Søren Søndergaard til ny DF-formand: Selvom arme og ben er hugget af, kan man stadig bide

Kommentaren blev bragt første gang 7. december 2021.

Man kan lige så godt sige det, som det er: Der er en del, der både glæder sig og fryder sig over, at Dansk Folkeparti er både i vælgerkrise og intern krise.

Lige så stor, forskrækkelsen var i 2015, da DF ved folketingsvalget pludselig høstede flere end hver femte stemme og skabte, hvad der blev døbt en gul bølge i store dele af Danmark, lige så stor var begejstringen de samme tidligere så forskrækkede steder Grundlovsdag 2019, da det stod klart, at DF tog danmarksrekorden i valgnederlag med kun 8,7 procent af stemmerne. Langt over 400.000 vælgere forlod partiet.

Der ér en fryd over DF’s alvorlige nedtur. Ikke bare blandt de oplagte politiske modstandere, men også i høj grad blandt de traditionelle politiske venner. Skadefryden i dele af Venstre er ikke til at undgå at høre, heller ikke selv om man anstrenger sig.

Udefra betragtet måske sælsomt al den stund, at DF fra 2001 til ’11 og igen fra 2015 til 2019 sikrede flertallet bag Venstres to statsministre. Sagt på anden vis holdt DF i næsten 14 år Venstre i Statsministeriet, de sidste fire år til trods for, at vælgerne i stort tal havde fravalgt Venstre i 2015.

Indefra betragtet nok knap så underligt: Politik ér sådan. Vinderen har altid ret. Selv om Venstre langt fra for tiden kan kaldes en vinder, så går det dog trods slinger i linjen og kritik både partiet og en stadigt mere driftssikker formand en del bedre, end det går DF.

Der er en del venstrefolk, både nuværende og forhenværende, der af et ærligt hjerte synes, at DF var for besværlige at have med at gøre igennem årene. Sådan oplevede jeg det ikke fra min plads på Borgen, for det meste faktisk tvært i mod. Men jeg er jo ikke uhildet.

Desuden skal man ikke underkende det clash, der simpelthen er og skal være, når liberalt arvegods og et globalistisk verdenssyn skal forenes med stærk national socialkonservatisme.

Venstres og Dansk Folkepartis forening i VOK-samarbejdet efter valget i 2001 kom som en nødvendighed for Anders Fogh Rasmussen (V), ikke på grund af stor kærlighed til DF’s politiske projekt, der er langt fra Venstres EU-begejstrede og liberale tilgang. Det fremgik også klart af valgkampen i 2001, som de fleste har glemt i dag.

Selvopfattelsen i DF er, at man har holdt borgerlige regeringer på måtten, så den sociale balance blev opretholdt, og værdipolitikken blev fastholdt.  

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef i Dansk Folkeparti

Over årene udviklede sig i store dele af Venstre og DF en gensidig respekt og forståelse for hinanden, blandt andet forårsaget af det pres på Danmarks sammenhængskraft, der var kommet efter flygtningeloven i 1983 – så meget, så der i en lang periode taltes om et værdifællesskab.

Det er vigtigt at forstå, når man skal forholde sig til det grundlæggende absurde forhold, at en forhenværende ledende Venstre-politiker igen og igen nævnes som en ny mulig, og nok af flertallet af DF’ere ønsket, formand for netop DF.

Når Dansk Folkepartis nye formand indtager talerstolen i Herning søndag, 23.januar skal han eller hun levere på ledelse og på budskaber. Der skal ro i butikken, også på de højt placerede brokkerøve og rænkesmede, forbindelsen til vælgerne skal reetableres, og politikken markedsføres, så den både kan høres, forstås og mærkes.

For den nye formand, der kommer i Dansk Folkeparti, er situationen, at man for øjeblikket er blandt musene i politik. For få år siden var DF det store dyr i skoven, som alle jagtede, for en elg er bare et flottere trofæ end en halsbåndmus. Nu er Dansk Folkeparti en mus blandt andre mus i dansk politiks skovbund.

Var det ikke klart før, så blev det klart ved kommunalvalget 16. november: Mere end en halvering. Tilbagegang 98 ud af 98 mulige steder. Stemt ud af en række byråd.

For at føje spot til skade ranede Liberal Alliance, der er en hel del mindre end DF, en borgmesterpost til sig i Solrød, og Nye Borgerlige buldrede ind i byrådene med 63 nye mandater fra én til 64.

Av! Det er ikke lette tider for DF’erne. Stødene mod såvel selvtilliden som selvopfattelsen bliver en kerneopgave for formanden at lindre smerten af.

Men såvel de nu så succesombruste konservative som det stabile og driftssikre SF har været i tovene for ikke så længe siden og se bare, hvordan det nu går for både Pia Olsen Dyhr og Søren Pape Poulsen. Så det vigtigste for den nye DF-formand er i virkeligheden at tilføre energi og kampgejst baseret på selvtillid.

