte en hel række statslige arbejdspladser. Heriblandt arbejdspladser, der ikke havde nogen som helst lokal forankring som Nationalt Genom Center, Det Økonomiske Råds sekretariat og Dansk Sprognævn.

Der er i nyere tid aldrig blevet ført så meget blokpolitik, som i de år Løkke var i toppen af dansk politik.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Dobbelt op på elbiler

Heller ikke på de grønne områder har der været konsistens i Løkkes synspunkter.

I forhold til klima startede Løkke sin seneste statsministertid ved at droppe Helle Thorning-Schmidts (S) klimamål for 2020. Da Socialdemokratiet i april 2018 luftede en ambition om 500.000 elbiler i 2030, gjorde Løkke nar af ambitionen og kaldte det ”et udspil skrevet på bagsiden af en serviet”. Venstre afviste samtidig socialdemokraternes forslag om et forbud mod salg af dieselbiler fra 2030.

Bare et halvt år senere lavede Løkke så en ”dobbelt op” og gjorde det til sin egen sællert at gå efter dobbelt så mange elbiler i 2030, mens han ville stoppe salget af både diesel-og benzinbiler fra det tidspunkt.

Ser man på miljø, satsede Løkke på at please landbruget efter valgnederlaget til DF i 2015. De landbrugsvenlige, jyske fødevareministre Eva Kjer Hansen (V) og Esben Lunde Larsen (V) blev udnævnt, og der blev vedtaget en landbrugspakke, der blev hårdt kritiseret for at skade vandmiljøet.

Da den grønne dagsorden fik stadig mere medvind frem mod valget i 2019, skiftede Løkke om, og gjorde i stedet Jakob Ellemann-Jensen (V) til fødevareminister. Ellemann havde en langt mere grøn profil.     

Midtermand med blokpolitik

Endelig er der selve kernen i ”Den nye Løkkes” projekt: Det brede samarbejde hen over midten.

Det lyder ansvarligt, har en god og positiv klang – specielt i en svær tid. Og som målingerne viser, appellerer det til rigtig mange vælgere.

Problemet er blot, at der i nyere tid aldrig er blevet ført så meget blokpolitik, som i de år Løkke var i toppen af dansk politik. Det gjaldt, såvel da han var topminister under Anders Fogh Rasmussen (V), som da han selv blev statsminister. I hele perioden blev samtlige finanslove handlet af med kun Dansk Folkeparti.

Lars Løkke Rasmussen gav på intet tidspunkt udtryk for betænkeligheder ved blokpolitikken, så længe den tjente ham godt. Først da hans dysfunktionelle VLAK-regering knagede i fugerne, og han stod til at tabe valget i 2019, blev han pludselig omvendt – og tilhænger af det brede samarbejde. 

Dertil kom, at Venstres PR-bureau havde målt sig frem til et vælgersegment på små ti procent, der svømmede rundt mellem S og V – og de var næsten alle tilhængere af et bredt samarbejde. Den åbning så Løkke, og endnu engang blev hans smarte taktiske finte pakket ind i overordnede principper.   

Største omvendelse siden Paulus

Ingen kan vide, om Lars Løkke Rasmussen pludselig har set lyset og rent faktisk er blevet klogere på en hel række områder. Det er naturligvis muligt.

Men ser man på Løkkes lange politiske karriere, må man køligt konstatere, at der har været et usædvanligt stort sammenfald mellem hans omvendelser og hans egne magtpolitiske interesser.

Researchen til denne artikel er foretaget af Cindy Shummontien Green og Mathias Bach.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Inger Støjberg

MF, partiformand (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

0:000:00