Stor dansk interesse for nyt europæisk havnesamarbejde, der skal sætte en stopper for kokainstrømme

Danske Rederier vil med i ny europæisk havnealliance mod organiseret kriminalitet, der lanceres i denne uge. Justitsminister Peter Hummelgaard (S) er også positiv.

Ifølge EU-Kommissionen er det europæiske kokainmarked vokset med 416 procent mellem 2011 og 2021, hvor i alt 303 tons blev af myndigheder. 70 procent af alle narkotikabeslaglæggelser i Europa foregår i havnene.
Ifølge EU-Kommissionen er det europæiske kokainmarked vokset med 416 procent mellem 2011 og 2021, hvor i alt 303 tons blev af myndigheder. 70 procent af alle narkotikabeslaglæggelser i Europa foregår i havnene.Foto: EU-Kommissionen
Rikke AlbrechtsenJulie Schønning

ANTWERPEN/BRUXELLES: Det er med stor dansk bevågenhed, at en ny europæisk havnealliance ser dagens lys i den belgiske by Antwerpen onsdag.

Det nye samarbejde skal slå ned på de alvorlige problemer med narkotikasmugling og kriminelle netværk, der hærger europæiske havne.

Målet er at få lande, lokale myndigheder, politi, EU-agenturer, toldvæsen, rederier og havne til at arbejde bedre sammen om at få stoppet de enorme mængder stoffer og andre ulovlige varer, der hvert år flyder gennem havnene og trækker vold og bandeproblemer med i deres kølvand.

"Havne er essentielle knudepunkter for økonomisk vækst, for muligheder for at skabe arbejdspladser og for velstand i EU. På grund af deres unikke rolle i globale forsyningskæder bliver havne i stigende grad udnyttet af nådesløse kriminelle netværk til at smugle narkotika og andre ulovlige varer ind i EU," står der i den erklæring, som efter planen skal fremsættes ved mødet, og som Altinget har set.

"I samarbejdets og den gensidige tillids ånd vil vi sammen identificere følsomheder, udveksle og fremme best practices og formulere målrettede operationelle og tekniske løsninger," lyder det under parolen "det kræver et netværk at bekæmpe et netværk".

Læs også

Vokset med 416 procent

Ifølge EU-Kommissionen er det europæiske kokainmarked vokset med 416 procent mellem 2011 og 2021. I alt blev 303 tons konfiskeret af de europæiske myndigheder i 2021. 70 procent af alle narkotikabeslaglæggelser i Europa foregår i havnene. 

Rederierne er ufrivillige transportører, som har rigtig svært ved at gøre noget ved det alene

Bjarne Løf Henriksen
Danske Rederiers sekretariatschef i Bruxelles

Én af de havne, som er mest berørt af problemet, er Antwerpen-Brugge Havn, hvor den nye alliance onsdag bliver præsenteret. 116 tons kokain blev beslaglagt alene i Antwerpen sidste år, hvilket er fem procent mere end året før og en ny rekord.

Derfor mener direktøren for Antwerpen-Brugge Havn også, at det er positivt, at EU-Kommissionen har gjort det til en mission at skabe rammerne for, at både myndigheder og private aktører kan samarbejde om at styrke kampen mod den organiserede kriminalitet i havnene i Europa.

"Ved at sidde sammen bliver vi klogere, og vi kan udvikle ting sammen," siger Jacques Vandermeiren til Altinget.

"At have toldmyndighederne fra forskellige lande med ved bordet er virkelig nyttigt, fordi de har andre informationer, end vi selv har. Tolderne i Holland kan komme med information, der er meget nyttig for et land som Tyskland eller Belgien. Ved at dele den slags information kommer vi forhåbentlig tættere på en løsning," siger havnedirektøren.

De tre lande har allerede etableret et sådant samarbejde, forklarer Vandermeiren. Det er det, EU-Kommissionen nu bygger videre på, og som bliver udvidet til resten af Europa.

Læs også

Danske Rederier: "Vi har brug for hjælp"

I Danmark oplever rederier og havne også et stigende problem med narkotikasmugling. Derfor har Danske Rederiers sekretariatschef i Bruxelles, Bjarne Løf Henriksen, store forhåbninger til samarbejdet.

"Det er meget positivt, at der bliver taget hul på det. Det er virkelig efterspurgt," siger han.

