Tidligere generalsekretær: Firmaer og ngo'ers fordomme om hinanden er i opbrud

KRONIK: Engang var det ildeset, at ngo'er tog imod penge fra stygge kapitalister. Nu kan firmaer og ngo'er samarbejde, og det gavner indsatsen for at nå verdensmålene, skriver Unicef Danmarks forhenværende generalsekretær.

Af Steen M. Andersen
Konsulent og forhenværende generalsekretær, Unicef Danmark

Der tales og skrives i denne tid utrolig meget om verdensmålene. Det er positivt.

I modsætning til deres forløbere – de såkaldte Millennium Development Goals – er der heldigvis virkelig mange, der tager verdensmålene til sig. Der er også en del, der forsøger at gøre noget ved det, så vi når dem eller i hvert fald kommer tættere på, end vi er i dag.

Der er mange holdninger til, om det er regeringer, civilsamfundet, erhvervslivet eller andre, der skal tage ansvar på sig for at nå verdensmålene. For mig at se er det ikke enten/eller, men alle, der kan og bør bidrage.

I mit tidligere job og ikke mindst som formand for den styregruppe, der lavede dette års VL-Døgn om verdensmålene, har jeg fået ganske omfattende erfaring med en af de vigtige aktører: erhvervslivet.

Gennem over 35 års arbejde i nogle af de største danske ngo'er – og nuværende bestyrelses- og formandsposter i mindre ngo'er – mener jeg også i al beskedenhed at kunne byde ind med en del viden om, hvordan de agerer.

Uvidenhed trives i erhvervslivet
Både i erhvervslivet og blandt ngo'er trives uvidenhed, fordomme og fejlopfattelser af "de andre" i bedste velgående.

Jeg har været til talrige møder i VL-grupper, i klubber som Rotary, i bestyrelsesnetværk og på direktionskontorer.

Ofte har emnet været, hvordan erhvervslivet og ngo'er/civilsamfundsorganisationer kunne etablere et samarbejde. Ofte er der ganske stor interesse for det indledningsvis. Men så begynder alle fordommene at komme op:

"Alle pengene går vel op i administration i ngo'er?"

"Det er fint med idealister, men vi skal jo også tjene penge".

"Mine penge kan da ikke for alvor gøre en forskel. Man kan jo ikke redde hele verden".

Idealisterne er fordomsfulde
På den anden side af bordet sidder "idealisterne" fra ngo'erne. Og her lyder det:

"De er jo kun interesserede i at tjene penge".

"Kan vi være sikre på deres motiver?"

"Vi vil i hvert fald kun arbejde sammen med en erhvervsvirksomhed, hvis den er 100 procent ren".

"De tror i øvrigt, at de kan få det hele til ingen penge".

Der er sikkert elementer af sandhed i alle udsagnene fra begge sider af bordet. Men det er utrolig synd, at dialogen ikke så sjældent stopper her og i endnu sjældnere grad fører til et samarbejde mellem en virksomhed og en ngo.

Relativt til de fleste andre lande i Europa og Nordamerika er Danmark langt bagud, når det gælder samarbejde mellem virksomheder og ngo'er. Men hvis vi skal tættere på at nå verdensmålene, så er denne form for samarbejder i hvert fald en af vejene til det.

Ngo'erne har en masse faglig viden og erfaring inden for de formål, som de arbejder med. Erhvervslivet har ikke bare nogle af de økonomiske midler, der skal til, men i mange tilfælde også en faglig viden, som kan gå hånd i hånd med ngo'ens.

Tredobbelt bundlinje kan være en vej frem
Den tredobbelte bundlinje er et anerkendt begreb inden for ledelses- og strategilitteratur. Den sigter efter, at virksomheder naturligvis skal tjene penge (profit). Tjener de ingen penge, dør de.

Men ud over at tjene penge skal de også skabe positive resultater for deres interessenter (people) og for omverdenen (planet).

I disse tider, hvor klima og miljø med fuld ret er i fokus, er der vel ikke mange andre end nogle få hardcore klimabenægtere, der synes, at planet er ligegyldigt. Men det gælder bestemt også for people: Vi ser en stigende grad af forbrugerinteresse for at købe varer, som er for eksempel bæredygtige og økologiske.

Vi ser en skare af medarbejdere, måske ikke mindst de unge, som lægger vægt på at arbejde for en virksomhed, der "opfører" sig ordentligt. Vi begynder at se investorer, som kun vil investere i virksomheder, der kan dokumentere, at de arbejder med verdensmålene, ser sig selv efter i sømmene eller producerer på en bæredygtig facon.

