Statens Administration kæmper med højt sygefravær

SYGEDAGE: I Statens Administration var der i 2018 dobbelt så mange sygedage som i gennemsnittet for staten. Det er for højt, og der er fuld ledelsesfokus på det, siger direktør Trolle Klitgård Andersen.

Trolle Klitgård Andersen har været direktør for Statens Administration siden 2016, hvor udflytningen af styrelsen startede.
Trolle Klitgård Andersen har været direktør for Statens Administration siden 2016, hvor udflytningen af styrelsen startede.Foto: Agnete Schlichtkrull/Finansministeriet
Sine Riis Lund

Man er blevet lidt for vant til sygemeldinger i Statens Administration.

Sidste år havde de omkring 260 årsværk i snit 16,6 sygedage, hvilket er dobbelt så mange som gennemsnittet for hele staten, der lå på 8,1 dage pr. årsværk.

“Der er kun én ting at sige, og det er, at det ligger for højt,” siger direktør Trolle Klitgård Andersen.

Statens Administration blev udflyttet fra København til Hjørring fra starten af 2016 til sommeren 2017, og det har betydet, at omkring 98 procent af de ansatte i dag er nyrekrutterede. Deri ligger noget af forklaringen på sygefraværet, mener Trolle Klitgård Andersen.

Der er kun én ting at sige, og det er, at det ligger for højt.

Trolle Klitgård Andersen
Direktør, Statens Administration

“Man kommer jo til en arbejdsplads, hvor der ikke er noget, der hedder ‘plejer’, alle har skullet lære hinanden at kende, og hvem skal man spørge, når man skal have løst et problem? Det tager bare tid at bygge en ny organisation op,” siger han.

Konkrete tiltag
Statens Administration løser løn- og regnskabsopgaver på vegne af statslige institutioner, og det er ikke første år, hvor sygefraværet ligger højt.

Det toppede i 2016 med 19,6 dage, hvorefter det faldt til 15,2 sygedage i 2017 og steg så igen til de 16,6 dage sidste år. Ledelsen har da også haft fokus på sygefraværet i længere tid.

Blandt andet har styrelsen taget ekstra lejemål i brug for at få mere plads på de enkelte kontorer, og man har lavet interne personprofiler for at italesætte, hvordan man bedst arbejder sammen med hinanden.

“Vi har brugt rigtig mange kræfter på at tale sammen om samarbejde, arbejdsglæde og en god arbejdskultur,” siger Trolle Klitgård Andersen.

Dokumentation

Blå bog: Trolle Klitgård Andersen

Udannelse
1989: Cand.merc.aud. fra Odense Universitet. 

Karriere
2016 - : Direktør, Statens Administration
2012 - 2015: Vicedirektør i Moderniseringstyrelsen
2007 - 2011: Afdelingschef i Forsvarskommandoen og myndighedschef for Forsvarets Regnskabstjeneste
2005 - 2007: Økonomistyringsspecialist i Udenrigsministeriet
2001 - 2005: Regional CFO i Aarsleff (Thailand) Ltd.
1997 - 2001: Økonomistyringsspecialist i Udenrigsministeriet og regional CFO på ambassaden i Hanoi (1998-2001)

Kilde: Statens Administration


Altinget logoArbejdsmarked
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget arbejdsmarked kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00