Han gør klart, at det er blevet endnu mere vigtigt for de danske rederier, som han repræsenterer, efter meget af den ulovlige aktivitet er flyttet fra sydeuropæiske lande som Spanien til nu at ligge primært i Belgien og Holland. Her har Danske Rederiers medlemmer som for eksempel Mærsk terminaler, og her lægger mange af deres skibe til – nogle gange med ulovlige varer ombord uden deres kendskab.

"Rederier er ufrivillige transportører, som har rigtig svært ved at løse problemet alene. Vi kan jo ikke screene 100 procent af alle containere, der går ud fra Sydamerika. Vi har brug for noget hjælp og samarbejde," siger han.

Derfor mener Bjarne Løf Henriksen, at udsigten til et mere formaliseret samarbejde på området vil få stor betydning for arbejdet med at få sat en prop i de ulovlige varers indgange til Europa.

"Det giver rigtig god mening at få skudt havnealliancen i gang, så rederier, havne og myndigheder ser hinanden i øjnene og delagtiggør hinanden i, hvilke roller og hvilket ansvar der ligger på hvem i den værdikæde, der er i forhold til organiseret kriminalitet og narkotika," siger han.

Han håber, at næste skridt bliver at få udbredt indsatsen til globalt plan, så ansvaret ikke kun ligger på europæerne. Det er også en del af den køreplan mod organiseret kriminalitet, som EU-Kommissionen fremlagde i oktober sidste år, da den præsenterede skitsen til den nye havnealliance.

Fakta
  • European Ports Alliance er en del af EU-Kommissionens køreplan for bekæmpelse af narkotikahandel og organiseret kriminalitet, der blev præsenteret i oktober 2023.
  • Alene i 2021 blev der beslaglagt 303 tons kokain i EU, og problemet, der fører voldelige konsekvenser med sig, er stigende.
  • Gennem havnealliancen vil man styrke samarbejdet mellem toldmyndigheder, retshåndhævende myndigheder og offentlige og private aktører i havnene i hele EU.
  • Målet er at styrke risikostyringen og kontrollen i havnene. Til det vil Kommissionen afsætte 1,5 milliarder kroner, som blandt andet skal finansiere udstyr til at scanne containere.
  • Med alliancen vil Kommissionen desuden styrke retshåndhævelsen i havnene og facilitere et offentligt-privat samarbejde for at udnytte den eksisterende ekspertise og erfaring. Meningen er at tackle narkotikasmugling og beskytte logistiske knudepunkter mod kriminel infiltrering gennem koordinerede indsatser.
  • Parterne i alliancen forpligter sig til at identificere ansvarlige inden for deres organisationer, der vil deltage i det videre samarbejde. De vil skulle aflægge rapport til EU-ministrene om deres fremskridt og resultater med jævne mellemrum. Første skridt bliver at udarbejde en arbejdsplan.
  • Kilde: EU-Kommissionen/Den fælles erklæring om Den Europæiske Havnealliance.

Hummelgaard i Antwerpen

Også i Danske Havne hilser man initiativet velkommen.

"Det er godt, at der nu kommer fokus på det her, fordi det er en presserende udfordring. Narkotikahandel er en af de største sikkerhedstrusler, vi står over for i EU i dag, og vi kan kun løse det sammen," siger brancheorganisationen internationale chef, Marianne Winther.

Hun understreger nødvendigheden af, at samarbejdet munder ud i nogle konkrete tiltag, "som havnene kan se sig selv i".

Danske Havne har ikke selv en plads ved bordet, men er repræsenteret ved deres europæiske paraplyorganisation, European Sea Ports Organisation (ESPO). Marianne Winther vil dog ikke udelukke, at Danske Havne selv kunne finde på at tage aktivt del i alliancen på et senere tidspunkt.

Det første møde i Antwerpen vil blandt andet byde på diskussioner om, hvordan samarbejde mellem toldmyndigheder og politi kan styrkes, og hvad der skal gøres ved det udbredte problem med, at kriminelle infiltrerer de europæiske havne, oplyser EU-Kommissionen.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) ventes at deltage på regeringens vegne.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bjarne Løf Henriksen

EU-chef, Danske Rederier, Bruxelles
cand.merc.dcm.

Marianne Winther

International Chef, Danske Havne
cand.jur. (Københavns Uni. 1989)









0:000:00