Og så ser vi rigtigt mange erhvervsledere, som føler et ansvar for både people og planet, og som oprigtigt gerne via deres virksomhed vil gøre en indsats også det på dette område.

Jeg er ikke sikker på, at denne udvikling er gået op for alle ngo'er. Jeg møder stadig nogle efter min mening outdatede holdninger ligesom dem, som jeg skitserede før.

Det er synd, for jeg er overbevist om, at såvel ngo'er (people og planet) og erhvervsvirksomheder (profit) kan få stor gavn af et samarbejde, som så igen gavner verdensmålene. 

Vi ser da heldigvis også stadigt flere eksempler på det – ingen nævnt, ingen glemt. Men hvad mere er, skal ngo'er også i stigende grad tænke profit.

Traditionelle indtægtskanaler er trængte
Isobro – Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation – måler hvert år den samlede indtægt for danske indsamlingsorganisationer.

I den netop publicerede undersøgelse for 2018 ser vi for første gang et fald i indtægter for en række kategorier af organisationer. Samlet set er der tale om et fald med undtagelse af sygdoms- og handicaporganisationer.

Hvad angår udviklings- og nødhjælpsorganisationer, hvor verdensmålene ofte spiller en stor rolle i strategien og for de fremtidige planer, er indekstallet for egenfinansiering (altså indtægter renset for statsmidler) faldet fra indeks 108 i 2015 til indeks 100 i 2018.

I 2018 gik stort set alle dør til dør-indsamlinger tilbage i forhold til året før. Der er trængsel på gader og stræder med alle mulige gode og vigtige sager at støtte. Der er trængsel i telefonen og på de sociale medier. Stort set alle kategorier af indtægter fra indsamlinger går tilbage i Isobros undersøgelse.

Og en lang række af ngo'er er pressede, fordi statsmidlerne ikke flyder så rigeligt som før – tænk for eksempel på den nu nedlagte satspulje, som finansierede en række vigtige aktiviteter også gennem ngo'er på det sociale område.

Ngo'er kan tjene massivt på erhvervssamarbejde
Men ganske sigende måler Isobro ikke indtægter fra samarbejde med erhvervslivet (eller fra fonde, som også er en markant større og vigtigere samarbejdspartner end for bare fire til fem år siden).

Den første indtægtsundersøgelse går tilbage til 1998. Dengang gav det mening ikke at måle specifikt på indtægter fra virksomheder og fonde.

Men efter min mening har udviklingen overhalet kategorierne på dette område, og jeg tror på en markant øget indtjening for ngo'er fremover fra samarbejde med erhvervslivet med basis i verdensmålene.

Det kræver, at begge parter forstår og respekterer hinanden. Det er ikke bare okay, men nødvendigt, at virksomhederne tjener penge. Og selvom de er vant til at forhandle for at få ting så billigt så muligt, så må de respektere, at ngo'ernes viden og erfaring har en pris.

En del virksomheder har forsøgt at drive egne projekter og fjernet mellemmanden. Der er ganske langt mellem succeserne.

Det kan godt være, at der var en gang, hvor det var ildeset, at ngo'er tog imod penge fra de stygge kapitalister. Det kan godt være, at der var en gang, hvor ngo'er var drevet af idealistiske ildsjæle uden den store indsigt i økonomi og markedsføring.

Og selvom dette naturligvis er stærkt forenklet billede, så er det bestemt ikke gældende mere.

Det er grunden til, at jeg tror på, at virksomheder og ngo'er kan finde hinanden i et samarbejde, som gavner begge parter og som vil gavne indsatsen for at nå verdensmålene.

Forrige artikel Radikal socialborgmester: Mit eget og de røde partier har for travlt med klimaet til at tage sig af de socialt udsatte Radikal socialborgmester: Mit eget og de røde partier har for travlt med klimaet til at tage sig af de socialt udsatte Næste artikel Madhus: Vejen til klimavenlige måltider skal gå gennem offentlige køkkener Madhus: Vejen til klimavenlige måltider skal gå gennem offentlige køkkener
Farvel til velfærdsstaten - husk din forsikring

Farvel til velfærdsstaten - husk din forsikring

FEATURE: Op mod 400.000 danskere har tegnet lønforsikringer, og tallet stiger. Mens vi i de sidste tyve år har talt om udlændinge, er den danske samfundsmodel blevet skrevet om – uden debat.