Studerende: Har politikerne udviklet borgerlede?

Af Nikolaj Saadat 
Stud.scient.pol.

20. november 2017. Det er dagen før kommunalvalget. Mette Frederiksen (S) og hendes valgkampsbus er på besøg i Odense. Side om side deler Mette Frederiksen, Nicolai Wammen og borgmester Peter Rahbæk Juel roser ud til odenseanere i gågaden.

Mette Frederiksen kommenterer, at de odenseanske vælgere er særdeles glade for det socialdemokratiske budskab, der møder dem. Ja, faktisk så glade, at hun kalder dem ”de mest positive, hun havde mødt” på sin turné i landets 98 kommuner.

Som ung og uprøvet kampagnemedarbejder, der havde haft æren af at følge og arbejde med Peter Rahbæk Juel og Socialdemokratiet i seks måneder op til valget, kunne jeg alligevel ikke lade være med at undre mig over den påstand.

For hvis der var noget, jeg også havde bemærket, så var det de mange nedladende, uprovokerede og til tider ondskabsfulde kommentarer, som borgmesteren og de øvrige kandidater fra partiet dagligt måtte lægge øre til. På gaden og på internettet.

Der blev sågar udøvet systematisk hærværk mod borgmesterens valgplakater. Dette til trods for borgmesterens store popularitet, som til stemmeoptællingen dagen efter valget kunne kalde sig den mest populære fynske politiker i 12 år.

Det absolut ypperste i dansk politik – at bestride en ministerpost – er åbenbart ikke så attraktivt, som man skulle tro.

Nikolaj Saadat 
Stud.scient.pol.

Og hvis den socialdemokratiske kampagne i Odense oprigtigt var den mest positive i hele landet, så må de øvrige politikere landet rundt lægge øre til lidt af hvert.

Meget tyder da også på, at det er, hvad de gør.

Et demokratisk problem
Berlingske har for nyligt i en rundspørge stillet en række spørgsmål om trusler og chikane til Folketingets medlemmer. 63 af de 179 medlemmer har svaret, og af dem har 18 oplevet at blive truet på livet. Derudover oplyser 20 politikere, at de har modtaget voldstrusler.

I sommer ringede Inger Støjberg (V) personerne bag nogle af de groveste kommentarer på sin Facebook-side op i Radio 24syv, og i Go’ Aften Danmark stod Zenia Stampe frem med dødstrusler og hånende beskeder om sin dødfødte datter. Støjberg og Stampe havde for en gangs skyld noget til fælles: Kommentarerne, begge havde modtaget, kom helt uprovokeret som følge af deres politiske holdninger.

Og den manglende respekt og anerkendelse af vores politikere kan hurtigt udvikle sig til et demokratisk problem.

Er politikerne trætte af os?
I den nuværende regeringsperiode er flere ministre gået af helt frivilligt midt i deres virke. Det drejer sig om de to koryfæer Søren Pind og Brian Mikkelsen. Samtidig har to af regeringens kvindelige ministre bebudet, at de ikke genopstiller ved det kommende valg. Det drejer sig om Mette Bock og Merete Riisager. Sidstnævnte endda efter ønske om at ”komme tilbage til virkeligheden”.

Det absolut ypperste i dansk politik – at bestride en ministerpost – er åbenbart ikke så attraktivt, som man skulle tro.

På den anden side af folketingssalen er problemet det samme. Den tidligere undervisningsminister Christine Antorini har forladt Folketinget til fordel for Novo Nordisk Fonden, Maria Reumert Gjerding fra Enhedslisten har skiftet titlen som medlem af Folketinget ud med en titel som præsident for Danmarks Naturfredningsforening, og over halvdelen af Alternativets folketingsgruppe genopstiller af den ene eller anden årsag ikke ved næste folketingsvalg. Senest Pernille Schnoor, der efter eget udsagn blandt andet er træt af Christiansborgs nulfejlskultur og mediernes konfliktkriterie.

Vi har i årevis talt om politikerlede og spurgt os selv, hvordan vi er blevet trætte af vores politikere. Der tegner sig nu et billede af, at de er trætte af os.

Og er det i virkeligheden så underligt?

Hvis folketingspolitiker var et jobopslag
Hvis folketingspolitiker var et jobopslag på Jobindex, ville man formentlig efterspørge visioner og arbejdsomhed som i de fleste andre virksomheder. Læg så dertil, at du har arbejdstider, du ikke finder i nogen overenskomst. At dit og din families privatliv kan blive endevendt på ethvert givent tidspunkt. At medierne og dine politiske modstandere monitorerer dig, og glubsk venter på din næste fejl. Og at de ubehagelige beskeder, kommentarer og dødstrusler i sidste ende kan føre til døgnbemandet mandsopdækning af Politiets Efterretningstjeneste.

For det får du lidt over 50.000 kroner om måneden. Det svarer til gennemsnitslønnen for en jurist med 10 års anciennitet.

Hvis vi som borgere og vælgere ikke snart anerkender den ekstraordinære indsats, vores politikere dagligt leverer i regionerne, kommunerne og Folketinget, kan vi se frem til uoverskuelige demokratiske konsekvenser. Vi skræmmer de dygtigste og mest dedikerede væk.

Lad mig derfor slutte provokerende i en politikers ånd, der betalte den ultimative pris for at lede sit land: Så spørg ikke, hvad din politiker kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for din politiker.