Det siger sig selv, at når man får nogle gevaldige vælgertæv, bliver selvtilliden mindre. Når dertil lægges, at DF de seneste par år har oplevet noget, som partiet absolut ikke har været vant til i 23-24 af partiets 26 leveår, nemlig presse-kolporteret intern kiv og ævl, lækager, splid og rævekager, så er både selvtilliden og tilliden til hinanden i laser.

Den nye formands pligt er at få gearet op: Dansk Folkepartis styrke har i alle årene været, at man stolede på hinanden, stod last og brast og sloges mod alle idioterne udenfor.

Den nye formand for DF får indlysende nok en voldsom opgave. Spillefilmen 'Monty Python og de Skøre Riddere' fra 1974 er opskriften. Filmen er gennemført absurd, men det er DF’s situation lige nu også. I filmen er der en scene, Den Sorte Ridder, hvor en ivrig, stridslysten ridder insisterer på kamp, selvom modstanderen ikke rigtig gider. Men nuvel, ridderen får sin vilje og får i fægtekampen hugget først arme, så ben af. Da modstanderen sætter sværdet tilbage i skeden og begiver sig videre, råber den amputerede sorte ridder fra sin plads på skovbunden: "Ja, det er typisk bare at skride. Kom tilbage så jeg kan bide dig!"

Kan man ikke døje Monty Pythons gakkede univers, så bare glem det. Men pointen er, at en ny DF-formand er nødt til at slås og bide. Til højre og venstre.

DF-universet er ikke, og har aldrig været, at binde sig til nogen mast, heller ikke en blå mast. En DF-formand skal insistere på, at DF bestemt er, hvad man må kalde et borgerligt parti, men man er sig selv.

Selvopfattelsen i DF er, at man har holdt borgerlige regeringer på måtten, så den sociale balance blev opretholdt, og værdipolitikken blev fastholdt.

Bitre og iltre opgør om blandt andet Lars Løkkes omprioriteringsbidrag, der var en kraftigt medvirkende årsag til, at DF ikke indtrådte i Løkkes regering, og ikke mindst hele det katastrofale, beskæmmende forløb i december 2017 om finansloven for 2018, hvor både en ny hjemsendelsespolitik og enorme skattelettelser faldt på gulvet, er illustrative eksempler.

Dansk Folkepartis styrke har i alle årene været, at man stolede på hinanden, stod last og brast og sloges mod alle idioterne udenfor.

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef i Dansk Folkeparti

På samme vis har Dansk Folkepartis blotte tilstedeværelse og ubestridelige succes i langt størstedelen af de 26 års foreløbige levetid tvunget Socialdemokratiet til nye erkendelser på udlændingepolitikken. DF’s opgave vil blive stædigt at holde S fast – for retorik og gode hensigter mindsker ikke de udgifter til udlændinge i Danmark, der i DF’s perspektiv bedre bruges til kernevelfærd til ældre, syge og udsatte. Danskere, forstås.

Skal DF genfinde forbindelsen til vælgerne, skal vælgerne kunne mærke, at DF vil bide, når der skal bides. Og der må hverken Mette Frederiksen, Ellemann Jensen, Pape eller hvem, der nu vil byde sig til blandt myriaden af blålige partier, føle sig sikre.

Partiet skal selvsagt ikke bide hele tiden og af alle som en lille, møgirriterende, uopdragen hund. Men være den vagthund, mange vælgere gerne vil have, når der skal rejses kritik og gives mæle til det Danmark, der ofte overses på Borgen; når der skal stilles irriterende, insisterende spørgsmål til, om der i grunden er tøj på woke, #MeToo, mundbind, døde mink og forbud mod helårscamping. Den slags.

Den, der vil behage alle, behager ingen, lyder et kinesisk ordsprog. Det skal en ny DF-formand nok tage til sig.

DF må finde ud af, hvem de vil være noget for, og så give den fuld gas på vegne af dem. Uanset, om det er Corona Campings faste publikum, hvide, woke-trætte, midaldrende privilegieblinde, heteroseksuelle mænd, en hel by i provinsen eller bare Erna og Steen, der passer deres lavtlønsarbejde hver dag 45 kilometer væk og derfor er nødt til at køre dieselbil henover Vestsjælland.

De andre kan rende og hoppe. Modstanderne er givet, næsten da: DF’s identitet er, at man godt kan være borgerlig uden at nikke og smile hver gang, andre borgerlige prioriterer topskattelettelser og fremhæver konventionernes ukrænkelighed.

Januar ér bare årets mest trælse måned. Men den bliver spændende for DF, og derfor for dansk politik.